Glyptoteket genopliver den antikke by Crustumerium.

Af: Mathias Belli 16.08.2016

Oldtidsbyen Crustumerium var for næsten 2500 år siden centrum for kulturmøder, og spillede en væsentlig rolle for Roms tidlige historie. Glyptoteket har i samarbejde med arkæologer og de italienske kulturmyndigheder, genoplevet den antikke by, og sætter fokus på datidens forestillinger om død og efterliv.
 

Man træder ind i udstillingens sparsomt belyste lokale, der med små spots strategisk placeret, er med til at skabe den rette atmosfære for udstillingens tematik. I små montrer bevæger man sig rundt mellem knogler, kranier, urner, og diverse smykker fra en svunden tid. Det er et overskueligt lokale, der giver mulighed for at dykke ned i hver enkelt genstands historik. Udstillingen er inddelt i tre tidsperioder, og når man går igennem rummet, går man samtidig igennem over 400 års historie.

Crustumerium opstod i det 9. århundrede f.Kr. og blev første gang opdaget i 1975 godt 15 km nord for Rom. I dag anses det for at være et afgørende vendepunkt i arkæologien. Den blev hurtigt et knudepunkt for forskellige kulturelle impulser, og havde væsentlig kontrol over handelsruten fra Etrurien til den italienske halvø. De kulturelle impulser fra Rom, Etrurien og de omgivende latinske stammer, ses tydeligt i latinske bys religion og gravskikke, hvor elementer fra de forskellige kulturer er at finde. Arkæologer opdagede hurtigt at Crustumerium var omgivet af adskillige gravpladser, hvor der stadig i dag foretages udgravninger. Glyptoteket sætter rammen for et ambitiøst projekt, der sætter fokus på en uddød civilisations syn på død og efterliv.

De tidligste af byens grave menes at være fra 830-730 f.Kr. Ikke meget er bevaret, og de få grave der er udgravet har tilhørt samfundets elite. Gravene fra denne tidlige periode – de såkaldte fossagrave – var simple, aflange huller hvor den døde blev lagt direkte på jorden i graven, eller lagt i en trækiste. På jordoverfladen var gravene markeret med en gravmarkør i sten, udformet som en lille hytte eller et hustag. Små indgangsdøre er udformet, samt et stråtag med to røghuller. Hytten kan ses som have været et udtryk for den dødes endelige og evige hjem, eller muligvis et ønske om at yde beskyttelse over den døde. De efterladte var nu også i stand til at finde graven igen, når de kom for at sørge.

Gravmarkør i form af en hytte.
Monte Del Bufalo-gravpladsen ved Crustumerium
Tuf-sten.
8-7. årh. f.Kr
Foto: Mathias Belli
 

Nye gravskikke
Noget af det mest spændende ved udstillingen ses ved hvordan gravene afspejler Crustumeriums udvikling: dens spæde begyndelse, den blomstrende storhed, og endelig dens langsomme fald, hvor byen endte som en mennesketom romersk militærpost.

730-600 f.Kr står for den midterste periode, den livlige og blomstrende tid i byens historie, og gravene er en klar afspejling deraf. Man kan nu se kostbare smykkesæt, og værdifulde personlige ejendele blive begravet med deres ejere. Man kan se drikkekopper og kander, som var en del af de rituelle måltider, der blev en fast bestanddel af begravelsesritualet. Hele sæt af udstyr indikerer den sociale rang, og er med til at sikre overgang til dødsriget. Derudover begynder man også at se orientalsk inspirerede motiver og importvarer, som tegn på byens status som knudepunkt for handlende og omrejsende.

Gravene voksede nu i størrelse og kompleksitet. De såkaldte loculus-grave blev indført, som vi kender som den simple, rektangulære form, og udvidet med små tilhørende rum og nicher, hvor gravgodset kunne blive lagt. Endelig opstod egentlige kammergrave, de mest komplekse grave der hidtil var set, hvor den døde blev lagt i en tillukket niche i gravens væg eller på kammerets gulv.

Et eksempel er en grav med en kvinde på omkring 20-30 år. Kvinden var blevet fundet begravet i en udhulet træstamme. Hun har båret en halskæde med glasperler, og ved hendes overkrop blev fundet nåle i bronze og jern. På hver side af hendes hoved fandt man tynde spiraler af sølv, der har været snoet ind i hendes hår. I en lille niche ved hendes hoved var lagt et større banketudstyr, og hele fem stjerneformede tenvægte symboliserede kvindens sociale rang. Tenvægte, samt væve- og spindeudstyr var med til at symboliserer kvindernes huslige ansvarsområde, og ses kun i de mest velhavende kvinders grave.

Gravgods fra loculus-grav.
Monte Del Bufalo-gravpladsen ved Crustumerium.
Ca. 650 f.Kr.
Foto: Mathias Belli

Den sparsomme undergang
Den sene periode for Crustumerium begynder ca. 600 f.Kr. Den blomstrende og rige by var nu blevet indtaget af Rom, og størstedelen af byens oprindelige befolkning udvandrede. Denne nye udvikling ses i forbindelse med en markant sparsommelighed i forhold til tidligere tider ritualer. Både antallet af gravgaver og deres værdi faldt markant, samtidig med at de individuelle grave nu blev udvidet til større kammergrave og familiegrave. De store banketsæt forsvandt helt, og det eneste tilbage er enkelte drikkekopper, kander eller et enkelt smykke.

Hertil blev placeringen af den døde og gravgaverne mere tilfældig, og det ses endda at resterne af en tidligere begravelse blev skubbet sammen i et hjørne af kammeret, for at gøre plads til et nyligt afdødt familiemedlem. Den førhen så omhyggelige omgang med gravsteder og de døde er nu forsvundet. Der blev lagt vægt på en mere sparsommelig fremvisning af gravstedet og gravgodset, og en mere beskeden tilgang til forestillingen om døden og efterlivet.

Man kan se et stort gravgods fra en underjordisk kammergrav, der indeholder tre nicher i væggene med knoglerne af fem personer, formentlig brugt som en familiegrav, og gravlæggelserne er sket over flere gange. Denne grav indeholder en lille mængde kopper og kander, og viser hvordan banketten ikke længere blev prioriteret i begravelsesritualet. Kammeret har været åbnet og lukket over flere omgange, og det er vanskeligt at afgøre hvilke genstande hører til hvilken person.

Gravgods fra kammergrav.
Monte Del Bufalo-gravplads ved Crustumerium
Ca. 600-550 f.Kr.
Foto: Mathias Belli

En arkæologs arbejde
Sidst i udstillingen kommer man ind i et rum, der tager os med bag udgravningerne. Bag et opsat laboratorium står en arkæolog i arbejde, og er klar til at tage imod spørgsmål og kommentarer som besøgere kunne have. Til højre er der opsat en film om graverarbejdet i Rom, og processen med at få transporteret materialet tilbage til København.

En hollandsk arkæolog sidder fordybet over arbejdet med et såkaldt ”blocklift” – et stykke af en grav fra Crustumerium. Ved siden af er der projekteret en film fra udgravningerne i Italien, der viser hvordan jordblokkene bliver udgravet, og nænsomt transporteret til København. Når vi kommer ind i rummet møder arkæologen os, og står parat til at svare på spørgsmål, vi måtte have.

Hun tager sin computer frem og viser, hvordan de har taget disse stenblokke fra udgravningerne, og derefter taget røntgenbilleder af blokkene, så man får en idé om, hvad man kan forvente at finde. I laboratoriet kan genstandene bedre bevares, da man arbejder i et kontrolleret miljø med mikroskoper og avanceret udstyr. Metoden muliggør også, at fundene hurtigt kan tages ud af udgravningen, og dermed reddes fra gravrøvere.

Der bliver foretaget røntgenbillede af jordblokkene for at analysere indholdet.
Foto: Mathias Belli

Laboratoriet er et forfriskende pust der viser os arbejdet bag de mange opsigtsvækkende fund. Vi ser her arbejdsmetoderne og den langsomme opdagelsesproces der ligger bag, og er en del af arkæologens arbejde. Det er idérigt og giver mulighed for interaktion med folkene bag, og for eventuelle spørgsmål. Rummet bidrager til en større forståelse for processen bag, den minutiøse udforskning og udgravning, der skal til for at skabe en udstillingen som denne.

Profilbillede: Gravgods fra fossagrav.
Monte Del Bufalo-gravpladsen ved Crustumerium
8. årh. f.Kr.

"Crustumerium. Død og Efterliv på Tærsklen til Rom" kan ses på Glyptoteket fra d. 19.5 - 23.10.2016

Link til udstillingen