Indkøbskurven er tom.
At male med kroppen
Interview & Portræt

Om Maria Lassnig, der frem til d. 26. februar udstiller på Kunsten i Aalborg Af: Ditte Haugstrup. 18.11.16.

Kunsten i Aalborg præsenterer, i samarbejde med Tate Liverpool, udstillingen “At male med kroppen”, som viser et bredt udvalg af Maria Lassnigs værker. Magasinet Kunst tegner et portræt af den østrigske maler.

Maria Lassnig (1919-2014) har levet et spændende og absolut ikke rosenrødt liv, og det skinner igennem i hendes kunst. Værkerne er opsigtsvækkende, særegne og til tider blevet anset som groteske. Det er den første udstilling med Lassnig i Danmark nogensinde.

Lassnigs kunstneriske karriere spænder over 70 år med inspiration fra flere verdensbyer. Udstillingen “At male med kroppen” skal give et retrospektivt indblik i Lassnigs kunst og karriere, og som titlen synes at understøtte, er der tale om værker der tager afsæt i kroppen. Centralt i Lassnigs kunstproduktion er netop udforskningen af den menneskelige krop, og hun har i den sammenhæng ofte brugt sin egen som model. Det er gennem skildringer af kroppen, publikum præsenteres for Lassnigs personlige oplevelse af verden.

En af de motiver Lassnig er kendt for, er selvportrættet, der kredser om den såkaldte ’kropsbevidsthed’. Hun belyser kroppen, både i dens dele og helhed, kroppens indre følelser og ydre fremtoning. Lassnigs malerier viser kroppen i en uromantisk tilstand, der både bearbejder politiske emner og mentale tilstande, fx ved at lade mavedeller, stikkende små øjne og andre alment opfattede uskønheder få plads i maleriet.

I 1994 siger Lassnig om ’kropsbevidstheden’ og hendes kunst: “Den (red. Lassnigs kunst) udgår fra den kropskal, jeg bor i: vær bevidst om brændpunkter, der fremkaldes af pres, spænding, mæthed eller tomhed, etc.… Når en af mine kropslige grænser tilføjes endnu en grænse, bliver billedet til en historie - og denne historie, opdager jeg, er altid underbevidsthedens sandhed.” (Kilde: Interview med Maria Lassnig i bogen “Dialog med det Andet”).

 


Maria Lessnig, Selbstporträt mit Stab, 1971. Foto: Venligst udlånt af Kunsten

 

Wien, Paris, New York...
Lassnig blev født i byen Kappel am Krappfeld i Østrig, hvor hun det meste af tiden blev passet af sin bedstemor. Under Anden Verdenskrig flyttede hun til Wien for at uddanne sig på Kunstakademiet, hvor hun stiftede bekendtskab med andre kunstnere og intellektuelle fra krigstidens kunstscene.

Senere tog Lassnig til Paris, som skulle spille en betydelig rolle i hendes tidlige malerier fra 1940erne og 1950erne. Hun fandt stor inspiration i de parisiske kunstneriske bevægelser. I 1950erne var hun medlem af kunstnergruppen “Hundsgruppe”, som navnligt skabte værker med abstrakte og ekspressionistiske træk.

I årene 1968 til 1980 befandt Lassnig sig i New York, hvorfra hun i 1980 vendte tilbage til den østrigske hovedstad, for at blive den første kvindelige professor i maleri i et tysktalende land ved The University of Applied Arts Vienna. Hun var i ledelsen på universitetet frem til 1997, det samme år som hun udgav bogen “Die Feder ist die Schwester des Pinsels” (engelsk titel: “The Pen is the Sister of the Paintbrush”) som omhandler hendes malerier. I 1988 var hun den første kvindelige kunstner, der fik tildelt prisen ‘Grand Austrian State Prize’.

Kantate
I New York-perioden studerede den berejste maler på School of Visual Arts, hvor hun lærte om animerede film. I disse år skabte Lassnig seks kortfilm. Hendes mest kendte film “Kantate” (også kendt som “The ballad of Maria Lassnig”) er dog produceret i 1992.

I “Kantate” beskriver Lassnig i ord, toner og billeder, hvordan hendes barndom var fyldt med drama, og hvordan “married-life is not made of sugar”. Hun nævner, at hendes udseende ikke bærer præg af nogen større skønhed, hvilket er interessant, eftersom hun netop ofte valgte sin egen krop som udgangspunkt i sin kunst.

“I painted far better than any man” synger Lassnig i videoen, da hun beretter om tiden på Kunstakademiet. Man mærker her et tydeligt oprør mod den gængse husmorrolle og datidens normative kvindebillede. Hun synger videre om kærligheden, der fejlede og den gentagne utroskab hun måtte opleve, og endeligt den forløsning som kunsten gav hende. Kunsten har holdt hende ung og gjort hende stærkere.

 


Maria Lessnig, Dame mit Hirn, 1990. Foto: Venligst udlånt af Kunsten

 

Ekspressionistiske selvportrætter
I ”Kantate” præsenteres publikum for en kvindelig kunstner, der tør fortælle om medgang og modgang i et ubeskedent og ærligt udtryk. Det samme gælder for Lassnigs kraftfulde selvportrætter, der udtrykker adskillige følelser, en krop kan gemme på. Malerierne var i de tidligere år både abstrakte og ekspressionistiske, men fra 1960erne vendte Lassnig sig væk fra de abstrakte malerier, dog stadig med den ekspressionistiske stil for øje, for at lade sig fuldstændig absorbere af kroppen og dennes fysiske og psykiske fremtoning.

MoMA, Museum of Modern Art, skriver at Lassnig, udover at være en af vor tids vigtigste malere, kan betragtes som en pioner inden for flere artistiske felter. Lassnig maler kroppen indefra og ud, i stedet for at skildre den udefra, som fx et fotografi gør. Malerierne skal vise, hvordan verden opfatter hende, i lige så høj grad som maleriet viser, hvordan Lassnig opfatter verden. Der er tale om en gensidig perception.

Lassnigs malerier er eksempler på både mareridt og drømme, grusomt og skønt. Hendes karakteristiske værker har været en inspirationskilde til Michael Kvium (f. 1955) og hans groteske billeder. Derudover har tysk-danske Christian Lemmerz (f.1959) også fundet inspiration hos Lassnig til sine skulpturelle værker.

Monster
Tidsskriftet The Guardian skriver, at Lassnig begrænsede sig til at skildre de kropsdele af sig selv, som hun fysisk kunne mærke. Så hvis baghovedet var følelsesløst eller hun ikke kunne føle sine ører, så blev disse blot undladt. Resultat var, skriver The Guardian, en krop på lærredet der til tider var deform, eller et billede hvor lemmer var forkortet eller placeret ved siden af kroppen.

Lassnigs kvindekrop blev ofte videreformidlet i forskellige forklædninger eller roller, som fx en robot, en baby eller et monster. Hendes selvreflekterende portrætter har altså ikke én bestemt karakter, og da hendes kunst strækker sig over så mange år, ser vi både den unge og den aldrende Maria.

 


Maria Lessnig, Zwei Arten su zein - Doppelselbstporträt, 2000. Foto: Venligst udlånt af Kunsten

 

Lassnig fortsatte med at male hele sit liv. De sidste billeder malede hun i en alder af 94 år. Hun blev ved med at udforske betragterens og sine egne grænser, og når MoMA mener, at Lassnig er en af samtidens vigtigste malere, er det med god grund.

Lassnigs kunst er blevet udstillet på The Museum of Contemporary Art, Los Angeles, Stedelijk Museum, Amsterdam, MoMA, New York og Serpentine Gallery, London. ”At male med kroppen” har været vist i England, men kommer altså nu til Danmark. Kunsten skriver, at de udover at vise Lassnigs signaturværker, vil vise sjældent sete værker, som er skabt på baggrund af politiske begivenheder.

Udstillingen dækker over abstrakte malerier, selvportrætter, tegninger, akvareller og animationsfilm. Her er en enestående mulighed for at opleve Lassnigs kunst og verden på nært hold.

 

Udstillingen er kurateret af Marie Nipper, Kasia Redzisz (Tate Liverpool) og Lauren Barnes (Tate Liverpool).  

På Kunsten i Aalborg kan man opleve udstillingen “At male med Kroppen” i perioden 18. november 2016 - 26. februar 2017.

Link til udstilling: http://kunsten.dk/da/udstilling/maria-lassnig-at-male-med-kroppen-6201

The Guardian artikel: https://www.theguardian.com/artanddesign/2016/may/14/maria-lassnig-under-the-skin

Link til MoMA-tekst: http://momaps1.org/exhibitions/view/376

“Dialog med det Andet” udgivet 1994 af Forlaget Brandts Klædefabrik.

Profilbillede: Maria Lassnig. Foto: Venligst udlånt af Kunsten

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig