Edvard Munchs rejse fra lys, til mørke til lys igen kan opleves på KODE i Bergen

Anmeldelse af Frederik Westergaard 

D. 17/04/18

På det navnkundige museum KODE i Bergen har man verdens største private samling af Edvard Munch malerier, og hvis man er i Bergen er de bestemt et besøg værd. Det er en eksplosiv fortælling om rejsen fra lyset, ind til den mørkeste verden af selvhad, angst og seksuelle frustrationer, og så tilbage til lyset igen.

Sol og sommer på museet

På en varm og solrig dag i Bergen, som på denne søndag, er folk ikke indendørs. De normalt, ellers så indendørsvante bergensere, eksploderer impressionistisk eksemplarisk i en rus af euforisk eksalteret lykke, og indtager bymidten på fyldig vis. Derfor havde jeg heller ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en museumsomvisning på KODE om Edvard Munch kunne være sådan et trækplaster. Men det kunne det.

Udstillingen er permanent, og omvisningerne jævnlige. Derfor skulle man, i sin fordomsfulde ignorance tro, at folket ville udskyde museumsbesøg til fordel for at slikke sol med en McFlury med O’boy-krymmel i hånden (faktisk var begge McDonalds-restauranter i Bergen centrum udsolgt for McFlury allerede kl. 14 den dag). Publikum er varieret, hvilket endnu engang sætter to streger under min påstand om, at bergensere er et langt mere kulturelt folkefærd end f. eks. Københavnerne.

Dagens publikum bestod ikke kun af ældre damer, nej det var folk i alle regnbuens mangfoldige farver; en ung mand med lang trenchcoat og solbriller på indenfor, hvis foretrukne håndvåben den dag var en stor A4-blog og en fyldepind.

To drengevenner i slut tyverne med kasket, knælange denimshorts og t-shirts med skrift på. Flere grupper af unge kvinder, som var iført sommertøj, og som helt tydeligt skulle ud og have et skud kultur inden de skulle tilbringe resten af eftermiddagen i solen, og så den sædvanlige flok af kulturinteresserede middelklassefamilier. Hvilken herlig samling.

Edvard Munch: 'Inger på stranden' fra år 1889

Munchs strandstrækninger af kærlighed

Som det er meget passende på sådan en herlig sommerdag, så starter udstillingen kronologisk, og sætter Edvard Munch behørigt ind i hans samtid med forskellige billedreferencer til datidens stil og penselstrøg. Her bliver vi præsenteret for en af Edvard Munchs tidlige malerier; ’Inger på stranden’ fra år 1889. Maleriet er ganske utypisk for hhv. tiden og Edvard Munch. Munch har klogt valgt, at fjerne alt overflødigt, som kan fjerne fokus på maleriets stemning af sindsro.

Væk er alle de mange mennesker, som promenerer på stranden, den skønne natur og tusindvis af små detaljer. Maleriet er derimod langt mere en indførelse i Munchs hjerne og hjerte. Mange af Munchs malerier hvor stranden indgår, som scene har tydelige referencer til hans store hjertebarn; kærligheden. ’Inger på stranden’ er ingen undtagelse.

Inger er ikke en tilfældig kvinde på stranden, men derimod Munchs egen søster, som han elskede utrolig højt. Hun sidder med benene samlet og hvilende på en sten, mens hun med vemod i blikket kigger tomt i luften. Her er ingen romance, store armbevægelser eller længsler. I dette maleri eksisterer kun Inger, hendes tanker og stemningen på stranden, som er så klart afbilledet i Munchs håndværksdygtige brug af farver. Blot ved, at se på maleriet forstår vi alting.

Vi forstår det er aften, og at Inger har været sammen med mennesker hele dagen, og nu endelig har et stille øjeblik på stranden. Væk fra familiens søndagsfrokost, med hundredvis af små intriger, spil og spørgsmål sidder hun helt blottet og afklaret og drømmer sig langt væk, og ind i sig selv.

Klædt i hvidt, uskyldighedens og godhedens farve, er hun smukt afbilledet i sin naturlige skønhed, og med hænderne besynderligt udviskede. Munch vil ikke have, at vi skal nærstudere de små ubetydeligheder, men derimod blot forstå vores plads i verdenen.

Edvard Munch: "Aften på Karl Johan" fra år 1892

Munch lader privatlivet afspejle kunsten

Dette maleri er måske nok et af Munchs mest klassiske, og ikke nødvendigvis det man forbinder med hans værk. Men alligevel er det ganske symptomatisk for Munch, fordi han hele sin maleriske karriere igennem, var optaget af sindsændringer og dermed også maleriske stilarter. Han ville ikke binde sig, hverken privat eller kunstnerisk.

Hvis man tager et kig på Munchs vennegruppe, så har han hele livet igennem omgivet sig med mennesker, som på en eller anden måde influerede ham, både privat men også kunstnerisk. Hans vennegruppe har altid været et rigt persongalleri af femme fatales, og excentriske provokerende kunstnere og forfattere. På den måde er dette maleri et klassisk Munch maleri, netop fordi det er lavet på en tid hvor han befandt sig i Paris og drak tæt med de store kunstnere som Gauguin.

Det er også værd at bide mærke i, at når Munch maler kvinder, så gør han det vidt forskelligt alt efter hans psykiske tilstand. Når han her maler sin søster er det nærmest en ode til hende, og sin kærlighed til hende. Når Munch så maler kvinder, som vil ham det ondt, og det syntes han at de fleste ville, så er det med et langt mere angstfuld, ængstelig og smerteligt malerisk udtryk.

Edvard Munch: "Vampyr" fra år 1884

Munchs kvinder

Netop Munchs forhold til kvinder er omdrejningspunktet for samlingen i Bergen. Munchs forhold til kvinder var ekstremt problemfyldt. Han giftede sig aldrig, og nærmest opsøgte den seksuelle ydmygelse i selskab med kvinder. Alle disse følelser, blandet med en cocktail af angst, depression og sindslidelser har gjort, at kvinder stort set altid fremstår som enten engle eller djævle. Se blot på et maleri, som ’Vampyr’ fra år 1883 hvor en kvinde suger livet ud af en mand.

Hvis man sætter denne følelse ind i et historisk perspektiv, så levede Munch på en tid hvor den første store seksuelle frigørelse fandt sted, i hvert fald hos den kunstneriske bohemeklasse. Denne pludselige kvindelige seksuelle overgang fra nat til dag var for meget for Munch. Ikke fordi han var imod den, men fordi han ikke kunne håndtere så megen promiskuitet fra kvinders side, når han samtidig selv havde så store problemer med selvværd og angst.

På KODE i Bergen kan man virkelig få syn for sagen i denne udvikling. Ud over at der er flere malerier, i Munch samlingen, som er af kvinder, så er der også flere malerier af andre kunstnere, som tydeligt afspejler ægte personer, som kunstnerne selv kendte. Det er ikke blot en mandlig seksuel fantasi, men et nødagtigt portræt af den seksuelle frihed, som var tilstede i kunsternes kredse.

Edvard Munch: "Kvinder i tre stadier" fra år 1894

Kvinden i tre stadier

På maleriet ’Kvinden i tre stadier’ fra år 1894 får vi selvsyn for Munchs problemfyldte forhold til kvinder. Kvinden til venstre står på en strand, og er iført en hvid kjole. Hun er helt pur, ren, yndig og uskyldig. Som vi ved med Munch, så betyder stranden jo kærlighed, og det er på dette stadie at Munch kan nyde og håndtere kvindens seksualitet. Hun står med en buket blomster i hånden, og stråler af fromhed og frodighed.

Derimod er kvinden i midten en lidt anden sag. Hun er høj, nøgen og indtager nærmest maleriet, som en romersk statue og oser af syndighed. Hun ligner nærmest en prostitueret Madonna, med sit røde Maria Magdalene hår, make-up og skælmske smil på læben. Dette er den farlige kvinde for Munch. Det er hende, som vil lede ham i fordærv. Hende som vil ødelægge ham.

Derfor er den næste kvinde også døden. Som en sortklædt mumie står kvinde nummer tre helt gemt væk i skyggen. Hun er næsten en forlængelse af kvinde nummer to. Enten er hun kvinden, som på et tidspunkt ikke længere har ungdommens frivolitet med sig, eller også er hun kvinde nummer to, men set med Munchs øjne. Hun er helt død for ham, uopnåelig, kold og fyldt med sorg og smerte.

Selv optræder Munch på maleriet, yderst til højre. Han er ligesom kvinde nummer tre; gemt væk i skyggens mørke hvor intet godt kan gro. Han er langt ud over afgrunden, og ude af stand til at møde nogle af disse kvinder, og står på sidelinjen på vej på psykiatrisk afdeling.

Edvard Munch: "Selvportræt fra klinikken" fra år 1909

Munch ender på anstalten og ser lyset

Munch ender da også på et psykiatrisk hospital i København. Her maler han en af sine mange berømte selvportrætter, foruden en masse malerier af sygepersonalet (kvinder selvfølgelig). I København udskifter Munch de mange dystre farver, og angstfulde ansigtsudtryk, med varme og nydeligt klare farver.

Selvportrættet ’Selvportræt fra klinikken’ fra år 1909 er et glimrende eksempel på dette. Her ser vi hans bevidste brug af klare pastelfarver og meget tydelige penselstrøg. Munch har placeret sig selv ved vinduet, hvor solen skinner ind, som om han tror på at fremtidsudsigten ser lys og varm ud. Munch fik det også bedre, og de kvinder han malede frem til sin død i år 1944 er nærmest varme og fyldt med glæde. Nødagtig som dengang han malede sin søster Inger på stranden.

Som en anden helbredt Edvard Munch går jeg ud i det solrige Bergen igen, og føler mig fuldstændig genfødt af alle de fantastiske stemninger, som Munchs malerier er fyldt med. Munch er ikke en deprimerende kunstner, men tværtimod en kunstner som giver fornyet energi til sjælen. Nødagtig, som forårets første rigtig varme solskinsdag.

Fakta

Man kunne skrive side op, og side ned, om Munchs mange geniale malerier. Mange af dem hænger på KODE i Bergen, og hvis man er i byen er de bestemt et besøg værd. Omvisernes er usædvanlige dygtige til, at indføre beskueren i Munchs problematiske verden, og man får virkelig meget Munch for pengene.

Udstillingen er permanent, og der er løbende omvisninger i weekenderne.

Læs mere her