Kunstneren Sophie Hjerl har besøgt Anne Imhofs værk 'Faust' på Venedig Biennalen

29. maj 2017
Af Sophie Hjerl

RUM FOR REFLEKSION

Den tyske kunstner Anne Imhof har skabt en totalinstallation i den tyske pavillon på dette års Venedig Biennale.

Fortællingen om Faust har overlevet mange tider. Historien har altid fascineret og er oprindelig baseret på en virkelig person, der var kendt som alkymist i Tyskland i 1500-tallet. Den fiktive Faust er en person, som indgår en pagt med djævelen og har rejst fra Goethe til Johannes V. Jensen og indgår også i den amerikanske tv-serie Frasier. Nu er turen kommet til et stort samtidskunstværk, som sætter spot på fortiden, fremtiden, sjælen, den finansielle sektor, individets møde med samfundet og knyttede næver for at markere sin ret heri. Og faktisk betyder ordet faust også bare knytnæve på tysk! Anne Imhof udtaler selv, at det oprindeligt er den betydning, hun har valgt ordet udfra. 

Flydende tid
I en drøm jeg havde for 20 år siden, besøger jeg en by hvor alle facaderne er blevet til glas. En by som er befolket, men synes øde og hvor der hersker en usagt lovløshed og en underlig form for kedsomhed. Mennesket har nået det hele – et hele? Et sted ser jeg nogle unge mennesker sidde i en bil med dørene åbne. Jeg bevæger mig hen til dem og vil undersøge hvad de foretager sig og taler til dem. De ser op på mig med tomme blikke og svarer lidt tvetydigt på hvad de har gang i, mens de piller videre ved noget udstyr i bilen. De er engagerede, ikke ubehagelige, men alligevel samtidig urovækkende apatiske. Om de stjæler bilen - er i gang med dette, virker underordnet. Intet er nogens - alt er alles i dette surrealistiske rum, som pludselig synes uhyggeligt realistisk i mit møde med Anne Imhofs værk ’Faust’, som beboer Den Tyske Pavillon på dette års Venedig Biennale.

Massiv transparens
Anne Imhof’s både massive og samtidigt transparente performanceinstallation, er på alle måder et ’gesamtkunstwerk’ og har modtaget dette års Gyldne Løve - som er Venedig Biennalens fornemmeste pris for bedste pavillon. Værket bør opleves live, fordi det er hér det sker – i mødet med de installatoriske greb, i og udenfor pavillonen, i samspillet mellem de fantastiske performere og én selv - de besøgende. Alle komponenter som tilsammen udgør dette særligt sammensatte og kraftfulde værk. 

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

At spejle sig i glas
Vi befinder os i rum, i og omkring én af de 29 nationale pavilloner, som findes på Venedig Biennalens område Giardini. Giardini-haven er smuk, her er luft og træer og det er interessant at besøge pavillonerne som repræsenterer de forskellige lande. Men, det kan også synes problematisk i forhold til nationalstaten og dens principper og disse principper i samspil med kunsten, fordi kunst også er et universelt sprog. Pavillonerne bliver da også af nogle kritikere betegnet som nationale bure. 

Den Tyske Pavillon er absolut ingen undtagelse, og må nok også være at finde øverst på listen i forhold til denne kritik. I 1938 blev pavillonen på Hitlers ordre nemlig ombygget fra sin oprindelige form fra 1909, så den fremstod mere ”moderne” og er heraf blevet en pavillon med en skrabet symmetrisk klassicistisk arkitektur, med tydelig nazistisk æstetik og symboler. Dette har der selvsagt været kæmpet med siden da – og det er også den problematik der er at finde i værket ’Faust’. Men der kæmpes ikke rigtig længere, her er mere tale om en direkte konfrontation mellem bygningen, historien, fortid og nutid, performer og beskuer, på sin egen sarte og samtidigt stærke subtile måde.  

Kunst spejler virkeligheden og som beskuer spejles man konstant i dette totalværk, hvor end øjet finder fokus. Der er et meta-forhold på spil hele vejen gennem værket. Glas er det gennemgående materiale i pavillonen. Glas, som på én gang adskiller og skaber sammenhænge - skaber gennemsigtighed og øger gennemtrængelighed. Glassets spejlinger, refleksioner, objekter, billeder, krop og menneskelige projektioner, er det materielle og immaterielle materiale vi har med at gøre. 

Germania
Når man møder pavillonen, ses GERMANIA mejslet ind over det, der normalt fungerer som hovedindgangen, men på denne udstilling er indgangen lukket af ved hjælp af glas som skærmer af for, at man kan komme ind denne vej. Og det er ikke den eneste afskærmning der ses udefra. Glasset fortsætter langt over mandshøjde på pavillonens højre side, og bliver afløst af et stort gitterhegn. Bag hegnet hopper dobermans rundt, for indimellem at gø af den lange kø der er til udstillingen. Andre gange søger hundene en performer, og følelsen af hvem der egentlig er inde eller ude begynder at tage form i og omkring denne slags moderne fæstning, hvor alt synes både åbent og lukket på samme tid. Bag glasset på pavillonens ydre, ses også et stort foto af en nøgen torso set fra ryggen, en benet krop, som bærer en kasket, hvor der på bagsiden står: Now and forever.

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Den første performer mit øje fanger, er en fyr, som har sat sig lige over indgangspartiet på taget lige over GERMANIA. Han sidder med en uhyggelig apatisk tilstedeværelse, med benene hængende ud over kanten. Det er allerede her, somom sanserne ikke kan følge med i alt, hvad der foregår. Det er jo ligesom ikke muligt at være så tæt på kanten, afgrunden her på Biennalen, sådan fysisk med publikum under sig. Er han der overhovedet, ser andre ham? Er han en selvmorder, terrorist, vil han tage springet eller blot prikke til vores oplevelse af højder og tilstedeværelse, provokere eller blot markere ny udsigt til nye tider, eller måske endda nyde udsigten til de nye tider? Alt imens begynder andre performere at tage plads på det store hegn, hvor de kravler op og sætter sig lige så apatiske, med følge af andre performere, der dukker op på taget. Der breder sig en ubehag i den lange kø. Nogen griner af de der står og kigger ud ved den vante hovedindgang, skal man vente så længe og bare komme ind for at kigge ud på køen – os selv? Andre bliver aggressive, fordi mange begynder at tage fotos og går ind og ud af køen. Værket har taget sin begyndelse. 

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Indenfor
Indgangen til dette års værk befinder sig i pavillonens højre side og leder ind til pavillonens indre landskab. Det er som at besøge et mausoleum, her er på en og samme tid, uhyggeligt dødt, smukt, overvældende og køligt. I pavillonen er nogle åbninger til rum erstattet af ’two ways mirror’ og gulvet er hævet og udgøres af et plateau af glas. Rundt omkring ses svævende piedestaler sat på væggene også med bund af glas, som hyppigt betrædes af unge sortklædte ’goth-sporty like’ performere, der bevæger sig enten skiftevis, enkeltvist, i mindre grupper eller alle sammen samlet. Under og over - som igennem alle rummene - inde som ude og hele tiden. 

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Anne Imhof ’Faust’, 2017. Foto Sophie Hjerl

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Objekter af surrealistisk karakter 
De to rum, som ligger i pavillonens ”vinger”, er begge installeret med objekter af surrealistisk karakter. En vask, døde massive lod/klokker, en stor vandslange, en guitar, en forstærker etc. Og de bliver alle vækket til live, når performerne interagerer med dem, og det samme gælder pavillonen som et hele. Dens liv er kroppe: performernes og beskuernes, alt andet synes dødt og afgrundsagtigt, trods sin gennemsigtighed og sarte lyse farver. På gulvet under glasgulvet, er der henslængte sorte madrasser og tegn sat på væggene, røde og sorte streger i et zigzag-mønster, med flertydige referencer. Med denne transparens, denne gennemsigtighed til alle rum, alle ting, alle tider, al ageren, synes der intet skjult og alt opleves side om side med pavillonens og nationens historie i samspil med performernes interaktion med vores samtid. Et hele, som igen bliver spredt rundt via smartphones linser, som synes at udgøre vores tids eksistens, vores tids spor af levet liv i det samlende net. Mennesket er frit, liv bliver delt med alle, vi lever i en stærk visuel tid, ALT kan ses, men det synes ikke at gøre den ungdom, man her konfronteres med, mere klar!

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Omfavnelser eller kvælertag
Performerne ligger i omfavnelser under glasset, hvor vi står og ’træder’ på dem, omfavnelser, som kan forveksles med kvælertag! De ånder på glasset under ens fødder, som skærer sig ind i ens indre – ånden. Man har ikke tid til at blive forlegen, men ser stumt til, mens billedet af det der finder sted og refleksionen af os, over dem spejles i deres ageren. Men hvem er over, hvem er under, hvem er domineret af hvem eller hvad, og hvor er de og vi på vej hen i de uendelige rum uden retning? Pludselig tændes ild på gulvet under glasset og andre sætter deres skosåler eller knytter deres næver op imod det samme glas. Performerne bevæger sig op på niveau, på glasset med de besøgende og fortsætter med at gestikulere, med knyttede næver eller flade hænder pegende nedad eller opad (aldrig diagonalt opad!). De står på de svævende piedestaler som levende statuer der manifesterer en nutid, en bevægelse, et oprør, en vilje til forandring, som tør se alt det der var i øjnene. Er det mon derfor deres blikke synes så fokuserede og samtidigt så tomme?

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto Sophie Hjerl 

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

På glasgulvet hvor publikum befinder sig bevæger performerne sig nu rundt. De skaber små koreografier enkeltvis eller sammen. De betræder hinandens kroppe eller støder armene mod hinanden. Samlet går de i flok, som en ’art catwalk’, men det er det ikke. Det er bare os, der spejler genkendelige billeder fra mainstreamkulturen, det er trygt. Det handler ikke om mode, men om mod. Om kunst og en kunstner, som har modet til at gå tæt på de symboler, gestik og rum som er ladet og som minder om noget der har været, men i Imhofs bearbejdning bliver til noget andet. På forunderlig vis, formår Imhof, nemlig at transformere alt til nye billeder - lige nu, lige her! Der lyder høj musik, som går over i råb fra performerne, store og dundrende nærmest mærkeligt stumme råb – uden retning. Performerne laver hele tiden nye ting, alene eller sammen, men det synes hele tiden som det samme - med samme inerti, tilstand, som den underliggende drivkraft - urkraft - energi. Da jeg forlader pavillonen står en ’arisk udseende’ ung fyr og skruer på en forstærker som larmer. Lyden får en anden performer til at tage hænderne til hovedet, siddende på sin piedestal. Det er tid til at gå, lyden er uudholdelig og vi ved de mener det, med lyden - repetition. Lyd som fortsætter som et gennemsyrende ekko og som en forbindelse fra da til nu til frem.

Jeg ved, at jeg ikke har set det hele, men det jeg oplevede var nok, og var nok også det jeg skulle opleve. Jeg har det lidt som når man har prøvet en heftig forlystelse i en forlystesespark, alt ånder fred og ro i parken, når man når jorden, men kroppen glemmer ikke. Ligesom også drømme synes at sidde i vores kroppe. Og det var denne drøm som mødte sin lige i mit møde med værket ’Faust’. 

Anne Imhof, Faust, 2017. Foto: Sophie Hjerl

Den 57'ende Venedig Biennale, den Tyske Pavillon
Anne Imhof – Faust
13. maj – 16. november 2017.

Fra tirsdag den 23. maj og frem, starter omkring kl. 12 performance af 1 ½ - 2 timers varighed i pavillonen.

I dagene 20.–21. maj, 22.–25. juni, 3.–6. oktober og 23.–26. november, kan opleves en 4 timers performance, som starter kl. 10.15 i pavillonen.

http://www.deutscher-pavillon.org

Sophie Hjerl (f. 1971) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne i 2000, og cand.mag i Teori og Formidling, sammesteds fra i 2002. Har desuden en baggrund i dans, med en diplomuddannelse i Koreografi og Komposition.