Indkøbskurven er tom.
HEART i Herning
Udstillinger & Omtaler

SERIE: MUSEUMSBESØG

HEART i Herning

Af Mai Trosborg Rasmussen.
15.08.2018.

Hvor fanden er Herning?
Klokken 11.00 onsdag d. 8. august tager jeg et Arriva-tog fra Aarhus Hovedbanegård mod Herning og står af ved Birk Centerpark. Rejsen tager halvanden time og koster 133 kr. med rejsekort. Togturen fra Aarhus til Birk Centerpark er smuk og undervejs har jeg lyst til at stå af flere gang - Ry, Alken, Laven - for at udforske den smukke natur. Da jeg ankommer er kl. 12:30.

Turen er første stop på en museumstur, hvor jeg vil undersøge nogen af de museer, jeg aldrig eller sjældent har besøgt. Første museum på turen er HEART – Herning Museum of Contemporary.


HEART. Foto: Magasinet Kunst.

HEART har eksisteret siden 1977 og er oprindeligt kendt som Herning Kunstmuseum. Herning Kunstmuseum lå i en nedlagt skjortefabrik. Ophavsmanden bag museet er skjortefabrikant Aage Damgaard. I sin tid ansås hans syn på moderne kunst som kontroversielt blandt flere. I dag er hans donerede værker fortsat en del af samlingen på HEART.

D. 9. september 2009 åbnede museet i en ny bygning tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl. Det er det museum og den bygning, jeg besøger i dag. Turen fra stationen til museet tager ca. 5 min.

HEART er stort og lyst. Jeg træder ind og finder receptionen på min venstre side. I forlængelse af receptionen er museums-shoppen med kunstbøger og designobjekter. Jeg henvender mig i receptionen og den ene af de to kvinder bag disken udskriver venligt en billet og giver mig materiale til de aktuelle udstillinger, ”Farvekraft ad helvede til” med Jens Søndergaard og Ager Jorn Highlights. På billetten er en stregkode. Det er den stregkode, man som museumsgæst benytter som adgang til udstillingerne. Jeg spørger de to kvinder i receptionen, hvilke målgruppe der flittigst besøger HEART. På vej fra stationen til HEART er jeg gået forbi en afdeling af Aarhus Universitet og TEKO (i dag en del af VIA). Det undrer mig derfor, da de svarer, at det primært er et voksent publikum. Det afhænger dog meget af de forskellige udstillinger, siger de.

 

Jens Søndergaard

Jeg scanner billetten og en stor skydedør kører til side og lukker mig ind til udstillingen med Jens Søndergaard. Det føles som et hemmeligt univers, jeg har fået adgang til. Et univers af ekspressionistisk kunst udfolder sig – farver, Nordvestjyske landsskaber, melankolske personer. Billetstregkodesystemet er smart og fungerer upåklageligt.

Lokalet er rummeligt. Til at starte med er jeg alene på udstillingen. En midaldrende kvinde og en ældre kvinde - som jeg går ud fra er hendes mor – dukker op. Vi er flere mennesker nu. To kvinder er i gang med at planlægge næste udstilling. Et midaldrende par fra Holstebro fortæller mig, at selvom de er flittige museumsgæster, er det første gang, de besøger HEART. De er kommet for at se Jens Søndergaard-udstillingen og kan godt finde på at vende tilbage til HEART en anden gang.


Jens Søndergaard, Farvekraft af helvede til, HEART. Foto: Ole Jørgensen.

”Farvekraft ad helvede til” er en flot udstilling. Titlen er et citat taget direkte fra kunstneren selv, der som udstillingen bevidner, ikke var bange for farver. Hvert billede fortæller en historie, og man kan derfor bruge lang tid på at studere de mange malerier og tegninger.

Introduktionen til udstillingen står skrevet på væggen sammen med tekster til nogen af billederne. Jeg læser teksten til ”Efterårsdag Vesterhavet” fra 1934. Maleriet hænger ikke ved siden af teksten, men på en væg længere væk. Om det er bevidst, at teksterne er placeret forskudt i forhold til de malerier, de omtaler, for at få beskuerene aktiveret, er jeg i tvivl om. Men det forvirrer i hvert fald mig en smule.


Jens Søndergaard, Farvekraft af helvede til, HEART. Foto: Ole Jørgensen.

Asger Jorn og HEART Highlights
HEART har to udstillingsrum. Jeg scanner min billet ved indgangen til den anden udstilling og endnu en skydedør åbner og lukker mig ind til ”Asger Jorn Highlight”.

Senere finder jeg ud af, at der ikke er tale om én udstilling, men to, ”Asger Jorn” og ”HEART Highlights”.

Der er ingen tekst på væggen. Ingen introduktion eller forklaringer til udstillingen eller de enkelte kunstværker. På den ene side af den brochure jeg har fået udleveret, er der information om Asger Jorn og CoBrA bevægelsen. På den anden side er der information om  Piero Manzoni. Jeg prøver at finde sammenhæng.

Halvdelen af det, jeg tror, er en del af Asger Jorn udstillingen, er den permanente samling på museet og har derfor ikke har noget med Asger Jorn eller CoBrA at gøre. Her kunne man med fordelt have indsat noget tekst eller skrevet i materialet, at der er tale om to separate udstillinger. Den information finder man heldigvis på HEARTs hjemmeside. Men som udgangspunkt er det svært at gennemskue, når man træder ind bag skydedøren til det, som viser sig at være to udstillinger.

Den grafiske opsætning på brochuren forvirrer mere end den gavner. Man kunne med fordel have haft to brochurer. Det ville undgå forvirringen, når man nu har undladt at have tekst til udstillingerne.

Udstillingen keder mig lidt. De få museumsgæster der kommer ind, går også forholdsvis hurtigt igen.

Foruden museumshoppen og de to udstillingsrum har HEART et undervisningsrum og en cafe. Undervisningsrummet bliver brugt i forbindelse med HEART undervisning, et undervisningstilbud til grundskoler i Herning. I undervisningsrummet står materiale til kreativ udfoldelse, hænger tegninger og er skulpturer lavet af børn.


HEART. Foto: Magasinet Kunst

I cafeen spiser folk deres frokost både inde og ude på denne varme, danske sommerdag. Menukortet er simpelt. Tre retter alle under 100 kr. En midaldrende kvinde der er der med sin mand og deres yngste barn er taget på HEART udelukkende for at spise frokost. De er fra Nordjylland og sønnen er flyttet til Bording, så de besøger ham. Efter frokosten skal de besøge Carl Henning Pedersen museet, der ligger overfor.

I cafeen hænger udstillingen ”I am in Paradize”, der består af fotografier Ole Bagger har tage af den italienske kunstner Piero Manzoni, da han besøgte Herning i 1960 og 1961. Man fornemmer, at den italienske kunstners besøg har sat store, stolte aftryk på den lokale kunstscene, og man finder da også hans lort (på dåse) i det berømte værk ”Merde d´Artiste” (Kunstnerlort), der er en del af den permanente samling.

Tak for besøget, HEART!

Praktisk info:
Jens Søndergaard Farver ad helvede til vises til 02.09.2018
Asger Jorn og HEART Highlights vises til 16.09.2018
D. 17. august vises der opera i det fri, entre er gratis.

Åbningstider for HEART
Tirsdag-søndag: 10 – 16
Mandag: Lukket

Priser
Voksne: 75 DKK
Børn/unge u.18: Gratis

For mere information: http://www.heartmus.dk

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig