Indkøbskurven er tom.
Et cirkus af katastrofer
Udstillinger

Michael Kvium er aktuel med Cirkus Europa på ARKEN frem til 14. januar 2018.

ET CIRKUS AF KATASTROFER

September 2017.

Anmeldelse af Mia Granhøj.                                                                                                                            

På Michael Kviums nye udstilling Circus Europa på ARKEN stilles der skarpt på det politiske cirkus af krig, terror, klimaforandringer, flygtningekrise og andre katastrofer, der fylder i mediebilledet.


Michael Kvium i atelieret, 2016. Foto: Ken Hermann.

En kviumsk totalinstallation

Circus Europa-udstillingen er en kviumsk totalinstallation med et flow af helt nye malerier, skulpturer, film og installation, der udfolder sig i teatrets univers med et utal af rekvisitter. Omdrejningspunktet er verdenssituationen. Kvium stiller spørgsmål til, hvad det egentlig er, vi ser, når vi følger de medierede nyhedsstrømme? Er det løgn, sandhed, propaganda eller er det blot ren og skær underholdning? Med denne udstilling ønsker Kvium at skabe dialog og åbne vores øjne for, at virkeligheden har parallelle dimensioner.

Lyset er i de fleste udstillingsrum dæmpet og slår hermed dysterheden an, mens man vandrer igennem udstillingens tragiske cirkus. Som sædvanlig er Kvium i sine malerier optaget af skyggen, både den fysiske såvel som den mentale skygge. Den opmærksomme beskuer vil dog opdage, at skyggerne ikke er realistiske. De stemmer ikke overens med figurernes skikkelser og afslører ofte personernes sande jeg. Dette er fx tilfældet i maleriet The Duke (2017), hvor skyggen afslører, at entertaineren i billedet er selve døden. Kunstværket er et centralt værk på udstillingen og refererer til de tv-reportere, der fremviser det sønderbombede Aleppo i nyhederne.


Michael Kvium, The Duke, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Bind for øjnene

Kvium maler som altid den virkelighed, vi ikke tør se i øjnene. I maleriet Vertical Tale (2016), der består af 3 sammensatte lærreder, ser vi i midten en af Kviums velkendte groteske figurer med bind for øjnene. Til venstre ses blå og røde cirkusstriber og til højre ses træer med blodrøde blade og krager som varselsfugle. Dette værk er Kviums kommentar til det, vi gør ved kloden. Alle ved, at vi med vores adfærd er i fuld gang med at ødelægge og nedbryde jorden, men meget få mennesker gør noget ved det og nogle mennesker benægter, at klima-problemet overhovedet findes. Vi står ifølge Kvium i en situation, hvor vi ikke kan eller tør se alvoren i situationen. Vi har bind for øjnene.


Michael Kvium, Alien Aftermath, 2017 (detalje). Foto: Lars Beyer.

Midt i cirkusmanegen

I et af udstillingens mange rum træder beskueren ind i en cirkusmanege. Her ligger en punkteret gummibåd som en strandet hval og fra båden vælter det ud med europæiske ordbøger i alle kombinationer. Pludselig står beskueren som hovedperson midt i manegen med et hav af projektørlys direkte i ansigtet. Der afspilles uhyggelig og kaotisk stemningsmusik, som giver associationer til underjordiske lyde – nærmest som et musikalsk forsøg på at gøre museumsgæsten opmærksom på, hvor virkelighedsfjernt flygtningekrisen forekommer os. I et subtilt samspil med lyden forstyrrer Kvium vores virkelighedsfornemmelse og gør os opmærksomme på vores egen position. For hvad er det egentlig for en rolle, vi selv spiller?


Michael Kvium, Circus Europa, 2017 (detalje). Foto: Lars Beyer.

Det samme gør sig gældende med udstillingens største maleri Beach of Plenty (2017), der består af 3 store sammensatte lærreder og beskues i en biograflignende sal fra en såkaldt pølsesofa. Det enorme maleri viser en gummibåd med flygtninge, der ankommer på en kyst i Spanien, hvor nogle turister står fuldstændig passive og glor på stranden. Ingen prøver at hjælpe, selvom en mand ses kæmpe for sit liv i brændingen. I dette kunstværk har Michael Kvium benyttet sig af et mere realistisk billedsprog og det er tydeligt, at Kvium har ønsket at distancere sig fra den ironi og sarkasme, som han ellers normalt bruger i skildringen af mennesker. Værket er et af de mest politiske billeder, Kvium har malet og selve scenen i billedet illustrerer meget direkte, hvordan mange mennesker forholder sig til flygtningestrømmen. Hvis man kigger tilstrækkelig længe på dette værk, bliver man pludselig meget bevidst om sin egen beskuerposition – vi står nøjagtig og glor som turisterne i billedet. At værket bliver vist i et afskærmet rum med biografstemning understreger den effekt, billedet har på én.


Michael Kvium, Illusion, 2016. Foto: Anders Sune Berg.

Balance mellem alvor og humor

Det er i forhold til motivet i Beach of Plenty ganske klædeligt, at Kvium ikke har kunnet få sig selv til at male de groteske og karikerede Kvium-figurer i dette billede. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Kvium har fået stand-up komikeren Rune Klan til at præsentere selve udstillingen. I en video, som er det første museumsgæsten møder i udstillingen, byder Runa Klan velkommen til Circus Europa og dette videoværk fremstår fuldstændig ude af takt med udstillingens mange tunge temaer. Rune Klan er ikke sjov på denne udstilling, men det er formentlig heller ikke intentionen. Irritationsfølelsen over Rune Klans platheder stemmer imidlertid godt overens med, at Kvium peger fingre af mediernes cirkusscene, hvor selv de mest dystre nyheder bliver formidlet med de mest sensationelle overskrifter. Der er en hårfin balancegang i Kviums brug af humor og alvor, men hvorom alting er, er humoren i Kviums værker måske netop med til at gøre virkeligheden lettere fordøjelig.


Michael Kvium, The Gallery (V), 2017 (detalje). Foto: Anders Sune Berg.

Virker kunsten?

Circus Europa er en performativ udstilling, der ønsker at udfordre publikum i forhold til deres holdninger og etiske overvejelser. Michael Kviums kunst kan givetvis ikke forandre verden, men den har en vigtig rolle i forhold til at spejle og italesætte samtidens problemstillinger. I bedste fald får Kvium os til at blive bevidste om vores egen selvskabte blindhed og se verden i et nyt lys. Og det er slet ikke så lidt.

Fakta: Udstillingen Circus Europa strækker sig fra d. 2. september 2017 til 14. januar 2018. Totalinstallationen breder sig over 1.600 kvadratmeter og præsenterer helt nye værker skabt specifikt til denne udstilling. 

Læs mere om udstillingen her.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig