Et portræt af en kunsthistoriens første feminister.

D. 08/03/18

Af Frederik Westergaard

Renæssancekunst får kvinderne på kortet

I renæssancens Italien blev det mere acceptabelt for adelskvinder, at hengive deres tid til kunsten. Det blev anset for at være en dyd hvis en adelskvinde var veldannet i musik, litteratur og kunst. Derfor ser vi også for første gang en decideret forøgelse af kunst, som var lavet og krediteret af kvinder.

Det er også på denne tid, at de første rigtige selvportrætter, som man ellers kender bedst fra mandlige kunstnere, begynder at florere. En af de første kvinder til at træde ud af mændenes kunstneriske skygge var Sofonsiba Anguissola, som på mange måder var en af den vestlige kunsthistories første feminister.

"Familieportræt" af Sofonsiba Anguissola. Ca. år 1559.

Anguissola gik sine egne veje allerede fra barndommen

Sofonsiba Anguissola blev født i år 1532 i den lille norditaliensk by Cremona. Hun blev født ind i en relativ fattig adelsfamilie. Anguissola var den ældste i en søskendeflok på syv, hvoraf seks var piger. Hendes tendens til at ville trodse det patriarkalske samfunds normer kommer nok fra hendes far, som opfordrede alle hans døtre til at få sig en uddanneslse.

I alder af blot 14 år begyndte Anguissola sin uddannelse som maler. Det er interessant at bemærke, at alle hendes søstre opgav deres karrierer ved kunsten da de blive gift. Det havde Anguissola ingen intentioner om, og i en alder af 22 flyttede hun alene til Rom. Her arbejdede hun og med tiden blev hun mere og mere anerkendt for sit arbejde.

"Selvportræt" af Sofonsiba Anguissola. År 1554.

Arbejdede sammen med Michelangaelo

Igennem en fælles ven fik Michelangelo nys om hendes kunstneriske talent. Anguissola blev introduceret for Michelangelo, som straks så et potentiale i den unge maler, og Anguissola brugte de næste to år af sit liv som uformel elev under Michelangelo.

Grundet hendes køn mødte Anguissola flere problemer i løbet af hendes karriere. Bl. a. var det ikke velset at en kvinde malede ud fra nøgenmodeller, hvilket betød at hun ikke kunne få samme bestillingsarbejde, som hendes mandlige kollegaer. Anguissola udnyttede i stedet disse socialebenspænd til at udvikle sin portrætmaleriske evner.

"Autoritratto alla spinetta" af Sofonsiba Anguissola. Ca. år 1555

Malede kvinder, som man normalt malede mænd

Noget af det mest fascinerende ved hendes selvportrætter er, at hun fremstiller sig som værende et dannet og artistisk væsen, og ikke blot en passiv tilskuer, som kvinder ellers blev portrætteret.

Hendes rebelske natur kommer til udtryk igennem hendes selvportrætter, hvori hun fremstiller sine kundskaber og sit intellekt. F. eks. maler hun sig selv, som en mand ville have malet en mand, ved at hun holder en bog, maler et maleri eller spiller et instrument. Anguissola malede også et portræt af sine søstre, mens de spillede skak og viste altså at kvinder havde dannelse og intelligens, og understregede at det var noget, som ikke kun var forbeholdt mænd.

"Dronning Elisabeth" af Sofonsiba Anguissola. År 1599

Blev maler og læremester for det spanske hof

I år 1558 blev Anguissola inviteret til at flytte ind hos den spanske Kong Phillip II’s hof. Her skulle hun være læremester for den unge Dronning Elisabeth, og kongelig hofmaler. Anguissola brugte de næste 14 år af sit liv på at male for den spanske kongefamilie, og fik sågar også bestillingsarbejde fra Pave Pius IV.

I år 1568 døde den spanske dronning, hvilket tog hårdt på Anguissola. Kong Phillip II havde længe ønsket, at Anguissola skulle blive gift ind i en spansk adelsfamilie, og arrangerede derfor i år 1571 at hun skulle blive gift med Fabrizio Moncada Pignatelli. Pignatelli var en del af den sicilianske kongefamilie, som var under spansk herredømme.

"Kong Phillip II" af Sofonsiba Anguissola. År 1565

Fortsatte med at arbejde på trods af ægteskab

Allerede i år 1579 døde Anguissolas mand. Hun havde fået en klækkelig pensionsopsparing af den spanske konge, og kunne derfor fortsætte med sin malerkunst, og malerundervisning. Tro mod hendes rebelske natur blev hun, to år efter sin mands død, gift igen med skibskaptajn Orazio Lomellini.

De to mødtes ombord på et skib på vej til Genova, hvilket skabte stor forargelse i hendes familie. De giftede sig i Pisa i år 1584 og levede i Genova indtil år 1620, hvorefter de flyttede til Palermo. I den tid Anguissola boede i Genova blev hun anerkendt for at byens førende portrætmaler, og på trods af at være ægtefrue fortsatte hun med at arbejde, og nægtede dermed at følge social konvention.

"Selvportræt" af Sofonsiba Anguissola. År 1610

Frisk til det sidste

Anguissola fik heller ikke nogle børn, men helligede sit liv til kunsten da livet som hjemmegående husmor ikke appellerede til hende. Det er høst usædvanligt, at en kvinde på dette tidspunkt valgte karriere over familie men det vidner også om Anguissolas kompromisløshed og hendes stærke personlighed. Hun nægtede igennem hele sit liv, at gøre det, som blev forventet af hende.

Anguissola blev usædvanlig gammel. Hun døde i en alder af 93 år. Året før havde hun besøg af en hollandsk maler, som noterede sig at på trods af at hun ikke kunne se så godt, så fejlede hendes hjerne absolut intet, og at hun var frisk og i fuld vigør.

"Skakspillet" af Sofonsiba Anguissola. År 1555

Foregangskvinde og selvstændigt individ

Anguissola bliver ofte anset for at være en af den vestlige kunsthistories første feministiske udbrydere, som nægtede at følge social konvention, og trodsede alle forestillinger i tiden om, at kvinder ikke kunne arbejde med kunsten på lige fod med mænd.

Hun blev anerkendt i sin samtid pga. hendes kunstneriske evner, på trods af sit køn, og beviste at kvinder sagtens kunne udføre en anden rolle end blot at være mor og hustru. Hun fortsatte med at arbejde, selvom at hun indgik ægteskab, og forsørgede sig selv igennem hele sit liv.

Anguissola må siges, at være en sand inspiration, ikke kun d. 8 marts, men hver dag da hun gjorde det næsten umulige for omkring 500 år siden. Hun blev en af tidens mest anerkendte portrætmalere, og trodsede alle forestillinger om hvad en kvinde kunne og skulle gøre.

Det er ikke kun værd at hylde på kvindernes internationale kampdag, men i særdeleshed når den vestlige kunsthistorie skal skrives, for hvor mange har i dag egentlig hørt om Sofonsiba Anguissola?

I dag kan Anguissola malerier ses på museer over det mest af Europa og enkelte steder i USA.