Indkøbskurven er tom.
Makeover til Bellevue Teatrets "moderne Venus"
Reportage & Debat

Mandag blev Bellevue Teatrets 80 år gamle scenetæppe, som er udsmykket af Aage Sikker Hansen, nedtaget til konservering.

Bellevue Teatrets imponerende scenetæppe med den ”moderne Venus” skulle mandag nedtages fra sin plads på scenen, hvor hun har hængt siden teatrets åbning i 1936. Magasinet Kunst fik lov til at overvære den komplicerede proces med at få det 62 m2 store tæppe afmonteret.

 

Af: Annika Skaarup Larsen. 05.10.2016

 

Det var en ældre dame, der mandag formiddag skulle eskorteres fra Bellevue Teatret i Klampenborg. Teatrets store scenetæppe fra 1936, som er udsmykket med en badende kvinde af maler og illustrator Aage Sikker-Hansen, skulle efter 80 år på scenen tages ned og transporteres til Kunstkonserveringen på Kronborg i Helsingør. Her skal hun gennemgå en større renovering inden hun igen er tilbage på scenen til januar næste år.

Scenetæppet er en integreret del af Bellevue Teatrets arkitektur, som er tegnet af Arne Jacobsen. Motivet af bestilt af arkitekten selv, da han gerne ville trække Bellevue Strandbad, beliggende få hundrede meter borte, ind på scenen. Også tagkonstruktionen tjener dette formål – taget kan nemlig skydes til side, således at duften af hav og skov fra den omkringliggende natur kan trænge helt ind i teatersalen og præge gæsternes oplevelse.

Opgaven med at udsmykke scenetæppet gik til Aage Sikker-Hansen, som siden blev en kendt og elsket plakatkunstner og illustrator. Tæppets badenymfe er udført i den særegne stil, som Sikker-Hansen var kendt for: Enkle motiver fra virkeligheden, ofte frodige kvinder med runde former og solide ben, realiseret i få farver. Arne Jacobsen kaldte i forbindelse med teatrets åbning pigen for ”en moderne Venus, som er symbolet paa et nyt Bellevue.”

 


Motivet er hentet fra Bellevue Strandbad. Foto: Kunstkonserveringen.

 

Tæppet, som aldrig tidligere har været afmonteret, måler 7 x 8 meter, så nedtagningen krævede omhyggelig planlægning. Det blev rullet direkte på nogle store papruller, som målte 58 cm i diameter og 7 meter i længden. De skulle sikre at tæppet kom sikkert til Kronborg. Selv om det store værk udgør lidt af en logistisk udfordring er de på Kunstkonserveringen vant til store værker, og i deres værksteder er de i stand til at arbejde med genstande, der er tre gange så store.

 


Et af de huller, som Kunstkonserveringen skal reparere. Foto: Kunstkonserveringen.

 


Vandskaderne er tydelige tæt på. Foto: Kunstkonserveringen.

 

Det er chefkonservator ved Kunstkonserveringen Søren Bernsted, som står i spidsen for konserveringsarbejdet, og han overså ligeledes nedtagning og transport. Han fortæller om processen:

”Maleriet har jo 80 års jubilæum i år, så det har holdt sig godt, når man tænker på at det er en brugsgenstand, som jævnligt tages ned og op. Men der er nogle voldsomme vandskader og nogle blinde partier, som vi skal fjerne.”

Vandskaderne opstod ved en test af sprinklersystemet, som brandvæsenet udførte mens tæppet var rullet op, og sporene herefter er tydelige som vandrette striber ned lags motivet. Derudover er den største udfordring at maleriets farve ikke længere binder ordentligt til lærredet.

”Farvelaget er udført i vandopløselige farver og smitter af, når man fører håndfladen henover det. Det skaller voldsomt op og sidder meget ustabilt, så vores opgave er at fastlægge det på lærredet ved at påføre et nyt bindemiddel. Det kan vi ikke gøre direkte, da der vil komme skjolder hvis vi pensler det på. Derfor skal det i stedet påføres som en fint forstøvet væske, så farvelaget vil bindes fast.”

 


Her ses det glughuller, som stjerner som Liva Weel har kigget igennem, og skaderne omkring det. Foto: Kunstkonserveringen.

 

På grund af maleriets overvældende dimensioner, vil konserveringen foregå stykke for stykke. Det store lærred rulles fra transportrullen hen over et særligt lavtryksbord, hvor arbejdet udføres, og hen på en ny paprulle. Ud over farvelaget, som skaller af lærredet, er en central udfordring de tidligere reparationer, som tidligere er blevet udført på værket, fortæller Bernsted:

”Der er forskellige skader og flænger i billedet, ligesom der er tidligere reparationer, hvor selve reparationen har været med til at forøge skaden. Det er specielt omkring det glughul, hvor stjerner som Liva Weel har stået og kigget ud på publikum. Der har limen krøllet lærredet i voldsom grad. Ved al konservering gælder det om at fjerne tidligere tiders restaureringer da vi ikke kan reparere ovenpå gamle reparationer. Også selvom det højst sandsynligt har været udført med en for tiden meget fin metode. Men med skiftende luftfugtighed har reparationen trukket i lærredet og gjort det deformt. Det er det vi skal rette op på”

 


Foto: Kunstkonserveringen.

 


Foto: Kunstkonserveringen.

 


Foto: Kunstkonserveringen

 

9 personer indgår i restaureringen og hen ved 1000 timer vil blive lagt i det store projekt, som er muliggjort med støtte fra Augustinus Fonden. Restaureringen færdiggøres inden årets udgang.

 


Foto: Kunstkonserveringen.

 


Chefkonservator Søren Bernsted forsegler pakken inden den kan transporteres til Helsingør. Foto: Kunstkonserveringen.

 

http://www.bellevueteatret.dk/

http://www.kunstkonserveringen.dk/

 

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig