Indkøbskurven er tom.
Karavane 908's magiske univers
Interview & portræt

I Karavane 908's magiske univers stimuleres alle sanser i en poetisk installation af lys, lyd og performance.

KARAVANE 908's MAGISKE UNIVERS

Af Mia Granhøj

28/05/18

I nogle kælderlokaler i Sydhavnen skaber Karavane 908 deres finurlige og eventyrlige kreationer til events og festivaller. Intentionen er at skabe meget mere end en musikoplevelse. Jeg mødte Karavanen til en snak midt i forberedelserne til Distortion. 

Karavane 908 er en sammenslutning af ti kreative ildsjæle, som kommer fra vidt forskellige baggrunde og samarbejder på tværs af faggrænser. Med fokus på at være publikumsinvolverende danner deres værkkonstellationer en grænsebrydende kunstform i det rekreative rum. I disse dage arbejder gruppen på højtryk for at færdiggøre deres konstruktioner til Distortion Final Party, hvor de har ansvaret for én af de i alt seks scener på Refshaleøen. 


Somewhere Festival, Boesdal Kalkbrud 2017. Foto af Mathias Vejerslev. 
 

En by i Jylland
Karavanens kreationer er oplevelsesdesign med performative og interaktive aspekter. Via flere små intime rum skaber de unikke stemninger og giver publikum oplevelsen af et helt særligt univers. Med reference til en by i Rusland, hvor alt kan ske, har de skabt konceptet ’En by i Jylland’. Der er tale om en mini-by i storbyen og konceptet rummer alle elementer, som en provinsby indeholder. 

”Vi har forsøgt at skabe vores egen kunstneriske version af et mini-samfund. I virkeligheden er vi jo lidt nogle techno-bonderøve, men vi vil gerne give publikum de små intime oplevelser midt i den store oplevelse. Hos os handler det om meget mere end at være på et dansegulv, men det kan være svært at definere, hvad det er for nogle oplevelser, da det også afhænger af de menneskelige relationer,” fortæller Niels Knudsen. Gry Mørck tilføjer: ”Vi arbejder i spændingsfeltet mellem scenografi, installationskunst og oplevelsesdesign, og med de tre grundsten ønsker vi at tilbyde publikum noget, de ikke har oplevet før – med et twist som ikke kan beskrives, men skal opleves”.


Mensch Meier, Berlin 2017. Foto af Mads Askov Lorenzen.

Karavanen undersøger præmisserne for, men illustrerer også vigtigheden af, at kunsten demokratiseres og bringes ud af sin vante plads i the white cube gallery. I mini-byen bliver der etableret et interpersonelt rum, hvor der socialt og via performative strategier konstrueres en grænsebrydende kunstform. De forskellige konstruktioner inviterer på en let og legende måde folk direkte ind i værkerne.

”Det handler om nye oplevelsesdimensioner.. fx kan man drikke mini-fadøl i mini-bodegaen, som er så lille, at man må kravle derind. Eller man kan gå til vores version af Borgerservice, ’Infovirring’, og få hovedet proppet med forkerte informationer. Pas på du ikke bliver sendt i den forkerte retning,” advarer Søren Forsom mig om med et smil. 


Kulturshot, KBH Volume 2017. Foto af Morten Luckow.

Som udgangspunkt skralder Karavanen deres byggematerialer. Alt fra gamle vinduer, døre og møbler bliver lavet om og integreret i konstruktioner. Til disko-elementerne bliver gamle spejle håndskåret og beklædt på ting som gyngeheste, kampfly, dukker m.m.

”Vi er skraldebørn og elsker at gå på jagt efter ting, vi mangler i storskraldsområder. Vi køber kun træ, når vi skal bygge større konstruktioner, som skal være i konkrete moduler, da vægten og præcisionen er vigtig,” siger Mette Højland Frisch og tilføjer: ”Vi vil gerne gøre tingene så bæredygtigt som muligt – både for vores planet men også pga. den kreativitet og inspiration det skaber, når du finder gamle ting og laver dem om til noget nyt.”


Sensun Festival, Boesdal Kalkbrud 2017. Foto af Mette Højland Frisch.

Et sted mellem livet og kunsten
I byens kiosk kan der købes alt fra hjemmelavet snaps og færdigristede smøger til guldkæder og epoxy-urer. Armbåndsurerne er lavet af ’Mads Mussedims’ og er fyldt med bl.a. ristede løg og glimmerting. Tiden står stille på urerne og i virkeligheden indkapsler disse urer meget fint, hvad det vil sige at være i ’En by i Jylland’. Publikum er ikke bundet til et specifikt tidspunkt, men befinder sig derimod et sted mellem livet og kunsten. Den rige variation af forskelligartede kunstudtryk bygger bro mellem kunsten og et bredere publikum end de mennesker, som normalt færdes på gallerier og museer. Samtidig er publikums aktive deltagelse en del af den kunstneriske proces.


Mads Mussedims’ urer, 2018.

”Den oplevelse, vi gerne vil give folk, er en oplevelse af at blive hevet ud af hverdagen.. En sjov, skæv og klemt oplevelse i nogle anderledes rammer med lavt til loftet,” fortæller Mads Lorenzen med et glimt i øjet og han uddyber, at det handler om at skabe en intens følelse af samhørighed blandt deltagerne.

Refshaleøens industrielle omgivelser står i kontrast til den verden, publikum kan gå på opdagelse i hos Karavane 908. Konstruktionerne til Distortion tæller bl.a. et fem meter højt fyrtårn, en mini RGB-biograf, konditoriet ’Brians Bag’, et forsamlingshus og en poetisk disko-skov. Derudover har ’En by i Jylland’ egen radiostation. ’Lokalradio 908’ er selve scenen, som i modsætning til de andre scener på Refshaleøen vil være et chill floor med musik i genrerne house, disco, funk, soul og hiphop. Der vil være dj’s fra Tyskland, Sverige og Danmark. 

Karavane 908’s eventyrlige univers kan opleves til Distortion Final Party på Refshaleøen d. 1. og 2. juni 2018.

Billetter kan købes her: http://www.cphdistortion.dk/tickets/

Karavane 908 består af: Mads Askov Lorenzen, Thomas Lestrup Johansen, Gry Mørck, Mette Højland Frisch, Søren Forsom, Niels Knudsen, Emma Borg-Stenbring, Mads Neess Priishom, Brian Frimand, Claire Salustra Narmada Tara Kali Dølpher McClean.

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig