Indkøbskurven er tom.
Brutalitetens skønhed
Udstillinger

Installationskunstneren Per Barclay fylder verdenen op med olie, blod og mælk.

20/02/18

Anmeldelse af Frederik Westergaard

Brutalitetens skønhed

Forholdet mellem skønhed og brutalitet er en central del i norsk kunst. Bare se på Edvard Munch. Den kunstners skygge, som ingen norsk kunstner virker til at kunne slippe ud af. Munch kunne som ingen anden formå, at skabe et rum hvor rædsel og brutalitet kunne gå i fortrinlig sammenhørighed med skønhed. Lidt ligesom når man ser filmen ’Funny Games’ af Michael Haneke, ’RAW’ af Julia Ducournau eller ’A Clockwork Orange’ af Stanley Kubrick. Det er så grusomt og ubehageligt, og alligevel sidder man fastbundet til skærmen i konstant spænding og spørger sig selv ’hvorfor ser jeg egentlig dette her?’. 


Foto: Per Barclay: Boulogne 5261 (2011).
Bygningen er fyldt med olie.

Sådan skal brutalitetens skønhed være. Den skal være fængslende og gribende, ubehagelig og smuk. Det spændingsfelt opstår der tit i kunsten, og når det er veludført så er det en meget givende, sigende og gribende oplevelse. Dette er netop udgangspunktet for museet KODE i Bergen, hvor man har udstillet den norske skulptør og installationskunstner Per Barclays fotoudstilling ”Oljerom”.

Barclay har ønsket at skabe denne spænding mellem det smukke og det brutale. Det har han gjort ved at fylde kirker, paladser, slagtehuse, biblioteker mm. op med væsker hvorefter han så har fotograferet det.


Foto: Per Barclay: Santa Caterina d'Alessandria, Palermo, 2016.
Kirken er fyldt med mælk

Væskernes barbariske indtog

Det siger sig selv, at det er et udstyrsstykke, når en kunstner vælger at fylde et kirkerum i Palermo op med mælk, en kreaturlastbil op med blod eller en art deco kontorbygning op med over 90 tusind liter olie. Rummene bliver offer for væskernes barbariske indtog, og de står forsvarsløse og lader de barbariske horder af væsker fylde dem op. Bagefter finder Barclay så sit kamera frem, finder den rette vinkel og knipser løs.

Resultatet bliver til et fascinerende fotografi, hvor man næsten ikke ved hvad der er op eller ned. Nogle gange bliver det gyldne snit mere eller mindre udvisket i væskernes spejlblanke overflader, og andre gange står det meget klart og tydeligt hvor væsken stopper, og rummene begynder. Hele gulvfladen er altså fyldt op med væske. Dette skaber et interessant og dramatisk rum.

Efter den barbariske horde af væsker har gjort sit indtog, og har smadret alt hvad der var før, bliver lokalerne efterladt i ødelagt skønhed. På mange måder ligner installationerne uhyggelige dystopiske katastrofebilleder fra virkeligheden. Det er en dystopi, som samtidig er fyldt med skønhed.


Foto: Per Barclay: Hotel Otava (1992).
Bygningen er fyldt med olie.

En smukkere verden uden mennesker

Barclay formår at skabe en dynamik og komposition i fotografierne, som gør at man næsten falder ind i dem. Man kan virkelig mærke ensomheden, stilheden og menneskehedens uundgåelige forfald. Verdenen ser næsten smuk ud, når der ikke er nogle mennesker, og alt genkendeligt er ødelagt.

Man ser et værelse i et hus. Helt nøgent og sårbart står det. Fyldt med olie. Solen skinner ind af vinduet og skaber en flot refleksion i oliens sorte uendelighed. Det ligner at huset blev forladt da apokalypsen indtræf, og nu er der intet tilbage end forfaldets æstetik. Solen står stadig op, og sender sine stråler ind gennem vinduet selvom menneskerne for længst er væk.

Moder Jord kan sagtens klare sig uden mennesker, tænker man. Netop fordi valget af væske er olie så leder det tankerne hen imod en menneskabt katastrofe. Hvor meget død, ødelæggelse, pine og smerte menneskeheden har skabt pga. olien er næsten ikke til at holde ud at tænke på, og nu betaler vi prisen for vores oliegriskhed. I Barclays verden har olien taget sin hævn, og oversvømmet planeten med det sorte guld. Det er uhyggeligt, og virkelig smukt.


