Hvad sker der med en kunstudstilling, når man fjerner alle formelle rammer og lader kunsten løbe løbsk?

D. 12/03/18

Anmeldelse af Frederik Westergaard

Uformelt sjov og spas

Det er fredag aften i Bergen, og dermed også udstillingsaften. De fleste kunststuderende vandrer fra udstillingssted til udstillingssted med rygsækken fyldt med Ringnes eller Hansa Pilsner. De er blandet pose bolsjer de der kunststuderende, som går på KiB (Kunstskolen i Bergen). Man siger at en tredjedel er fra Danmark, en tredjedel fra Sverige og den sidste tredjedel er fra Norge. Et skandinavisk blandingsprodukt uden lige. Nogle har valgt KiB fordi de ikke kunne komme ind på kunstskolen i Stockholm, København eller Göteborg og andre har valgt skolen fordi de får frie rammer, og kreativ frihed med kyndig professionel vejledning.

Men fredag aften er altså udstillingsaften. De etablerede museer holder for det meste fernisering med gratis adgang, og gratis cava, som man fylder sig op med når man er en fattig studerende. Så tager man alt den gratis alkohol man kan få, især i Norge! Så kan man gå fra udstilling til udstilling og få sig en lille skid på. Ikke dårligt. Udover de etablerede museer så er der også et par små gallerier rundtomkring i byen, som er ejet, eller delvist ejet af KiB. Disse gallerier er tiltænkt de studerende, så de har et sted at udstille deres kunst.

Kvaliteten af disse gallerier varierer fra at være en container på en mørk parkeringsplads, til flotte lyse lokaler ude foran kunstskolen og til et tilforladeligt lokale med fine store vinduer nede i byen. Det sidstnævnte hedder Galleri Fisk, og der er her at denne beretning finder sted.

Foto: Cornelia Öberg

Natklubsulven glubske tænder

Udstillingen står til at åbne kl 19. Udstillingen hedder ’Nattklubbvargen och Fulhung’, Natklubsulven og Hundehovedet groft oversat. Den er lavet af de to svenske kunststuderende Victor Hankanen og Jacob Anderson. På mange måder afspejler udstillingen de fordomme jeg har om de kunststuderendes liv i Bergen. Natklubsulven er en slags tegneserie, om hvad det vil sige at leve et romantiseret klamt liv, som alkoholiseret og selvdestruktivt menneske.

Tegningerne hænger rundt omkring på galleriets vægge, og her ser vi ulven i mange scenarier. Ulven sidder i sin seng, og spiser pizza med blodsprængte øjne, og rundt omkring ham ligger der cigaretskodder og tomme flasker. Ulven hænger ud på en bar og siger ”hvad mener du med at weekenden er slut? Jeg skulle lige til at tage hul på den næste!”. Natklubsulven er fyldt med tatoveringer, er vulgær og dyrker livet, som hårdkogt festabe. Det er punkessens i en nøddeskal. Det er lige før at ulvens motto kunne være ”No future”, eller ”fuck tomorrow”, som punkerne skreg i slutningen af 70’erne.

Foto: Cornelia Öberg

Punkmentalitet og heavy metal

Det er også den stemning, som er på Galleri Fisk denne fredag aften. Det buldrer ud med heavy metal fra højtalerne, og rundt omkring på gulvet ligger der bevidst mange tomme øldåser og vodkaflasker. De to hovedpersoner, Natklubsulven og Hundehovedet er blevet lavet om til to papmachéfigurer, som sidder i en sofa og ser fjernsyn. I fjernsynet er der et stillbillede af en flok ulve som parrer sig, altså porno for ulve. De to figurer har en blanding mellem heavy metal slacker tøj, og old school punktøj på. De sidder begravet i tomme øldåser, chipsrester og cigaretskodder.

Heavy metal er også en del af udstillingen. På væggen hænger der tegninger med heavy metal bands, logoer og slogans. Der er selvfølgelig også en tegning med coveret til Unknown Pleasures af Joy Division. Man forventer næsten altid at se nogle hylde Joy Division på den eller anden måde, når man bevæger sig steder hen hvor humaniora- eller kunststuderende samles.

Så vidt så godt. Udstillingen som de to studerende har stablet på benene er altså godt gammeldags punk og rapkæftet vulgaritet viklet ind i samfundssatire med et glimt i øjet. Selve udstillingen er meget god, sjov og underholdende, men det er nu ikke det som er så interessant ved udstillingen. Det interessante er alt det, som foregår rundt om den.

Foto: Cornelia Öberg

Uhøjtidelig fest og ballade

Stort set alle dem, som besøger udstillingen er knyttet til KiB. Enten er det vennerne, som tager et kig forbi eller også er det en excentrisk professor eller to. Normalt når man går til fernisering er man vandt til, at gå pænt og stille rundt med et stykke champagneglasformet plastik og en folder i hånden. Man går lidt rundt, snakker med sin ledsager og ser måske kunstneren gå rundt og snakke med en ven eller to. Alt er indenfor nogle klare faste rammer, som er fastsat af sociale konventioner om høflighed og andægtighed. Sådan er det ikke når en kunststuderende holder fernisering.

Nej, så det ligeså meget en fest hvor kunsten er en undskyldning. Man tager ikke kunsten så højtideligt. Man har skam gjort sig umage, det er ikke det, men det er som om at kunsten på en eller anden måde har fået taget lænkerne af sig, og nu bare frit kan løbe rundt og gøre ravage. Det skal være sjovt, hyggeligt og indbydende. Der skal være plads til fejl, plads til skæve idéer og ikke helt gennemtænkte koncepter. Det skal ikke være ’la de da’. Her er cavaen i plastikglasset skiftet ud med vodka, som man kan blande op med ukurant cola eller rød saftevand.

Foto: Frederik Westergaard

En underviser vælter ud af døren

Da jeg ankommer kl. lidt over 19 er der endnu halvtomt. På vej ind af døren ser jeg en ældre herre iført kasket, fuldskæg, praktisk udetøj og en Fjällräven-taske. Da han åbner døren strømmer det ud med heavy metalmusik, og da han får øje på de to papmachéfigurer falder han bogstaveligt talt bagover og ud af døren, mens han klamrer sig til dørkammen og udbryder leende på engelsk ”I’m completely blown away”. Han griner og undskylder, at han var ved at vælte ind i mig. Jeg finder senere ud af, at han er underviser ude på KiB, og at han er en rigtig tossebold i ordets bedste forstand. Det er svært, at forestille sig sådan en optræden på et ’rigtigt’ museusum.

Efterhånden som aftenen skrider frem bliver galleriet fyldt mere og mere op. Det vælter ind med kunststuderende, og det kan man se at de er. De er nemlig alle sammen klædt bevidst skødesløst, og i deres forsøg på at skille sig ud fra hinanden kommer de til at ligne hinanden. Det er morsomt, at stå og observere hvor mange forskellige slags praktiskudseende buffalo-sneakers der findes. Eller hvor mange forskellige måder man kan blande tøjartikler, stilarter og hårfarver.

De kender alle sammen hinanden, og de virker til at have et rigtig godt kammeratskab. Der bliver ikke fedtet med komplimenterne. De to unge mænd, som har lavet udstillingen, går glade og stolte rundt med en øl i hånden, og fortæller om udstillingen til deres venner, som tager billeder og roser dem til skyerne. Der er i det hele taget rigtig god stemning.

Foto: Frederik Westergaard

Gæsterne bliver en del af udstillingen jo mere de drikker

Jo flere mennesker der kommer til desto mere bliver der drukket, og Natklubsulven og Hundehovedet får flere tomme dåser i deres sofa. Folk elsker konceptet. De samles virkelig omkring det. De gør ligesom udstillingens hovedpersoner. De drikker, ryger og siger ”fuck tomorrow” mens de fester som var det Roms sidste dage. Jeg tester vandene, og kaster en tom øldåse igennem Burzums tunge guitarlyd op på sofaen, og rammer de to figurer. Min lille handling bliver anerkendt med et ”yeah”-råb og et high five!

Foto: Frederik Westergaard

En hjemløs kommer til

Sidst på aftenen, som prikken over i’et, kommer der en gammel, tynd og hærget mand ind i galleriet. Han har langt tyndt hår, og en stor forvasket t-shirt på. Han smider skoene og danser rundt i galleriet mellem menneskemængden. Han er nærmest i trance. Ingen ved hvem han er, men han hørte sikkert latteren, musikken og den gode stemning og besluttede sig for at deltage i festlighederne.

Jeg tror ikke, at aftenen kunne være skredet frem på samme måde hvis ikke man havde haft kunstudstillingen at samle sig om. Man kan ikke skabe den samme dynamik inde på en bar, et festlokale eller hjemme i stuen. Kunsten var samlingspunktet, og lagde grundstenen for hvordan resten af aftenens udfald blev.

Ingen kommer til, at huske netop denne udstilling for sin kunstneriske værdi, men det er heller ikke pointen. Pointen er at unge mennesker kan få deres eget rum, hvor de kan skabe lige netop det de vil, og derigennem være sammen om det. Det er kunstnerisk frihed når det er bedst, og det er vel også det kunsten skal kunne, når det kommer til stykket.

Udstillingen er ikke længere aktuel, men det kan varmt anbefales at prøve at finde kunststuderendes udstillinger rundt omkring der hvor man bor.