Indkøbskurven er tom.
Kunsten at skabe forbindelse og medmenneskelighed
Scene, Film & Bøger

Udstilling og performance af Chris Verene på Carlsberg Byens Galleri & Kunstsalon

Af Mia Granhøj

27.06.2018

I forbindelse med Copenhagen Photo Festival bød Carlsberg Byens Galleri og Kunstsalon på både udstilling og performance af den amerikanske fotograf og performancekunstner Chris Verene. Magasinet Kunst var med, da Verene fremførte sin performance ’The Self-Esteem University’ i samarbejde med elever fra Københavns Film & Fotoskole. 

I 1997 begyndte Chris Verenes kvindelige alter-ego, Cheri Nevers, en serie af performances kaldet ’The Self-Esteem Salons’. I et terapeutisk miljø og via selvtillidsskabende aktiviteter er målet med disse performances at hjælpe fremmede ”klienter” med at skabe forandring i deres liv.

Selvværds-universitetet
I Kulturgeneratorens gamle maskincentral fremførte Chris Verene sin performance ’The Self-Esteem University’ – en performance som blev ledet af Verene, men som primært havde tre unge kvinder i fokus. Den dunkle hal var iscenesat som et fotostudie med lilla baggrund, spotlys og farverige balloner. Kunstneren var i dametøj og de tre deltagere var bl.a. iført tigerkostume og havfruedragt. Verene startede med at guide kvinderne igennem en meditation- og vejrtrækningsøvelse midt i det stærkeste spotlys, hvor øvelserne havde en afslappende effekt på deltagerne. Herefter fortsatte performancen med en lektion i boksning, hvilket bragte smilet frem hos alle og fik dem til at tale om den positive og mærkbare effekt af at bokse. På dette tidspunkt trådte Verene ud af spotlyset og begyndte at filme og fotografere kvinderne og deres samspil. 


Fra Chris Verenes performance ’The Self-Esteem University’ (2018). Foto af Marie Anine Møller. 
 

Et spørgsmål om etik og moral
Publikum var henvist til en ’balkon’ i mørket, men vores reaktioner var også i centrum, da både de medvirkende kvinder og publikum blev filmet fra flere sider af Verene og hans medsammensvorne kameramænd. Performancen var både tåkrummende pinlig og hysterisk morsom, hvilket for det første skyldes det geniale i at se Verene i rollen som kvinde og intens fotograf – parat til at gøre hvad som helst for det perfekte shot. Det var nærmest som at se Lars von Trier på syre – skal man græde eller grine? For det andet var deltagerne blevet nøje udvalgt på Instagram, hvor særligt én af kvinderne var som taget ud af Paradise Hotel eller lignende reality-program. Det ligger der for mange mennesker en vis underholdningsværdi i. Og der blev grinet blandt publikum, men hele tiden på en varsom måde, for det var pludselig et spørgsmål om etik, moral og ikke mindst medmenneskelighed. Foran os stod en meget ung kvinde, som ihærdigt forsøgte at leve op til vores kulturs skønhedsidealer.


Fra udstillingen ’Family’. Foto af Marie Anine Møller.
 

Verenes familiealbum
Flere af Verenes tidligere fotoprojekter har skabt debat i forhold til det ambivalente forhold mellem fotograf og subjekt. Dette gør sig fx gældende med hans største og vigtigste fotoprojekt ’Family’, som kan ses på galleriets øverste etage. Der er tale om et dokumentarisk fotoprojekt, hvor Verene i over 25 år har fotograferet de samme mennesker i sin fødeby Galesburg i staten Illinois. Billederne skildrer livet på godt og ondt i den økonomisk-tilbagestående by – med arbejdsløshed, hjertevarme, svære levevilkår og ikke mindst livsmod. 

Chris Verene - 'My Cousin Steve with his daughter. His wife had just left them' (1992). 
 

Men selvom kritikere har påtalt, at billederne balancerer mellem repræsentation og udnyttelse, insisterer Verene på sine gode intentioner og de fotograferede mennesker er netop Verenes egne familiemedlemmer og venner. ’Family’ er Verenes livsværk og flere af billederne vidner om oprigtige og kærlige relationer. På næsten alle billeder er der en håndskrevet tekst, som beskriver omstændighederne og bringer beskueren endnu tættere på. Fotografierne er rørende billeder, som på fineste vis illustrerer, at selvom vi er forskellige mennesker, er vi stadig grundlæggende ens og kæmper med mange af de samme problemer.


Chris Verene - 'My Cousin’s Husband’s Brother’s Cousins' (2002).


Publikums bevidstgørelse
Under hele performancen virkede Verene som et sympatisk menneske og det lod til, at han lynhurtigt opnåede tillid og god kemi med deltagerne. Blandt publikum var der særdeles mange blikudvekslinger og diskrete akavede grin. Det var i det hele taget en performance, som handlede meget lidt om kunstneren, men som måske mest af alt fik publikum til at se indad i forhold til at blive mere bevidst om, hvordan vi ser på mennesker, der er anderledes end os selv. Verene åbner med sine værker op for et alternativt og medmenneskeligt rum, hvor vi i stedet for at dømme andre mennesker, som adskiller sig markant fra os selv, begynder at se disse mennesker i et mere kærligt og ligeværdigt lys. Kærligheden til mennesker og intentionen om at etablere en stærkere forbindelse mellem mennesker i alle samfundslag er uden tvivl den stærkeste drivkraft i Verenes kunstneriske virke. 

Chris Verene - 'Dorothy says that when she was a little girl, a star fell on her. Dorothy lived in the "Research" mental hospital where my parents used to work.' (1995). 
 

Performancen ‘The Self-Esteem University’ blev fremført mandag d. 11. juni 2018 hos Kulturgeneratoren, Pasteursvej 7, 1778 København V. Udstillingen er kurateret af Marie Anine Møller og kan ses indtil udgangen af juli måned. Åben efter aftale – kontakt Marie Anine Møller på tlf. 21700742 eller Simon Ganshorn på tlf. 27215196.

Fakta: Chris Verene (f. 1969) bor og arbejder i New York som kunst- og dokumentarfotograf samt performancekunstner. Ved siden af sit kunstneriske virke er han assisterende professor i fotografi på The College of Staten Island. Hans fotografiske værker er bl.a. at finde på The Metropolitan Museum of Art, New York; The Whitney Museum of American Art, New York; The Museum of Contemporary Art, Los Angeles; and the San Francisco Museum of Modern Art. I 2000 blev Verenes monografi om byen Galesburg udgivet af Twin Palms Press og i 2010 blev den fulgt op af endnu et bind. 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig