Interview med kunstneren Mie Olise Kjærgaard. CODE Art Fair, Art Copenhagen, 26.-28. august.

Af Eline Eggers, 25. august 2016

Det emmer af kunst, malerpletter og hårdt arbejde på Statens Værksteder for Kunst på Christianshavn. Her i et rummeligt atelier, hvor lyset vælter ind af store rundede vinduer, arbejder Mie Olise Kjærgaard for øjeblikket med noget spritnyt. Ikke bare nye værker, men også en helt ny stil. Hun skal deltage på CODE Art Fair og er i gang med at udvælge de værker, der skal med.

“Det skal være en af de store og to af de små”, forklarer Mie Olise Kjærgaard og peger på de store lærreder, der står side om side op ad den ene væg langs rummet. “Vi har ikke helt besluttet os endnu, men det skal nok gå op i en højere enhed på messen.”

Hun stryger en vildfaren tot lyst hår tilbage i en let håndbevægelse. Hun har arbejdet på værkerne i mange dage og måneder, og hun glæder sig til at vise det frem. Især denne gang. For hun har noget nyt med. Noget helt helt nyt. Noget hun aldrig har prøvet før.

Mie Olise Kjærgaard, 'Puch vs yahama', 150x130 cm, 2016.

Den gode omvej
Mie Olise Kjærgaard vidste, at hun ville noget med maleri allerede som 15-årig. Men hun skulle en masse omveje, før hun endelig stod der, hvor hun vidste, hun skulle være. “Det har egentlig aldrig været et spørgsmål for mig, at jeg skulle være kunstner, men jeg er blevet trukket ind i alt muligt andet på vejen.”

Efter 3 uger på Designskolen hoppede hun videre ud i arkitekturen, hvor hun blev færdig som arkitekt i 2001. Men de konforme rammer og dét at skulle tænke i faste koncepter tiltalte ikke Kjærgaard. Der skulle hele tiden være en kunstnerisk dimension, i det hun lavede.
“Jeg har haft et tøjfirma, hvor vi eksperimenterede. Det var egentlig arkitektur om kroppe, der blev til et par tøjkollektioner, men der skulle hele tiden være et kunstprojekt foran.”

Det manifesterede sig i produkter i et krydsfelt mellem arkitektur, kunst og design, som hun lavede sammen med en veninde fra arkitektskolen, men det var svært at få lov til at udstille på det tidspunkt. Verden havde ikke rigtig set noget lignende, og den var ikke klar til sådan en hybridform.

“Men efter 5 år i Laboratorium for kunst arkitektur og design, hvor jeg allerede som 15-årig havde bestemt mig for, at det var billedkunstner jeg skal være, havde jeg fået forvildet mig ind i alt muligt. Så på et tidspunkt, måtte jeg bare sige til mig selv, at det jo ikke var det, der var meningen.” Og efter den tid, fokuserer Mie Olise kun på kunsten. Hun er blandt andet meget optaget af konstruktioner med funktioner - et skib, en fabrik, og deres linjer, og hun maler frem til sidste år inden for særligt dette motivfelt.

Nyt liv, ny energi
Et stort plankebord er stablet op langs den ene væg i Mie Olises lyse atelier og her ligger malerbøtter, pensler, papir, skitser, blyanter, tøjstykker, en pose søde blommer og et the-brev. Alt hvad et kunstnerhjerte kan begære. Hun sætter sig på en stol for enden af bordet. Hun forklarer levende med hænderne og de klare blå øjne skinner af iver for at fortælle om det her nye hun er i gang med.

“Folk kender nok mest mine ting, som de her flyvende skibe og huse på pæle, og så ser man det her, og så er det bare et helt andet sprog.” Hun peger på værkerne på gulvet. De er i samme stil som de store op ad væggen. De er beviser på Kjærgaards nye periode. De udfolder store farveflader, buede tykke strøg, cirkler oven på cirkler, og enkelte steder den karakteristiske ananas som hun bruger i mange af sine værker.

“Før var mine ting vejrbidte og frønnede, en lugt af tjære, og det har jeg i mange år haft behov for at udforske. Men så kom jeg til et mætningspunkt sidste år, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke havde behov for at gå ind i det igen. Jeg arbejder stadig med huse og skibe, bare på en anden måde nu.”

Skibene ses også stadig i de nye værker. Men på en mere abstrakt facon, hvor intensiteten er en helt anden, hvor man skal tænke og føle lidt ekstra, når man betragter dem. De rummer hemmeligheder, der gør at man bare bliver ved med at kigge og kigge for at se hvad der gemmer sig i hjørnerne.

Mie Olise Kjærgaard har bygget de nye værker op nærmest som huse, startende med fundamentet og så bygget op ad i lag. Inspirationen kom efter en researchrejse til Venezuela, hvor hun så ufærdige højhuse, som var blevet forladt af den ene entreprenør efter den anden, og derfor fremstod i skiftende lag. Derudover havde befolkningen slået sig ned i bygningen og hængt stof og vasketøj op mellem bærestolperne.

“Jeg havde et projekt på museet i Venezuela (red. Museo de Arte Acarigua i Venezuela), som var lidt under radaren, og jeg havde sindssygt meget materiale fra rejsen i 2013, så tænkte jeg, nu har jeg muligheden for at komme ud med det her. Og da jeg endelig begyndte at lave arbejdet, så kunne det slet ikke stoppe. Jeg gik arkitektonisk til værks, som jeg plejer, og kiggede på deres ruiner, og dernede peger deres ruiner rigtig meget på deres politiske situation her og nu - hvor vores ruiner er gamle og peger mod noget historisk. Det var shopping centre og banker som aldrig blev færdigt. Så det hele står og stritter.”

Mie Olise Kjærgaard, 'Ship, boat, leaves', 150x130 cm, 2016.

Den uperfekte bygning
Farverne og stoffet optog hende meget i starten af den nye proces, og hun begyndte at lave forskellige hængekøjer og sætte dem op på nye måder. Sammen med malerierne begyndte de at få den kaotiske og uperfekte fornemmelse, som Mie Olise Kjærgaard mener var vigtig at arbejde med.

“Det jeg begyndte at kigge efter, var de horisontale strategier, der ændrede sig i bygningerne, og inden for arkitekturen hedder det en ‘uærlig konstruktion’, og det må man jo for guds skyld ikke. Det var inspirerende. Det viste konkurs og overlevelse, og det var noget nyt at arbejde med. Jeg kom til at tænke på de foldetegninger, man lavede som barn, hvor man har underdelen af noget og så bygger noget forskelligt op.”

Men hun havde ikke lyst til bare at tegne bygningerne op og lave dem præcis som hun så dem, det var mere principperne bag, der var spændende. Det var sammensætningen af elementer, der ikke hang sammen, der tiltalte hende, og det er blevet en regel for hende, når hun nu går i gang med nye værker.

“Det er blevet et mere kaotisk system, som gør at malerierne lige pludselig ser helt anderledes ud. Når man skifter stil, så får man, som maler, lov til at bryde med nogle regler. Jeg har før haft det sådan, at hvis sammenstillingen af lyseblåt og brunt skete, så var resten af vejen lagt, så ville jeg lave en aktion/reaktion, som jeg havde lavet før, med mindre jeg gjorde noget helt vildt, som var bevidst. Den er helt brudt nu.”

Hvordan sætter man en streg igen
For Mie Olise Kjærgaard er processen omkring malerierne en helt anden nu. Hun beskriver, hvordan der er kommet nyt liv og energi ind i processen og en lyst til at prøve helt nye ting af. Ting hun aldrig har prøvet før.

“Når man laver flade og fylder felter ud, er der en anden sirlighed. Jeg kan stå med en linje som jeg er omhyggelig omkring, som får en meget fin energi. Men jeg med den anden malemåde før, var så hjemme i mig selv, at jeg efterhånden kunne sætte stregen nærmest alt for nemt. Det med at skulle blive bevidst om, hvordan man sætter en streg igen, det er rigtig sjovt, efter 25 år.”

Det med at tage maleriet på en helt ny måde, og køre det igennem maskinen med helt nye tanker og energier, er en spændende oplevelse. Også bare at være vidne til fra beskuerrækkerne. Kjærgaards løbende udvikling beskriver meget godt, hvordan vi alle sammen går fra en måde at tænke, føle, gøre til en helt ny. Det er spændende, skræmmende og virkelig intenst.

Men på den anden side har Mie Olise stadig sin streg og sine dryp, der gør hende til hende.
“Man kan åbenbart ikke løbe fra sig selv, om jeg så ville, så ville jeg have svært ved at lave noget der er fuldstændig renskuret. I mit skal der ske et eller andet.”

Mie Olise Kjærgaards værksted og de nye værker.

Hjerne-og-krop-projektet
Den lagdelte struktur, som Mie Olise Kjærgaard har kastet sig ud i, giver automatisk en trang til at tegne de forskellige dele op, men, forklarer hun, så er hun først for fremmest maler, og på et tidspunkt så kommer mavefornemmelserne og den kropslige kontakt, og så må hun lade impulserne gøre arbejdet.

“Jeg skifter mellem at bruge hjernen og kroppen, og nogen gange så må man slå hjernen lidt fra og lade kroppen følge sin egen vej. Så må man tænke over det bagefter, og hvis det så overhovedet ikke passer ind i konceptet, så får det selvfølgelig ikke lov til at komme ud af værkstedet, men hele den proces, det er min livsnerve.”

Og så begynder maleriet at ville nogle ting, for eksempel en stor sort klat midt i billedet og så er det som om det lyserøde skal være nede i hjørnet. Så ruller kolbøtten, forklarer Mie Olise. Det hele ruller i en bevægelse frem mod noget uforklarligt.

“Og det er her at det konceptuelle og ideen med maleriet ikke styrer alene, fordi et maleri er et maleri. Det synes jeg er vigtigt, at det får lov til at være – med sin egen krop og logik. Da jeg var yngre, kunne jeg godt påstå at maleriet var 100 % konceptuelt, fordi jeg havde behov for at være med i den overbevisning. Men nu er jeg egentlig ligeglad. Jeg laver det, jeg laver.”

Men det er stadig interessant, hvorfor en beslutning bliver taget og hvad den fører med sig. Kjærgaard er optaget i sin refleksionsproces, lige så meget som sin kunstneriske proces. Hvad er det, der virker? Hvad er det, der ikke virker? Og hvorfor er fiaskoen nogle gange ekstrem vigtig. Men essentielt for Mie Olise Kjærgaard er mind-body-diskussionen. For hende handler det om at lade kroppen styre lige så meget som hjernen. At lade sansningen få lov. Et koncept kan måske sætte tingene i gang, men på et tidspunkt, må man lade hånden gøre, hvad den vil, og så lægge ekstra mærke til fin-impulserne og sende dem i sving. Der males med hjerteblodet, og det bringer ikke kun ilt ind i hovedet, men også ind i armen, i benet og hele vejen rundt i kroppen.

Mie Olise Kjærgaard, 'Black boat', 150x130 cm, 2016.

Modige Mie
På gulvet længst til højre, længst væk fra døren, ligger et stort hvidt maleri, med helt enkle streger. Det ligger som Mie Olise Kjærgaard forlod det sidst. Hun har malet på det en gang og så efterladt det. Hun har ikke tænkt sig at male det anden gang.

“Det med at stoppe, det har jeg aldrig tilladt mig selv. Jeg har tit haft et maleri, hvor jeg har tænkt, at det spiller, men hvor jeg har vidst, at det jo ikke er mig, der laver den slags. Men nu har jeg udvidet margenen for, hvad jeg kan tillade mig. Hvis jeg laver det, så laver jeg det. Det handler meget om mod til at lade noget stå og stoppe et maleri, når det er færdigt første gang.”

Mie Olise Kjærgaards nye proces, nye værker og nye energi og spontanitet har taget denne skribent med storm. Værkerne er intense og svimlende interessante. Den lækre abstrakte og samtidig figurative og formfokuserende tilgang er forfriskende. Det handler om urkraften, om at lade kroppen handle og gribe efter det der ikke er endnu. Det handler også om mod. Mod til at tage sit arbejde, vende det på hovedet, og starte helt forfra. Starte fra bunden og genskabe sig selv og sin kunst. Mie Olise har gjort det, og udviklingen bliver spændende at følge.

“Kunsten ligger i intensionen, og kunstneren har en pligt til at vende tingene på hovedet og bruge en anden logik - gøre det hele interessant på en anden måde.”

Mie Olise Kjærgaard kan opleves på CODE, hvor hun udstiller sammen med Galleri Kant.

Derudover udstiller hun på Vesthimmerlands Museum fra d. 10. september.

Klik ind på hendes hjemmeside her.

Og se hvad Galleri Kant ellers har at byde på her.