Indkøbskurven er tom.
Anmeldelse af to soloudstillinger: Mette Winckelmann og Michael Würtz Overbeck på Overgaden
Af Annika Skaarup Larsen. 22.09.2016
Store, stoflige lærreder, der vidner om tilblivelsesprocessen og en totalinstallation, der reflekterer over døden. To meget forskellige soloudstillinger kan lige nu opleves på Overgaden. Men selv om Mette Winckelmanns udstilling Come Undone og Michael Würtz Overbecks Parable of Love ikke umiddelbart anvender samme sprog, kan de to godt tale med hinanden.
I underetagen hænger Mette Winckelmanns store, stoflige lærreder ned fra loftet. De minder om udendørs bannere, hvor den information, vi forventer at finde, er blevet erstattet af påtrykte rektangler i en, to, tre eller fire farver. Rektanglerne spejler rammernes format, men på lærredet overlapper de hinanden og flyder sammen i nye, geometriske formationer. Går man tættere på, kan man se, at de – til en vis grad – er underlagt et blyantstegnet grid, eller gitter, som stadig er synligt bag farven.
Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Arbejdet med grid’et går igen i Winckelmanns praksisser, ligesom sammenstillingen af det bløde tekstil og den stramme geometri gør det. Gennem maleri, collage, tekstil og installation arbejder hun med abstraktionen og det rent formelle, men altid på baggrund af materialer ladet med kulturelle eller konkrete betydninger.
Også i denne maleriske installation får materialerne lov at tale bag de rationelle systemer. Men de enkelte værker har svært ved at få ordenlyd i en installation, hvor gentagelsen og det serielle overdøver værkernes egenart.
Velkommen bag kulissen
På Overgaden inviterer de frit hængende lærreder beskueren til at bevæge sig ind blandt dem og opleve både forside og bagside – både de farvelagte flader og de blindrammer, som stoffet er hæftet på. Herinde er malerierne mere end motiv og komposition. De er også synlige som genstande, der eksisterer i vores fælles rum.
Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Det er denne dobbelthed mellem abstraktion og fysisk virkelighed, som findes i Winckelmanns værker. Med sin stærke formalisme lægger kunstneren sig i forlængelse af efterkrigstidens konkrete kunst, hvor man forsøgte at udvikle et universelt og rationelt formsprog baseret på geometriske principper og grundfarver. På Overgaden har kunstneren begrænset sig til farverne sort, hvid og rød for senere at påføre den blå. Det er, ifølge udstillingsteksten, også en reference til farveudvindingens udvikling, hvor blå først bliver tilgængeligt senere hen.
Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Abstraktion og krop
Imod det konceptuelle insisterer værkerne på et eget, fysisk liv og en plads i vores konkrete virkelighed. Blindrammernes brugsspor og de tilbageblevne blyantslinjer på stoffet vidner om en tilblivelsesproces og om valg, kunstneren har foretaget. Geometrien mister her sin eviggyldighed og bliver i stedet til abstraktion med et forløb og en krop.
Udstillingens titel Come Undone perspektiverer til forbindelsen mellem materiale og menneske. På engelsk kan udtrykket helt konkret henvise til når noget – en knude eller et stykke tøj – løsner sig eller falder fra hinanden. I overført betydning er det i stedet individet der falder fra hinanden eller går i opløsning. En mental tilstand, som forklares kropsligt. Sådan bruger Robbie Williams, Duran Duran og Placebo det i hvert fald i deres sange med samme titel.
Husk du skal dø
Går man ovenpå konfronteres man med nye store spørgsmål om det evige og om menneskekroppens begrænsninger. Michael Würtz Overbeck har indrettet overetagen sådan, at vi som beskuere bliver ført gennem snævre korridorer, der umuliggør det store forkromede overblik. Vi må møde værkerne uforberedte og ad den rute, som er lagt ud for os.
Temaet opridses ved indgangen til udstillingen af en tegning af en mand med dødsmaske, som kigger ud på os gennem et spejl. Gaze (The Mortality of the Other) hedder værket, som vil have os til at forholde os til andres dødelighed, såvel som, må vi formode, vores egen.
Transition, 2016. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Udstillingen udfolder sig igennem den smalle gang, som det draperede forhæng dikterer. I mørket møder vi en svævende lyskugle indhyllet i røg, som både bringer os ud i verdensrummet og ind i menneskesindet. I mørket opstår en bevægelse mod lyset. Altså noget nær det, de som har haft nærdødsoplevelser, kan berette om. Videoværket From X to Y spejler denne bevægelse. Her roterer en kugle stadigt hurtigere, mens der på lydsiden reflekteres over vores plads i verden blandt 7 billioner andre mennesker, vi aldrig kommer til at kende.
På scenen og bagved
Udstilling referer flere gange til barokkens iscenesættelse af en gådefuld og foranderlig verden. Masken, labyrinten, spejlet og det teatralske bagtæppe er alle barokke billeder på, at tingene ikke er, hvad de ser ud til. På samme måde er der i Würtz Overbecks installation en søgen efter mening, som konstant undslipper os.
The Ethereal Beauty of the Little and the Vast, 2016. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Ved at gentage symboler og betydninger folder værkerne sig ind i hinanden, men det store, forløsende narrativ, som kan samle alle trådene, kommer vi ikke i nærheden af. En løsningsmodel kunne være barokkens Theatrum mundi, verden som et teaterscene, hvor livet udfolder sig foran et uigennemtrængeligt bagtæppe. Men her er det uklart, på hvilken side af bagtæppet vi befinder os.
From X to Y, 2014. Installationsview. Foto: Anders Sune Berg.
Ankomst til destination
Fra labyrintens mørke og uigennemskuelige passage ledes man ud i et lyst rum, hvor der står et stativ med hængemapper og et bord med forskellige genstande. Den forudgående rejse gennem ukendt territorium præger oplevelsen af pludselig at stå i et åbent rum. Det er som en ankomst til en destination, man ikke kender.
Hos denne skribent bragte det mindelser om Stanley Kubricks Rumrejsen 2001, hvor astronauten Dave Bowmans rejse ender i et hvidt, surrealistisk hotelværelse. Eller om Harry Potter (spoiler!), hvor hovedpersonen møder sin egen død, men genopstår i et helt hvidt limbo, der tager form som Kings Cross Station.
På denne måde bevæger Würtz Overbecks udstilling sig mellem det fysiske rum, kunstneren har opbygget, og de abstrakte begreber, vi har så svært ved at få hold om. På en helt anden måde end i underetagen, i et helt andet sprog, bliver vi på ny bedt om at forholde os simultant til det fysiske og det abstrakte. For hvad er på en gang mere kropsligt og mere uhåndgribeligt end døden?
Udstillingerne kan ses på Overgaden fra d. 3. september - d. 23. oktober 2016
http://www.mettewinckelmann.com/
http://www.michaelwurtzoverbeck.dk/
