Indkøbskurven er tom.
Mageløse marionetter
Udstillinger & Omtaler

Den egyptiske kunstner Wael Shawky udstiller på ARoS.

ANMELDELSE Af Tina Kristensen.

18.05.2018.

I dag åbner udstillingen The Crusades and Current Stories af Wael Shawky på ARoS. Med denne udstilling har ARoS endnu engang bevist, at de i den grad formår at løfte kunsten til nye højder med et fremragende udstillingsdesign.

En stor pink mur det er, hvad der venter en ved indgangen til udstillingen. Og så er stemningen ligesom lagt – alt kan ske. Udstillingen er bygget op omkring filmtrilogien Cabaret Crusades, der er den egyptiske kunstner Wael Shawkys berømte marionetdukkefilm. Udover filmene, der er af henholdsvis en halv, en hel og to timers varighed, så er der udstillet marionetdukker, træsnit i store formater, tegninger og collager, ikke at forglemme den store lyserøde mur ved indgangen. Så man får vist bredden i Shawkys virke.


Wael Shawky foran værket Caberet Crusades: The Wall, 2018. Foto: Magasinet Kunst.

Nutidens konflikter i perspektiv  

Som man går gennem udstillingen, der har en klar rute fra film nr. 1 til film nr. 3, får man et billede af en kunstner med noget på hjerte. Filmene er fulde af drama, vold og politik, så selvom der er elementer af det nuttede i mediet, så glemmer man hurtigt det søde, ved den lille dukkes små fødder som danser rundt og fokuserer på alvoren i fortællingen. Første glimt jeg får af filmen Cabaret Crusades I – The Horror Show File er en scene, hvor et par korsriddere halshugges, hvorefter man ser deres hoveder spiddet på pæle. Så meget for førstehåndsindtrykket af marionetterne som fornøjelige figurer.


Wael Shawky, Cabaret Crusades, The Path to Cairo, 2012 (video still). Video, color, sound, 58 minutes. Courtesy the artist & Lisson Gallery, London.

Som titlen anslår, så er det tiden omkring korstogene Wael Shawky tager fat på. Og man må sige, at han i den grad formår at skildre emnet på nuanceret vis. Her er ikke tale om en tydelig opdeling mellem de gode og de onde, men en skildring af begivenheder og konflikter set fra begge sider.  Udstillingen handler ikke kun om korstogstiden men i høj grad også om nutidens konflikter set i lyset af korstogene. Det er en højaktuel problemstilling Shawky skildrer med afsæt i historisk materiale. Det handler om krig, konflikter og splid mellem religiøse grupperinger og magthavere.

Et sanseligt mørke

Da videoværkerne ikke vises i adskilte rum, men er inkorporerede i udstillingsforløbet og f.eks. ses side om side med udstillede marionetter eller i forlængelse af tilstødende halvåbne rum, er udstillingen ret mørk – et mørke der bidrager til en helt særlig stemning. Væggene er malet en dyb mørk blå og gulvet nogle steder beklædt med blødt tæppe i samme farve. Det er i det hele taget en gennemført udstillingsarkitektur.


Wael Shawky, The Cabarate Crusades and Current Stories, 2018, ARoS.

I et af udstillingens centrale rum kan man se en række glasmarionetter i en stor montre. Det mørke rum gør, at marionetterne spejles i glasset, så de fremstår som en mindre hær, set fra den rigtige vinkel. Hver enkelt dukke har unikke træk og det er en fornøjelse og gå tæt på og se de mange finurlige detaljer. Som kurator Maria Kappel Blegvad påpeger til pressemødet, så kan man se en udvikling i dukkerne fra den første film til den sidste, hvor marionetterne i højere grad får dyrelignende træk. De surrealistiske elementer i Shawkys kunst bliver mere fremtrædende som tiden går.

Fabelagtige træsnit

Til udstillingen på ARoS har Shawky skabt tre enorme trærelieffer, hvor han arbejder med afsæt i europæiske oliemalerier, der skildrer korstogene. Blandt andet har han arbejdet med 1800-talsmaleriet The Capture of Jerusalem by Jacques de Molay in 1299 af Claude Jacquand. En skildring af en begivenhed som de fleste historikere mener, aldrig har fundet sted.


Wael Shawky, The Cabarate Crusades and Current Stories, 2018, ARoS.

Maria Kappel Blegvad kalder det datidens ”Fake News” og drager en parallel til nutidens problemer med falskskildrede begivenheder. Shawky mener det er vigtigt at forholde sig kritisk til kilderne når de historiske begivenheder genfortælles. Et pussigt indslag i de tre trærelieffer er, at de hver især har fået tilføjet en eller flere fugle- eller dinosaurlignende figurer, der synes at se på værket udefra. En interessant måde, at bryde med det historiske forlæg.

Igen skal ophængningen fremhæves. Belysningen får træet til at gløde, så hvert enkelt værk på nærmest sakral vis toner frem i mørket. Træsnittene er blevet til i samarbejde med italienske billedhuggere og er skabt særligt til udstillingen på ARoS. De er mesterligt udførte og fortjener i høj grad, at man går tæt på, og nyder de mange detaljer og det fremragende håndværk.

Fokus på detaljen
I det hele taget så bærer udstillingen præg af en kunstner, der vægter detaljen. Dukkerne imponerer med deres særegne udtryk. De udvikler sig fra film til film, men bevarer et særligt Shawkysk look, selv når de morfer til dyrelignende figurer – eller måske især her.


Wael Shawky, The Cabarate Crusades and Current Stories, 2018, ARoS.


Wael Shawky, The Cabarate Crusades and Current Stories, 2018, ARoS.

En detaljeorienteret kunstner som Shawky, må uden tvivl værdsætte det helstøbte udstillingsdesign ARoS har begået. Glasmarionetterne kommer til deres ret i den store flot belyste montre, og rækken af keramiske marionetter fra film nr. 2 hænger smukt og udtryksfuldt i samme rum som filmen vises – uden at forstyrre visningen. Det imponerende stykke arbejde med udstillingsdesignet bør roses for på fornem vis at understøtte Wael Shawkys værker. Det er en fabelagtig udstilling, der bør opleves på egen krop.

Udstillingen åbner d. 18. maj og kan ses frem til d. 2. september på ARoS.

Fakta:   

Wael Shawky er født i Alexandria i Egypten i 1971 og opvokset i Mekka i Saudi-Arabien. Han er uddannet på kunstakademiet i Alexandria i 1994, med videre studier i Philadelphia i USA og fik sit gennembrud på Dokumenta 13 i 2012.     

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig