Indkøbskurven er tom.
Horsens Kunstmuseum
Udstillinger & Omtaler

SERIE: MUSEUMSBESØG

Horsens Kunstmuseum
Af Mai Trosborg Rasmussen. 
24.09.2018.

Moderne kunst i hjemlige rammer
Kl. 11.54 fredag d. 31. august tager jeg toget fra Aarhus banegård mod Esbjerg station og kl.12.24 står jeg af på Horsens station, hvor jeg i dag skal besøge Horsens Kunstmuseum. Turen er andet stop på min museumstur, hvor jeg besøger museer, der ikke ligger i Aarhus eller København.

Horsens Museum har eksisteret siden 1906, efter Horsens Museumsforening d. 22. marts samme år blev grundlagt bl.a. med et erklæret mål om at oprette et museum i Horsens. I 1984 flyttede museet fra deres to lejede lokaler på Teknisk Skole til Pavillion Lunden, hvor det ligger i dag. Museet er blevet udvidet i henholdsvis 1992 og 2006 og har siden 1906 eksisteret som selvstændigt, statsanerkendt museum. Museet har primært fokus på nyere, moderne kunst. Den 28. februar 2018 modtog museet leder Claus Hagedorn-Olsen Carls Jacobsens Museumslegat ved Ny Carlsbergfondets årlige prisfest ( mere info på www.horsenskunstmuseum.dk )

Da jeg ankommer til Horsens Station, taster jeg kunstmuseets adresse ind på min google map, som viser mig, at jeg kan tage bybus 1 og 2. Bybusserne finder man lige ved siden af stationen. Jeg tager bybus 2 og står af ved 5. stop Ny Havnegade/Sundvej. Det tager ca. 9 minutter og man kører stort set lige til museets dør.

Jeg vælger at gå tilbage til stationen, da jeg er færdig med at besøge museet. Jeg anbefaler klart, at man går. Det tager 15-20 minutter, og man får samtidig set noget mere af Horsens by. Da jeg fx går gennem gågaden, er der ophængt tegninger af byens kreative, unge talenter i forbindelse med byens tegnefestival, som finder sted.

Den skulpturelle park
Allerede da jeg står ud af bussen og går op mod museet, begynder kunstoplevelserne. I parken, der omkranser museet, finder man en række skulpturer fra prominente kunstnere som Christian Lemmerz og Bjørn Nørgaard. Mest dominerende er Menneskemuren fra 1982 af Bjørn Nørgaard. Den tårner sig op i landskabet, og man går enten forbi, udenom eller igennem den på vej til museets indgang.


Menneskemuren, Bjørn Nørgaard. Foto: Magasinet Kunst.

Det første jeg møder, da jeg træder ind på Horsens Kunstmuseum, er receptionen. Receptionisten sidder og læser New Forest af Josefine Klougart. Ved siden af receptionen finder man en lille museumsshop med et beskedent udvalg af designobjekter og bøger, og i forlængelse heraf ligger museumscafeen, Café Andersen. 

Kvinden i receptionen fortæller mig, at der pt. er gang i to festivaler - en tegnefestival og teaterfestivalen Carte Blanche. På grund af de to festivaler, er der mindre kunst end normalt. Foruden festival-folkene, der er i gang med at sætte op og gøre klar, er jeg den eneste gæst på museet.

Da jeg træder op af trapperne til udstillingerne og samlingerne, føles det som om, jeg træder ind i et hjem (med god kunstsmag). Museet føles hjemligt. Jeg mindes ikke at have været på Horsens Kunstmuseum før og bliver en smule overvældet over, hvad jeg ser.

Det er en solrig dag og solen varmer de store, lyse rum op og gør det rigtig, rigtig varmt. Museet viser primært nyere, dansk kunst. Der er flere værker af bl.a Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Bjørn Nørgaard, som indkapsler den samme kunstneriske (tids)ånd.


Foto: Magasinet Kunst. 

Katja Bjørn På den anden side
Et værk der gør indtryk, er Katja Bjørns værk På den anden side fra 2012, der er en del af museets permanente udstilling. Værket er et videoværk placeret i en glasmontre på gulvet. Helt bogstaveligt er vi på den anden side, end hvor vi som beskuere er vant til at være. Vi ser værket oppefra. Katja Bjørn har filmet sig selv i en vinkel nedefra. Hun søger interaktion med beskueren samtidig med, at hun undersøger det rum, hun har skabt ved at placere sig forskellige steder i værket og til sidst forsvinde bag en bunke jord. Der er intet statisk ved dette værk, da det er i konstant bevægelse. Værket skaber en interaktion med beskueren, som man ikke på samme måde har med et værk, der hænger på væggen.

Teksten der hører til værket, opfordrer endvidere til, at man stiller sig på kanten eller lægger sig på værket, for på den måde at undersøge værket fra forskellige perspektiver. Dette værk tilfredsstiller den nysgerrige beskuer.

Katja Bjørn er uddannet cand. mag. fra Aarhus Universitet og arbejder med skulptur, video, fotografi og installation. Hendes videoværk tager udgangspunkt i drømmen og fantasien.


Katja Bjørn, På den anden side. Foto: Magasinet Kunst. 


Katja Bjørn, På den anden side. Foto: Magasinet Kunst.

Maria Wandel Hemmeligheder alle vegne
De fleste af os har dem - hemmeligheder. I samarbejde med forfatterne Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad har Maria Wandels tuschtegninger sat billeder og ord på de ting, vi som mennesker alle genkender - ensomheden, frustrationerne over at blive forladt, ikke at høre til osv. Beskueren føler sig ramt på genkendeligheden i fortællingerne og kan forholde sig til ordene. På trods af udstillingens tunge tematikker, får man lyst til at smile, hvis ikke grine af den umiddelbarhed udstillingen også rummer. Måske er det genkendeligheden i fortællingerne, måske er det tegningernes sammenspil med poesien, eller måske er det både og. Konklusionen må blive, at sammenspil mellem tegner og forfattere fungerer rigtig godt. Da jeg besøgte udstillingen, optog jeg undervejs små videoer, jeg sendte til venner og bekendte på sociale medier. En veninde fortalte efterfølgende, at en tegning talte særligt til hende. Sådan tror jeg, vi alle har det. Leder efter noget eller nogle at spejle os i, og der lykkedes Maria Wandel - om det var hendes hensigt eller ej.


Maria Wandel, Hemmeligheder alle vegne. Foto: Magasinet Kunst. 


Maria Wandel, Hemmeligheder alle vegne. Foto: Magasinet Kunst. 

Maria Wandel er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2005 og har bl.a. i samarbejde med forfatter Hans Otto Jørgensen udgivet tre bøger på Gyldendal.

Horsens Museum har en del flere værker, bl.a. en del værker af Michael Kvium, men jeg har valgt at have fokus på det værk og den udstilling, der optog mig mest. 

På gensyn, Horsens!
Kvinden der sad i receptionen, da jeg ankom, har fået selskab af en kollega, da jeg er færdig med at se udstillingerne. Hun har været ansat længere og kan derfor svare på, hvem der gæster museet hyppigst. Det er tydeligt, at hun elsker sit job, og hun fortæller og svarer passioneret på de spørgsmål, jeg stiller hende.

Museets primære målgruppe er kvinder 35+. Børn og unge kommer oftest i forbindelse med skole og festivaler og mænd oftest sammen med deres kærester eller koner. Børn under 18 kommer gratis ind, men det er dog ikke altid receptionisterne, som har vagten alene i weekenderne, kan tage ansvar for børnene. Det lyder dog som om, der har været dage, hvor der har været tid til både kakao og kunst, når en gæst under 18 har besøgt museet. Det får mig til at smile. Jeg takker for besøget, sidder lidt i haven og fordøjer oplevelserne, inden jeg går på stationen for at tage toget tilbage til Aarhus.

Mit besøg fik mig til at ærgre mig over, jeg ikke havde taget turen til Horsens for længe siden for at besøge Horsens Kunstmuseum, men bedre sent end aldrig. 

Praktisk info: 

Åbningstider:
mandag lukket.
tirsdag - søndag: 11-16  

Pris:
Voksne: 50 kr.
Børn u. 18: gratis

Hjemmeside: www.horsenskunstmuseum.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig