Indkøbskurven er tom.
Debatskabende krigskunst på Charlottenborg
Udstillinger & Omtaler

SIMONE AABERG KÆRN på Kunsthal Charlottenborg (6/10 – 15/1 2017)

Af Søren Black
16-11-2016

Debatten om Danmarks krigsindsats i Libyen er rykket ind på Kunsthal Charlottenborg. Her har provokunstneren Simone Aaberg Kærn med værket Batalje fyldt en hel væg med en skildring af den bombning, der fandt sted over Libyen i 2011.

Man kan godt føle sig lidt lille, når man træder ind i det store rum på Kunsthal Charlottenborgs anden sal dette efterår. Her er nemlig udstillet et værk, der er syv meter langt, mere end to meter højt, har et hovedmotiv på fem meter, og endelig består af to sidefløje på hver en meter.

Værket Batalje af kunstneren Simone Aaberg Kærn er en hilsen til de politikere, der de seneste år har sendt danske soldater i krig. I det trefløjede maleri ser vi kontrasten mellem en kølig og professionel udført luftkrig og den kaotiske modstandskamp på landjorden, der fandt sted mod den tidligere diktator i Libyen Muammar Gadaffi.

Til højre ser vi de danske F 16-fly hængende roligt i luften og til venstre tidligere forsvarschef Knud Bartels på basen i Italien, der giver thumbs up til bombningen i Libyen.I den midterste del af billedet ser vi et kaos på jorden, der fungerer som modsætning til den ro, der hersker på sidefløjene. En ung mand, iført en trøje fra fodboldklubben FCK, er på vej over en bil i et spring. Det er Ryan Omar fra Nørrebro, der har libyske rødder, som tog til Libyen for at kæmpe med oprørerne mod Gaddafi. Det har været kunstnerens intension at understrege, at den bombning Danmark deltog i over Libyen ikke bare var vores krig, den tilhørte også de lokale. Dem ser man nederst i maleriet, hvor vi møder en bunke bagbundne lig. Den ene med næsen skåret af. Alle ligger de midt mellem eksplosioner og brændende biler.


Batalje. Foto: Søren Black

Maleriet er blandt andet baseret på Simone Aaberg Kærns egne observationer i Libyen, som hun besøgte under krigen i 2011. Kærn var her et smut forbi Det Danske Flyvevåben på Sigonella-basen i Italien, og hun tog på egen hånd ned som krigsmaler ved fronten i Libyen, hvor de danske bomber landede. Dermed er maleriet en delvis skildring af de hændelser hun iagttog, mens andre elementer er frie gengivelser af for eksempel pressebilleder.

Det er dog ikke første gang Simone Aaberg Kærn tager favntag med krigskunsten. Hun blev for alvor kendt i den brede offentlighed, da hun i 2010 blev præsenteret som maleren bag det portræt, der præsenterer de besøgende på Christiansborg for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens eftermæle. Her valgte Kærn at præsentere Fogh som statsministeren, der tog danskerne med fra bøgeskoven og ud på de internationale missioner i Afghanistan og Irak.


Batalje. Foto: Søren Black

For megen gru og rædsel

Den gru og rædsel, der vises i ”Batalje”, var dog for meget for Det Nationalhistoriske Museum i Hillerød, der i samarbejde med Forsvaret, havde bestilt maleriet i første omgang. Skitsen til maleriet, som Simone Aaberg Kærn havde udarbejdet, blev afvist med henvisning til udtalelser fra Forsvarsstaben. Her ønskede man, ifølge interne dokumenter, i stedet et maleri, der skulle vise publikum, hvilken succes den danske indsats i Libyen havde været. Det var ellers den daværende forsvarschef Knud Bartels, der ønskede, at lade Simone Aaberg Kærn genoptage en århundreder gammel tradition, hvor man lader kunstnere skildre begivenhederne på slagmarken i såkaldte bataljemalerier.

Danmark var igen blevet en krigsførende nation, og det var derfor oplagt at lade en maler som Kærn forevige den danske krigsindsats ved at skildre de tre enheder i forsvaret. Den oprindelige plan var derfor, at maleriet på Charlottenborg, der viser os krigen i Libyen (flyvevåbnet), skulle have haft følgeskab af en skildring af invasionen i Afghanistan (hæren), samt et maleri af indsatsen mod pirateri i Adenbugten (søværnet).


Batalje. Foto: Søren Black

Heroisk eller kritisk bataljekunst

Simone Aaberg Kærn er langt fra den første maler, der kaster sig over bataljekunsten, der groft sagt kan inddeles i to retninger. Den heroiske fremstilling, som ofte har været bestilt og betalt af krigens sejrherrer, og en der kritisk fremstiller krigens lidelser. Til det første kan nævnes maleren Niels Simonsens skildring af danske infanterister ved tilbagetoget fra stillingen Dannevirke i 1864. Mens vi i værket Guernica, der er Picassos fremstilling af den spanske borgerkrig, finder en kritisk tilgang til magthavernes krigslyst. Simone Aaberg Kærn lægger sig med sin fremstilling op af Picassos kritiske tradition, hvilket altså fik Forsvaret og Frederiksborg Slot til i den sidste ende at takke nej til hendes maleri.

Det har Kunsthal Charlottenborg heldigvis ikke gjort, og Simone Aaberg Kærns maleri af den danske bombning i Libyen er bestemt et besøg værd. En tankevækkende skildring af at det har store konsekvenser for de mennesker, der befinder sig på landjorden, når Forsvarets imponerende jagerfly går på vingerne.

Praktiske oplysninger

Batalje på Kunsthal Charlottenborg kan ses frem til 15. januar 2017.

http://charlottenborg.dk/da/udstillinger/simone-aaberg-kaern/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig