Reportage fra åbningen af Det Kgl. Kunstakademis afgangsudstilling.
Et indblik i fremtidens kunstscene
Reportage af Mia Granhøj
13.04.2018
25 kunstnere udklækkes dette forår fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Traditionen tro markeres det med afgangsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg, som i år er kurateret af kunsthallens kurator Henriette Bretton-Meyer.
Efter en bustur fra Københavns Nordvestkvarter kommer vi frem til Kunsthal Charlottenborg, hvor der i gården allerede er tæt pakket med mennesker. Da min ven og jeg træder ind i kunsthallen, må vi tage en dyb indånding og koncentrere os om at komme frem og udenom alle de mange mennesker. Luften er halvtyk af røg fra en røgmaskine og dj’en spiller opløftende housemusik, som på sin vis matcher stemningen i rummet. Vi bevæger os ovenpå for at se nærmere på dimittendernes værker og der er med det samme et værk, som på lang afstand fanger mit blik.
Abstrakt lydcollage
Installationen ’A Strangers Attractor’ (2018) af George Koutsouris er egentlig placeret i et andet rum, men konstruktionen har afstikkere, som kan ses i midterrummet, når man kommer op af trappen. Installationen er en elektroakustisk geometrisk konstruktion med 14 rør, der forgrener sig ud i de tilstødende lokaler. Det er et interaktivt værk, som inviterer beskueren til at sige noget i de mange rør eller stille sig ind i konstruktionens midte og lytte til de forskelige lyde, som transporteres i rørene. Der er stor interesse og begejstring for dette værk blandt de besøgende, men min ven har ikke lyst til at tale i rørene og holder sig lidt på afstand. Jeg forsøger at sige noget i et rør, men jeg kan mærke, at det hæmmer mig lidt med så mange mennesker omkring mig, når jeg taler i røret. Til gengæld giver det mig smil i kinderne, da jeg træder ind i konstruktionens hulrum og via adskillige huller kan lytte til mange forskellige lydscenarier. Det er et fantastisk værk, som både er en form for abstrakt kommunikation og en pointering af, hvordan vi mennesker sameksisterer.
George Koutsouris, 'A Strangers Attractor' (2018). Foto af Mia Granhøj.
Afvist Facadeværk
Banaan Al-Nasser har allerede fået en del omtale. Hun arbejder ligesom Koutsouris med kommunikation som tema, men fik af Slots- & Kulturstyrelsen afslag på at fremvise sit facadeværk på Charlottenborgs facade mod Nyhavn. Efterfølgende har ARoS’ direktør Erlend Høyersten tilbudt at udstille værket på ARoS’ facade i Aarhus. Facadeværket ’Bab al-Hara (The Neighbourhood’s Gate)’ 2018 består af 20 paraboler, som undersøger skæringspunktet mellem to kulturer – parcelhusidyl kontra ghettoisering. Parabolerne får i kraft af deres nye kontekst ny betydning og peger bl.a. på kommunikation på tværs af kulturer. På Charlottenborg viser hun i stedet for parabolerne nogle meget fine fotocollager med fokus på urbane rum.
Banaan Al-Nasser, 'Bab al-Hara (The Neighbourhood’s Gate)’ 2018. Foto af David Stjernholm.
Blanding af gru og skønhed
Et af højdepunkterne på afgangsudstillingen er Frederik Næblerød. Næblerød har under hele sin studietid haft en omfattende udstillingsaktivitet i både ind- og udland og er bestemt ikke noget nyt navn på den danske kunstscene. Til afgangsudstillingen har Næblerød skabt en serie af mørkeblå keramikskulpturer, som forestiller hybridlignende væsener – en blanding af dæmoner og dinosaurer. Det kribler og krabler i skulpturernes huller og fordybninger, hvilket får publikum til at spærre øjnene op. Jeg knuselsker Næblerøds ekspressive og groteske udtryk og er samtidig dybt betaget af, hvordan gru og skønhed går hånd i hånd i de glaserede keramiske værker.
Frederik Næblerød, 'Alienated' (2018). Foto af David Stjernholm.
Ømhed og drømmebilleder
Det ømmeste værk på udstillingen er uden tvivl den keramiske skulptur ’Leatherboys’ (2018) af Louka Anargyros. På gulvet foran os ligger to omfavnende mandlige kroppe iført farverige motorcykeldragter med skældsord og homofobiske ytringer som logoer. Skældsord som Anargyros selv har oplevet. De to mænd smelter nærmest sammen i omfavnelsen, som rummer en tvetydighed og udfordrer maskulinitetens normer. Det er et exceptionelt eksponeret og personligt værk med attitude.
Louka Anargyros,’Leatherboys’ (2018). Foto af Mia Granhøj.
En lidt anderledes ømhed ses i Kinga Bartis’ malerier, som vi oplever i et mindre rum med dæmpet belysning og lillamalede vægge. Jeg får øjenkontakt med min ven, som er mindst lige så begejstret for Bartis’ motiver, som jeg selv er. Det er næsten som at være i en drøm eller en verden hinsides den, vi befinder os i. I et af malerierne sidder en kvinde omvendt på en hest og i et andet maleri er landskabet så fantasifuldt, at man har lyst til at træde ind i billedet. Med iscenesættelsen af malerierne udfordrer Bartis værkernes grænser, mens hendes motiver og symbolik kredser om en tilstand, der svært lader sig definere.
Kinga Bartis, ’Psychostasia’ (2018). Foto af David Stjernholm.
En stærk årgang
Vi forlader udstillingen en smule overvældede af de mange udtryk og indtryk – værkerne får lov at rumstere videre i vores hoveder. Kunstnernes forskellige materialer, arbejdsmetoder og udtryk giver spændvidde og interessante oplevelser i Charlottenborgs klassiske rammer. Det er en stærk årgang, som udgør et bud på samtidskunstens fremtidige udtryk. Udstillingen markerer afslutningen på dimittendernes 6-årige uddannelse, men er samtidig begyndelsen på et helt nyt kapitel. Der venter et arbejdsliv i kunstbranchen, som nok ikke er den letteste eller mest retfærdige branche, men overordnet set vidner dimittendernes værker om stor dedikation.
Afgangsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg kan ses indtil d. 20. maj 2018.
Kunstakademiets dimittender er: De Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.