Indkøbskurven er tom.
Printer's Proof på Code Art Fair
Anmeldelser & omtaler

Printer’s Proof har i år 4 kunstnere og 15 værker med på Code Art Fair

PRINTER'S PROOF PÅ CODE
Af Christina René. 15.08.2018.

Code Art Fair afholdes igen i år i Bella Centret på Amager og det er 3. år i træk, at Printer's Proof er repræsenteret som det eneste trykkeri på messen. De viser i år 15 nye værker udformet af fire forskellige kunstnere. Code Art fair åbner d. 30. august til 2. september 2018.   

Code Art Fair er en international kunstmesse og den eneste af slagsen i hele Skandinavien. Årets messe er den 3. udgave og har i alt 79 medvirkende gallerier fra 24 lande, der tilsammen repræsenterer mere end 250 kunstnere.

De deltagende gallerier på messen er udvalgt af et team af kuratorer, der fokuserer på at fremme de mest interessante kunstnere og gallerier fra hele den globale kunstscene, hvor både de store etablerede kunstgallerier og de mindre upcoming gallerier er repræsenteret. Dette koncept skaber en dynamisk sammensætning af kunst, der har en nyskabende og modig energi, samt kunst med en mere sikker stram identitet. Parallelt med kunstmessen, har de kurateret et film-, performance- og talks program.

Printer's Proof deltager med kunstnerne Nicolai Howalt, Julie Sass, Morten Buch og Birk Bjørlo, der alle har været igennem trykkeriets mange mulige teknikker og æstetiske udtryksformer. De har været under professionelt opsyn og teknisk vejledning af ejerne trykker Johan Frimor og Olga Zolin, der begge sørger for, at kunstnerens egen visuelle og konceptuelle idé er i centrum og kan blive til virkelighed. I år har kunstnerne, herunder Birk Bjørlo, besluttet sig for at afprøve teknikkerne med en åben og nyskabende ramme for deres visuelle verden. 

Birk forklarer i Pressemeddelelsen fra Printer's Proofs hjemmeside:

”Kobbertryk er relativt nyt for mig, og jeg har i samarbejde med Printer’s Proof haft mulighed for at udforske en lang række forskellige teknikker. Det har været både befriende og udfordrende, og jeg har fundet ud af, at sæbegrund nok er den teknik, jeg føler mig mest hjemme i, da den er meget direkte og samtidig ligesom maleriet giver mig mulighed for at tilføje og fjerne materiale. Man kan sige, at serien af ætsninger ender med at blive en slags røntgenbilleder af mine malerier. For at samle billederne som en serie og for at holde fast i, at det er et grafisk projekt, og ikke bare et forsøg på at overføre mit maleri til tryk har jeg valgt at holde trykkene i samme nuance, som er en blanding af sort og sølv,” forklarer Birk Bjørlo.


Kunstneren Birk Bjørlo, medvirkende på dette års Code Art Fair, i værkstedet hos Printer's Proof.

Trykkeriet tager altid udgangspunkt i, hvordan kobbertryk teknikkerne kan sammenføres med kunstnerens egen praksis og tænkte projekter. Det er denne tilgang og dette samarbejde mellem teknik og fri formgivning, der skaber interessante udkom og værker.

Printer's Proof er et mindre trykkeri lokaliseret i Valby. Det blev etableret i efteråret 2013 af Danmarks eneste faguddannede kobbertrykker, trykmesteren Kell Johan Frimor og kunsthistorikeren Olga Zolin. De startede som et mindre værksted men begyndte hurtigt at lave deres egne produktioner. Kun et halvt år efter opstart, var de i gang med John Kenn Mortensens første Fly on a Stick prints og kunne dermed også kalde sig for et forlag. John Kenn Mortensen har vundet Pingprisen i 2012 med sine Post-It-Monsters. Det er dette univers han hos Printer's Proof har overført til kobbertryk.

”Vores vigtigste opgave er at forstå, hvordan kunstneren normalt arbejder og derefter finde en måde, hvorpå de intuitivt kan arbejde med kobbertrykket, så processen lægger sig så tæt op af deres studiepraksis som muligt. Vi tager os af alt det tekniske, så kunstneren kan koncentrere sig om at udforske mediets muligheder uden forstyrrende begrænsninger,” siger Olga Zolin.

Printers Proff beskæftiger sig hovedsageligt med den klassiske printteknik intaglio også kaldt dybtryk, men også med højtryks teknikkerne træsnit og linoleumstryk. De printer kun på fint papir med ink i høj kvalitet, for at fremme håndværkets dimensioner bedst muligt. Alt bliver produceret med håndkraft, for at være tro imod den oprindelige trykketeknik.

Værkstedet i Valby er rummeligt og har plads til, at flere kunstnere på samme tid kan udfolde deres praksis og afprøve forskellige teknikker i forhold til forskellige projekter.


Julie Sass – Untitled, 2018 – Soap ground, sugar lift, spit bite aquatint & embossing  – Somerset 300 gr. – 60 x 48 cm – Edition of 16. Grafisk tryk er i udgangspunktet en reproduktionsmetode af motiver, tekst eller selvskabte universer, der oftest skabes i serier, hvor tryk-motivet kan være det samme, men ved håndtryk vil selve udkommet aldrig blive ens, derfor er grafiske håndproducerede tryk altid unika kunstværker.

Intaglio print
Hverdagens arbejde på Printer's Proof består typisk af arbejdsområder som; ætsninger, fotogravure samt træ- og linoleumssnit, vejledning, udforskning, koldnålsradering, ætsning, kobberstik, fotogravure, kobberstik, mezzotinte med flere. Dette er bare nogle af de grundteknikker som de kan udforme, hertil kommer den kunstneriske frihed og individuelle kunstneriske udforskning af teknikkerne.

Intaglio print eller dybtryk er en overordnet grafisk teknik, hvor man graverer motivet ned i en plade og derefter påfører pladens graverede område farve, der så trykkes videre på et papir. Ved højtryk påføres det omkringliggende område af pladens indgraverede motiv trykfarve. Når dybtryk teknikken anvendes i forbindelse med kobber, bruges syrer, der ætser i pladen eller materialet og fremhæver motivet.


Julie Sass – Untitled, 2018 – Soap ground, sugar lift, spit bite aquatint & embossing  – Somerset 300 gr. – 60 x 48 cm – Edition of 16

Under-teknikkerne af intaglio print er mangfoldige og mulighederne for at udforske dem på tværs og gennem variationer af visuelle ideer ses uendelige. Kunstneren har i den grad mulighed, for at afprøve nye veje i sin praksis, men også, som Birke Bjørlo beskriver, skabe et slags negativ til sine traditionelle værker, i dette tilfælde malerier.

Grafisk tryk er i udgangspunktet en reproduktionsmetode af motiver, tekst eller selvskabte universer, der oftest skabes i serier, hvor tryk-motivet kan være det samme, men ved håndtryk vil selve udkommet aldrig blive ens, derfor er grafiske håndproducerede tryk altid unika kunstværker.

Profilbillede øverst: Makkerparret bag Printer's Proof i værkstedet i Valby; Danmarks eneste faguddannede kobbertrykker Kell Johan Frimor og kunsthistorikeren Olga Zolin.

Hvordan de fire kunstnere har valgt at gribe trykkemetodernes processer an i forhold til deres egne visuelle universer kan opleves på Code Art Fair 30. august - 2. september.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig