En teaterforestilling med meget på hjerte

I AM ALSO SOMALIA

25. april 2017.

Artikel af LJ.

Velkommen til en atypisk historietime. En historietime om dengang i 1885 da den tyske rigskansler, Otto von Bismarck, inviterede til deling af Afrika over en kop kaffe, om efterfølgende kolonisme, undertrykkelse og satire. Men i særdeleshed også en historietime om Somalias kulturelle rigdom, om The National Theatre of Somalia, en musikalsk og æstetisk guldalder, om kunst, kærlighed og vigtigst af alt, en række unge menneskers modstand mod at blive historieløse.

Den 4. marts var jeg sat i stævne i Pakhus 11 på Østerbro. Her havde jeg fornøjelsen af at opleve forestillingen I Am Also Somalia. En såkaldt dokumentarteaterforestilling om Somalia og den somaliske diaspora i Danmark. Et par dage senere mødtes jeg med instruktøren Ditte Maria Bjerg til en snak om scenekunsten og kunstens protesterende potentiale. Dagen efter mødtes jeg med forestillingens hovedrolleindehaver Bashir Billow, en del af den somaliske diaspora i Danmark.

Denne artikel er en sammenfatning af disse tre møder.

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

Der er noget galt i Danmark

Da Ditte Maria Bjerg skrev forordene til I Am Also Somalia, havde den danske regering akkurat fremlagt deres planer om at sende op mod 1200 herboende dansk-somaliere til Somalia. Den nyvalgte præsident Trump havde netop udnævnt Somalia som ét ud af 7 lande, hvorfra han ikke ønskede indrejse i USA. Ditte Maria Bjerg hører også, at der er protester i gaderne i USA, og bombarderes dagligt af den ene facebook-aktivist efter den anden der proklamerer, at der er noget galt i Danmark, i verden, i universet.

Og noget er galt, det vedkender Ditte Maria Bjerg, men hun har valgt at gribe det an på en anden måde, nemlig med en venlig og kunstnerisk protest. I Am Also Somalia er hendes og forestillingens medvirkendes protest. Et opråb af venlig og inkluderende karakter der ikke bare giver historiens magtindehavere et velfortjent gok i nødden, men som inviterer indenfor. Ind til historisk oplysning, duften af krydret te og ikke mindst en kamp for en ny fortælling om Somalia.

Kunstnerisk protest

Fra sit arbejde som formand for Scenekunstudvalget hos Statens Kunstfond, har Ditte Maria Bjerg erfaret, at Danmark sakker bagud, når det gælder repræsentation af danskere med anden etnisk baggrund end dansk på de danske teaterscener. Hun mener, at en stor del af årsagen ligger i, at vi ikke er gode nok til at skabe et teatermiljø, hvor større dele af befolkningen føler sig inviteret indenfor:

”Det betyder i grove træk, at det er det samme teaterpublikum vi ser ved hver forestilling på hvert teater. Det ved alle. Det skyldes simpelthen, at man ikke har målrettet sine ressourcer i forhold til publikumsudvikling. Jeg synes, det er afgørende at bringe folk sammen. Så helt konkret har vi nogle hvide danskere og nogle somaliske danskere samlet i ét rum, og i dette rum har de en oplevelse sammen. Det er helt vildt vigtigt ved dette set up, at folk er i samme rum. Det er en stor del af protesten for mig.”

En af de erfaringer Ditte Maria Bjerg har med sig fra sine forrige forestillinger er, at det er svært, at få minoriteterne inviteret ind i teatret. Dette erfarede hun, da hun for år tilbage lavede en forestilling om filippinske au-pairs i Danmark. Herefter besluttede hun, at hun måtte gå aktivt ind i publikumsudviklingen og med helt lavpraktiske greb invitere ind i teatersalen. Derfor blev der også forud for I Am Also Somalia solgt billetter i Safarishop på Griffenfeldsgade. For den uindviede kan det måske synes besynderligt, men Safarishop er et samlingssted for den somaliske diaspora i København, så at få sine billetter solgt her, er et tegn på, at man er accepteret og ”godkendt”.

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

Om at gi’ og ta’

Når vi taler om repræsentation af minoriteter, kan vi meget let komme til at passivisere. Dette skyldes særligt, at der ligger en inkorporeret magtstruktur i selve vendingen ”at gi’ en stemme”. Når man giver, er man aktiv og handlende, alt imens man er ganske passiv som modtager. Dette er et magtforhold med stærke historiske konnotationer. Når vi taler om at give en stemme til minoriteter, så indtager vi en helt særlig magtposition. Derfor var det heller ikke uden betænkeligheder, at Bashir Billow indvilligede i at deltage i projektet:

”Det kan være meget problematisk, at der er andre mennesker, ikke somaliske mennesker, der gerne vil fortælle vores historie, give os en stemme og en scene, at gøre det på. Det kan meget hurtigt blive sådan en frelsermentalitet.”

Ditte Maria Bjerg er heller ikke bleg for at indrømme, at hun ville ønske, at der sad en somalisk kvinde i hendes sted. Hun ville ønske, at hun ikke skulle positionere sig som en der ”giver” en stemme, men derimod kunne se nogen ”tage” stemmen, scenen og rummet i stedet. Men både Bashir Billow og Ditte Maria Bjerg er meget tydelige omkring, at der desværre ikke er en teatertradition for somaliere i Danmark.

Stereotyper og stolthed

Det helt særlige ved at være en del af et publikum er, at man for en kort stund bliver en del af et samlet organ. Et organ der oplever verden gennem de samme øjne. Øjnene her tilhører Bashir Billow. Vi får lov til at se med, når han møder Somalias ukronede stjerne Maryam Mursal, når han genoplever delingen af Afrika og begynder at forstå sig selv i forhold til denne historie. Og gennem disse øjne ser vi stereotypernes negative indvirkning. Som Bashir Billow formulerer det:

”Hvis man hører stereotyperne nok gange, begynder man at leve op til dem. Og det har jeg også gjort. Det ændrede sig da jeg blev mere bevidst og klogere på hele magtsystemet. Jeg skulle først forstå et minimum af de postkoloniale eller dekoloniale strukturer, der ligger under store dele af vores samfund. Det at blive mere bevidst om historien, mit moderlands historie, gør, at jeg kan se på mine tanker og vide, at det ikke er noget, jeg har skabt og at det ikke er en sandhed om min person, men at det faktisk er tanker som andre mennesker har om mig. Internaliserede tanker. Det er gennem viden, at jeg har opnået en stolthed over at være født i Somalia.”

Bashir Billow fornægter ikke, at der er hold i flere af stereotyperne, men han pointerer også, at han, som en del af diasporaen, har behov for positive fortællinger:

”Ja, der findes en del somaliere på kontanthjælp. Ja, der findes mange somaliske kvinder der går iklædt tørklæde og ja, der er en del somaliske mænd, der tygger khat. Det at have været med til at researche til forestillingen, har også været med til at cementere for mig, hvad det betyder for mig at være somalier og dansker på én og samme tid. Samtidig har jeg fået lov til at dykke ned i nogle af alle de myter og fordomme der er om somaliere i Danmark. Det er ret ambivalent for mig, for jeg har hverken en nationalfølelse over for Somalia eller Danmark. Men nu vil jeg gerne vide mere om somalisk kultur. Jeg vil gerne have at en masse forskellige mennesker skal se med, og så kan de tage det med sig, som de kan og lade resten ligge. Jeg vil måske ikke engang bruge ordet protest. For mig handler det om at producere et alternativt narrativ til dem der florerer lige nu.”

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

Historieløs

En af de alternative narrativer baserer sig på The National Theatre of Somalia. Et teater der i sin korte levetid stod som samlingspunkt for Somalia. Teatret stod færdigt i 1967 og fungerede som sådan frem til borgerkrigen brød ud i juli 1991. Siden da har det ageret våbenlager og offentligt toilet. Men i sin storhedstid var teatret samlingssted for somaliere på tværs af klan og religion. I Am Also Somalia er en nyfortolkning af en klassisk somalisk revy, en såkaldt riwayaad. Tre mikrofoner, plattenslagerhumor, musik og et publikum der skraldgriner. Det er en kulturel guldgrubbe som har været en del af Bashir Billows opvækst:

”De her riwayaads findes som fast inventar i vores forældres reoler, men jeg ved ikke, om det kommer til at leve videre i min generation? Og hvad med musikken? Hvor bliver den somaliske musiktradition af i diasporaen? Forsvinder den? Jeg ved det ikke.”  

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

Bashir frygter, at der i den somaliske diaspora kommer til at være en generation af historieløse somaliske danskere. Jeg spørger ham, hvad der sker, når man bliver ”historieløs”:

”Man bliver rodløs. Man mister sine nuancer. Man bliver grå. ”

I kampen mod stereotyperne og udvandingen af den somaliske kultur, kunne man måske forestille sig, at man blev vred og bitter. Men I Am Also Somalia er alt andet end bitter. I stedet arbejder den med historien ved at vende de hegemoniske strukturer på hovedet.

En af de historiske begivenheder der bliver taget under kærlig behandling, er ganske oplagt Bismarck og delingen af Afrika. I bedste folkeskolestil ser vi Afrika blive delt med lineal. Men i stedet for at fokusere på ”de stakkels afrikanere”, rettes blikket mod Bismarck og den tragikomiske blyantsdeling af et land, som ingen af de der sad med til bords, havde nogen reel forbindelse til. Hvor det satiriske blik igennem historien har været rettet én vej: fra hvid mod ikke-hvid, vendes blikket nu mod nogle af historiens magtpositioner. Bismarck bliver latterliggjort og publikum griner med. For Bashir Billow er det vigtigt, at få lov til at synliggøre absurditeten:

”Vi er en karikeret befolkningsgruppe. Jeg er den brune mand. Du er kvinde. Og så er der mennesket, dvs. den hvide, heteroseksuelle mand, som ikke behøver at blive præsenteret. Han er ligesom bare. Derfor har jeg det sygt grineren over at være Bismarck. Jeg elsker, at få lov til at arbejde med ham som karakter, gøre ham vammel, tage mig selv på maven. Gøre grin med ham, og mærke, at andre griner. Gøre ham virkelig karikeret. Jeg tror også, at der er et segment til denne form for humor. En del mennesker kender historien uden rigtig at kende den. Den er ligesom blevet for meget en historie fra historiebøgerne, og vi har glemt, at vi stadig kæmper med konsekvenserne i dag. Selv somaliske unge kender kun til historien i en udvandet form. Vi forsøger også at cementere hvor absurd det er, at sådan noget overhovedet har fundet sted. Derfor sker vores opdeling med lineal og blyant også nærmest i blinde. Det kan de fleste se det tragikomiske i. Jeg elsker at se folks reaktion, særligt fra de mennesker, der ikke rigtig kendte til absurditeten.”

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

Over de seneste år har begrebet ”politisk korrekthed” flere gange været oppe og vende i medierne: fra kolonialvarer, cirkelkaffe over skipper-mix og ”hudfarvet” plaster. Meningerne er mange, men måske er det netop satire med omvendte fortegn der skal til for at synliggøre det problematiske forhold der præger historien. Bashir Billow forklarer, at han selv er ret stor fan af den form for satire. Særligt, eller kun, når man bruger satiren til at sparke op ad og stille spørgsmålstegn ved tidligere eller nuværende magtindehavere:

”Igennem mange århundreder har hvide magtindehavere gjort grin med os, de brune, sorte, ikke-hvide.  Bevægelsen har været fra deres ophøjede position og ned til os. Der har været enorme mængder af det man i dag kalder hvidvaskning, dvs. hvide mennesker der ”klæder sig ud” og spiller en anden etnicitet. Der har været en generel accept af, at bestemte befolkningsgrupper bliver karikeret igen og igen. Det er sket så hyppigt, at mange i dag anser det som acceptabelt. Her vender vi historien lidt på hovedet, og jeg er ret vild med det.”

I Am Also Somalia, 2017. Foto: Rumle Skafte.

En af de mange originale ting ved I Am Also Somalia er, at Somalias historie fortælles af mennesker der har en reel levet erfaring med Somalia eller det at være del af diasporaen. Dette burde ikke hører til en særlighed, men der er desværre en tendens til, at vi anser det hvide menneske som et blankt lærred. Et lærred der kan formidle hvilken som helst historie. Dette er i sig selv en del af det hegemoniske system og den hvidvasknings-tendens som Bashir Billow omtaler. En scene med udelukkende sorte, brune eller ikke-hvide danskere hører til sjældenhederne. Dette er i sig selv en protest, og hvis I spørger mig, en ganske kærkommen en af slagsen.

Kunstens opgave

At bryde med historiske magtstrukturer, stereotyper og hvidvask kan måske synes som en stor opgave for kunsten. Men kunstens særlige evne er netop at den kan give os et nyt perspektiv. Dermed ikke sagt, at kunst altid skal tjene et større formål end den selv. Men i stedet for at tale til vores rationale eller forstand, formår kunsten at samle os omkring en sensorisk oplevelse. Det kan være en ganske god idé, da vores rationale og forstand til tider er temmelig rigide størrelser, der har svært ved at undslippe kulturelt konstruerede sandheder. Ved i stedet at bruge kunsten kan vi tilgå komplicerede emner med følelse og humor.

I I Am Also Somalia mødes vi rent fysisk i Pakhus 11 over duften af krydret somalisk te. Vi sidder side om side til denne atypiske historietime, der ikke bare skælder magthaverne ud, men tager magt over dem ved at latterliggøre deres handlinger. Her får vi lov til at se med, når Bahsir Billow sammen med resten af holdet søger efter Somalias stjerner i , hører Maryam Mursals stemme skære sig igennem Somalias kulturarv og fortælle os mere om landet, end det talte ord formår.

Forestillingen spiller desværre ikke længere, men jeg vil anbefale dig, at holde øje med Global Stories og SORT/HVID hvis du interesserer jer for kunst, event og produktioner der forsøger at udviske grænser og udfordre dine holdninger.

Det er stadig muligt at finde presse- og skolemateriale på www.globalstories.net. 

Hvis du har lyst til at høre flere fortællinger fra Somalia, om Somalia og af mennesker med rødder i Somalias jord, så skal du smutte forbi Sort/Hvid under teaterfestivalen CPH STAGE. Mellem den 31. maj og 11. juni løber festivallen af stablen, og den 3. juni kan du opleve en reading af tekster af unge, upcoming somaliere fra Skandinavien. Teksterne er udviklet på workshops i København, Malmø og Oslo i samarbejde med danske, svenske og norske scenekunstnere. Du kan læse mere om det her.

Faktaboks:

I Am Also Somalia er en co-produktion mellem Global Stories og SORT/HVID.

Global Stories er en organisation der laver research-baseret scenekunst, dokumentar, udstillinger og undervisning.

Ditte Maria Bjerg er sceneinstruktør, formand for Scenekunstudvalget hos Statens Kunstfond og kunstnerisk leder af Global Stories.

Bashir Khalid Billow er 28 år. Født i Somalia og kom til Danmark som 5-årig. Han har en bachelor i Internationale Udviklingsstudier og Socialvidenskab fra RUC.