Foto: Per Barclay: The Church of the Holy Virgin Mary (1990).
Kirken er fyldt med olie.

Intet står tilbage

Hvad står der så tilbage når olien har opslugt os alle sammen? Religionen, kunsten og arkitekturen står tilbage som luftkasteller over menneskehedens formåen. De har ingen værdi længere, og ingen værdi i sig selv. Barclay har oversvømmet et kunstbibliotek i Paris.

Bøgerne står intakte og uberørte i det oliefyldte rum, og spejler sig unaturligt perfekt ned i den sorte undergrund. Som beskuer kan man få lyst til, at gå hen til bogreolen og tage en bog ned. Men den store mængde olie forhindrer en i at gøre det. Man falder død om af tørst, lige før man når kilden. Barclays dystopiske vision viser en verden, som efterlader menneskehedens bedrifter og holdepunkter afskåret fra beskueren.

Det samme gælder religionen. Barclay har valgt at fylde et kapel op med vin. Jesu Kristi blod må vi forstå. Vi drikker Jesu blod i håbet om frelse, men i Barclays fotografier er der ingen frelse. Jesus er blevet åreladet, og hans blod fylder kappelet op, som om at den er spildt. Jesu Kristi frelse er spildt på os mennesker.

Og dog, for Barclay har også fyldt Santa Caterina d'Alessandria kirken i Palermo op med mælk. Det siges at da den kristne martyr og helgen Caterina af Alexandria blev halshugget, på ordrer af den romerske kejser Maxentius, så flød der mælk ud af hendes hals i stedet for blod. Den livgivende nektar modermælk fylder kirkerummet op, og giver beskueren en smule håb om, at frelsen er mulig for den der tror!


Foto: Per Barclay: Oksefjord (1990).
Huset er fyldt med olie.

Menneskehedens sande natur

Barclay vil gerne vise menneskehedens sande natur. Den træder frem, når der intet er tilbage for så har mennesket fået sin straf. I alle de tomme, og menneskeforladte fotografier ser vi den destruktion som mennesket er i stand til. Naturen lider under menneskeskabte katastrofer som olieudslip og global opvarmning, og naturen vil have hævn!

Barclay rammer dette smukt ind i et fotografi fra den norske nordkyst; Oksefjorden. Her ser vi et gammelt fiskerhus hvor døren står åben. Havet er steget op til dørkammen, og truer med at skvulpe indenfor. Indenfor er fiskerhuset fyldt med olie.

Norge er jo som bekendt olieland, og her sætter Barclay altså olien i direkte forbindelse med havets økosystem og erhverv. Den gamle fiskerbåd er smurt ind i olie. Vi kan ikke længere fiske i havet, og derudover så har vi jo også overfisket havene, samtidig med at vi hælder millioner af liter af olie ud i det og får havene til at stige.


Foto: Per Barclay, Chamber (II) (2000).
Bilen er fyldt med blod og kød.

Det samme gælder kreaturlastbilen som Barclay har fyldt op med blod. Dette nutidens symbol på systematiseret mord, tortur og lidelse viser endnu engang hvor perverse og brutale menneskeheden er. Hold da op hvor ser det flot ud.

Blodet nærmest sorte farve udstiller med sin symbolske minimalisme, alt det som menneskeheden er villig til at ofre blot for at få gris på gaflen. Når man tænker på hvor meget verdenen, både os, naturen og dyrene lider under vores enorme kødproduktion, så står Barclays fotografi frem, som et absurd testamente over netop dette.

Barclay formår at fremstille menneskeheden tvetydige natur eminent i sine fotografier. Han formår, i bedste Munch stil, at skabe et fantastisk ’Oljerom’ hvor skønheden går hånd i hånd med brutaliteten. Den brutale handling, som det er at fylde en kirke med olie bliver til det skønneste testamente, over hvor smuk verdenen bliver, når naturen hævner sig på os. Hvordan kan mennesket være i stand til, at skabe så smukke og fantastiske ting, og samtidig være så forbandet onde og destruktive? 

Fakta:

"Oljerom" af Per Barclay kan opleves på KODE 4 i Bergen frem til 10. juni 2018, og så kan man finde mange af fotografierne herDe gør sig rigtig på internettet hvis man ikke befinder sig i Bergen.

Læs mere om udstillingen her

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig