Indkøbskurven er tom.
At danse en symaskine
Udstillinger

Samtale med Joachim Koester i anledning af udstillingen Bringing Something Back

30/01/18

Udstillingsomtale af Frederik Westergaard

Bergen er et eftertragtet sted at udstille

Danskeren Joachim Koester er et ikke fremmed navn på kunstscenen. Igennem sin karriere har han rejst jorden rundt med sine udstillinger, og udstillet på nogle af de fornemmeste museer verden over. Det er på mange måder ikke for lidt hvis man siger, at Joachim Koester er et verdensnavn. Denne gang er han kommet til Bergen, hvilket han er meget benovet over.

”Jeg har udstillet i bl. a. New York, Tokyo og Mexico Citys største museum, og alligevel var det Bergen Kunsthall der fik mine venner til at reagere”, fortæller Koester mig med en smule forundring i stemmen.  Forundringen ligger i, at en (relativt) lille by som Bergen kan huse museer, som er af en så anseelig kvalitet at Koesters venner er blevet imponeret over, at han har fået lov til at udstille lige netop i Kunsthall Bergen.

Ikke desto mindre så er Kunsthall Bergen er rigtig godt sted at udstille sine kunstværker. Museets store, åbne og alsidige lokaler med højt til loftet er perfekt til at udstille Koesters store og pladskrævende udstilling.

Da jeg dagen inden åbningen var inde på museet og mødes med Koester, var udstillingen langt fra færdig. Et utal af håndværkere for rundt, og kæmpede for at blive færdig med udstillingens mange komponenter. Det er med andre ord et ordentligt stykke arbejde, at skulle sætte Bringing Something Back op.


Foto: Joachim Koester

Udstillingen skal indhaleres

Bringing Something Back indeholder syv film- og videoinstallationer, foruden en serie fotografier af knælere og udstillingsmontre med bøger, som på en eller anden måde er relevante for udstillingens tematik.

Netop omfanget af Bringing Something Back er noget Koester er utrolig bevidst omkring, og han fortæller at meningen er at vi skal opleve udstillingens mange fysiske aspekter på sanselig vis, og dermed nærmest indhalere udstillingen. Koester har inddraget alle museets udstillingsrum, og forbundet dem efter en nøje planlagt koreografi.

Ekstase og associationer

Koesters valg af tematik er ikke fremmed for ham. Han har før brugt fotografier til at fortælle historier, eller historier, som ikke blev til. ”Jeg er fascineret af, at når man har en tom byggeplads, så kan der i princippet opstå lige det man har lyst til, men alligevel ender det altid med at vi bygger det samme kedelige lort”, siger Koester. Derfor undrer det ikke, at Koester har valgt at Bringing Someting Back skal have et særligt historisk narrativ, som på nærmest Marcel Prousts madeleinekage vis fremkalder en genvej ind til de ufortalte historiers fortællinger igennem ekstase og associationer.


Foto: Bergen Kunsthall

Mennesker bliver til symaskiner

Lad os gå konkret til værks i Koesters fortællinger. Den første handler om symaskinen. På en væg bliver en 16mm film projekteret op, og beskueren bliver vidne til en meget tidlig symaskine, som Elias Howe (1819-1867) er ophavsmand til. Filmen viser hurtige klip af symaskinen i funktion, og lyden af filmapparatets brummen er bevidst højlydt. Dernæst ser vi en film, af samme princip, som udelukkende består af tekst. Teksten beskriver hvordan spiritualist, socialist og politisk aktivist John Murray Spear (1804-1887) forsøgte at undgå patenteringen af Howes symaskine ved, at opfinde en ny symaskine.

Spear ville opfinde en ny slags symaskine igennem trancedans, og netop denne dans bliver beskrevet i Koesters film. Spear ville lade danserne blive til symaskinen ved, at danse alle dens delkomponenter, og bevægelser for dermed at blive til en symaskine. På den måde kunne man omgå patenteringslovgivningen, industrialiseringen og give kvinder muligheden for, at arbejde med symaskinen og tjene egne rede penge. 

Menneske og maskine bliver til ét, og her begynder associationsbegrebet for alvor. Med denne fortælling, vil Koester have at vi skal overveje hvor stor en del af os, som vi frivilligt lader afstå til teknikken, maskiniseringen og umenneskeliggørelsen af vores verden. Min telefon ligger pludselig tungere i lommen på min frakke.


Foto: Joachim Koester

Menneskets kamp for overlevelse

Samme princip gør sig gældende i filmen Maybe this act, this work, this thing (2016), som fylder hele den store bagvæg for enden af udstillingens højre lokale. Filmen udspiller sig i et mørkt lokale, hvor to smukke kvinder, iklædt Vauderville-kostumer, danser på livet løs. De danser nærmest med desperate bevægelser, og lyden af sko og klappen med hænderne giver et højt ekko ud i lokalet. Ligesom i de foregående film, så forsøger danserinderne at blive til noget andet. Denne gang et filmapparat.

De lider under at arbejdsløsheden for teaterfolk er blevet så alarmerende høj, fordi de ikke har kunne klare overgangen fra teater til biograffilm. ”De må ligesom ’sing for their lunch’”, som Koester udtrykker det, og fortæller entusiastisk om hvordan filmproduktionen, altså industrialiseringen og mekaniseringen af teaterskuespillet, ødelagde mange tusindvis af teaterskuespilleres liv fordi de ikke klarede overgangen fra teater til film.

Disse dansere forsøger at mimere et filmapparats mekanik, og blive til maskinen selv for at overleve. Hvem gør ikke det? På den måde virker Maybe this act, this work, this thing (2016), som en måde for Koester at minde os om, at teknikkens udvikling, og fremskridt generelt, kræver sine ofre, altid har gjort det og vi glemmer det. Det er heller ikke uvæsentligt for Koester at fortælle, at det første filmvisningsapparat var bygget på samme princip, som Howes symaskine. Det hele hænger sammen.

På gulvet foran filmen er der et stort og strategisk velplaceret skakbræt, som bliver illumineret af lyset fra filmapparatet. Symbolikken er til at skære igennem.


Foto: Bergen Kunsthall

Euforiserende historicisme

Et gennemgående tema for udstillingen er Koesters fascination af det spirituelle og bevidsthedsudvidende fokus i teknologihistorien. Beskueren bliver, i udstillingens venstre fløj, vist ind i værket The Hashish Club (2009), som spiller på cannabissens kulturhistorie. 16mm filmen viser mange hundredvis af billeder af cannabisplanter, som flimrer hurtigt forbi beskuerens øjne.

Filmen er en reference til ’Le Club des Hashishin’, hvis berømte medlemmer inkluderer bl.a. Charles Baudelaire, som i 1840’ernes Paris eksperimenterede med cannabissens bevidsthedsudvidende effekter. Her bliver Koesters trance, sindstilstandsforandring altså ikke opnået igennem fysisk aktivitet, men derimod det modsatte.

Modsatte princip gælder for den sidste film Tarantism (2009), som viser en gruppe mennesker der prøver at gengive et gammelt syditaliensk fænomen hvor en gruppe mennesker lod sig forgifte med edderkoppegift, for derefter at danse den ud af kroppen, og dermed opnå en tilstand af trance. Her kunne de udleve skjulte sider af deres personlighed.

Ved at se disse film får man nok engang understreget, at historien, euforien og en forandret bevidsthed er udstillingens omdrejningspunkt.

Desværre falder denne del af udstillingen lidt flad ift. udstillingens første del. Hvor budskabet, teorien og historien er yderst klar, velformuleret og engergerende så har associationerne sværere ved at finde frem her. Det betyder ikke at den er dårlig, tværtimod. Hvis man skal gå med på Koesters princip, så må jeg blot indrømme at første del af udstillingen talte et sprog, som jeg kunne forstå. Jeg nåede bare aldrig trancen i udstillingens del to.


Foto: Bergen Kunsthall

Fremmede i nutiden

Slutteligt går beskueren ind og kigger på fotografierne af knæleren. Et bevidst valgt insekt fra Koesters side. Beskueren bliver igennem udstillingen, ligesom knæleren, til et alien-lignende dyr, som konstant må tilpasse sig sine omgivelser med sine mekaniske bevægelser og mimik. Vi er altså konstant fremmede i den tid og verden vi lever i. Vi behøver trancen, euforien og eskapismen i vores hverdag. Hvilken bedre måde er der at formidle det budskab på end igennem historien? 

Med Bringing Something Back dybt inhaleret i lungerne har Koester skabt et værk, som er stærkt i sit udtryk, visuelt overlegent, velovervejet ned til mindste detalje, og som giver stof til eftertanke. Man lader sig blive euforiseret af Koesters koreografi og får lyst til at forsvinde ind i verden, som man ikke skal forholde sig til.

Fakta: Udstillingen Bringing Something Back af Joachim Koester. Kan ses på Bergen Kunsthall frem til 18/03/18. Læs mere om udstillingen her

D. 09/03/18 har Koester, i forbindelse Borealis-festivalen i Bergen, arrangeret en række koncerter, som skal spille et bevidsthedsudvidende soundtrack til Bringing Something Back. Læs mere her

Læs mere om Joachim Koester her

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig