Rejsebrev af Tove Thage.

Die Kunst ist zurück / Kunsten er tilbage i Hamburg.

Hamburger kunsthalle blev genåbnet den 30. april 2016 og fejredes med gratis entré frem til den 31. maj. Byen inviterer kunstinteresserede turister til en museumsrundtur via en ny guide og et nyt Museumsmeile-pas. Magasinet Kunst går turen langs kunst-milen i Hamburg.

Kunsten er tilbage i Hamborg. Det står med store bogstaver på Kunsthalles kuppel og længere nede af den brede boulevard, Glockengiesserwall, der fører direkte til de to søer Binnealster og Alsteren. Banneret flyver også på Kunsthalles egen hvide kubus med samtidskunst, Galerie der Gegenwart, åbnet i 1997. Lad os gå en tur ned ad den nye Museumsmeile.

Hamburger Kunsthalle, Die Kunst ist Zuruck. Foto: Tove Thage.

Hamborg er en heftig havneby med både klasse og kant, beliggende ved Elben-flodens udmunding i Nordsøen. Kunst i Tyskland behøver der ikke at argumenteres for. Der hersker enighed i offentligheden om at den skal være der, den har sin naturlige plads, og den skal ses og bruges. Det siges, at musik skal man ikke forstå, den skal høres. Det samme må man sige om Hamborg, den skal opleves. Kunsten i denne by er et opbud af mangfoldighed, kvalitet og klasse med sit nye fuldt udfoldede kunstrum.

Vi behøver ikke komme hjem med svar. Kunsten her tilbyder os den allerstørste tjeneste, nemlig at lade tingene svæve og ikke indgå i en udgift-nytte afregning, men i en udgift-nytte tanke, der tilbyder helt andre og nye dimensioner. Kunsten var til fri afbenyttelse i maj måned i Hamburg, og til kunsten hører friheden til at vælge. I Hamborg vandt socialdemokraterne i 2015 en overraskende, men alligevel for den frie hansestad karakteristisk storsejr i den ellers konservativt ledede forbundsstat.

At vi i Danmark, og særligt i København, har en interesse i at dyrke Hamborg fremgår blandt andet af det samarbejde, som Københavns kultur- og fritidsforvaltning i 2013 indledte i Ørestadsregionen sammen med Hamborgregionen, der fremover samlet vil stå som en stærk og dynamisk region i Nordeuropa. Når Femern Bælt-forbindelsen er klar og infrastrukturen forbedret, vil man i 2020 kunne rejse mellem København og Hamborg på toogenhalv time. Tanken bag er, at kultursamarbejdet er den bedste brobygger både på de individuelle og de identitetsskabende områder.

Hvad skal man vælge?
Valget står mellem de rige kunstsamlinger og de mangfoldige andre brogede og innovative storbyoplevelser, Hamborg byder på. Og det kommer naturligvis an på, hvilken type turist man er. For der er meget at tage ned fra hylderne: kulturturisten får museer, opera og ballet; en oplevelseshungrende børnefamilie kan besøge den vidunderlige Hagenbeck Zoo, sejle på Alsteren, eller besøge verdens største modeljernbane og miniatureudgave af Hamborg. Men man behøver ikke vælge det ene frem for det andet: begge typer oplevelser kan sagtens supplere hinanden, når man stort set kan gå til det hele, eller hoppe på byens utallige og velfungerende byrundture med busser i alle størrelser og farver.

Skal man vælge byens botaniske have, Planten un Blomen-parken, en sejltur på Alsteren eller rundt i HafenCity? Man kan også besøge de gamle pakhuse, som nu er fredet som verdenskulturarv af Unesco? Eller skulle man besøge Miniatur Wunderland, en totalinstallation med noget, som tyskerne er verdensmestre i: verdens største modeljernbane med 930 lokomotiver og 13.000 meter spor eller gyse i Dungeons of Hamburg? Ingen tvivl om, at det er i havnen meget af turistbyen Hamborgs nye kulturindustri for alvor udfolder sig. Ligesom i København - og Malmö - er det havnen som nyt byudviklingsområde, der satses på. Hamborg besøges dagligt af 86 millioner gæster, dog ikke alle overnattende.

Hamborg og dens havn
Den frie Hansestad Hamborg er og har altid været en driftig handelsby med en mere end 1200-årig historie. Havnen er stadig taktgiver for byens udvikling, en port til hele verden, via skibsfarten forbundet transatlantisk, udvandringsbyen hvorfra fem millioner europæere søgte et nyt liv i årene mellem 1850-1939, ødelagt af brande og sidst ved englændernes og de allieredes bombninger under den anden verdenskrig.

I dag er byen én blandt flere af Tysklands millionmetropoler. Og nu udvides Hamborg igen, i den samme havn, I HafenCity bliver der bygget på livet løs, og en helt ny bydel, der skal stå færdig om ti år, vil øge antallet af indbyggere med 10%. En tysk boomtown - sagt på godt tysk-engelsk. Hafen-City og Elbphilharmonien, det store nye vartegn og koncerthus, tegnet visionært af de schweiziske stjernearkitekter Herzog & Meuron, er en koncertsal, der vil blive én af Hamborgs højeste bygninger, og som troner med sit bølgeformede tag over Elben. Elbphilharmonien er bygget oven på et af de yderstbeliggende, gamle pakhuse.

Er man ikke til klassisk musik, opera og ballet, er Hamborg også kendt for sine musicals. “Løvernes Konge” spiller på tiende år. Hamborg kan bryste sig af at have mere end 2.400 broer, som er endnu et vidnesbyrd om havnens og vandets betydning i Elbhovedstaden.

Dét der slår en er, at Hamburg er en by skabt af borgerne for borgerne, der bor i den. Huse er opført, kunstsamlinger opbygget og alt baseret på det særlige borgerlige fællesskab. Det gælder for samlingerne i Hamburger Kunsthalle, Museum für Kunst und Gewerbe (designmuseet), og det gælder hoteller, som for eksempel det nyrenoverede Reichshof. Hotellet blev bygget i 1910 af en lokal borger, som indrettede sit hypermoderne hotel med tanke om brugen af det samtidig som et borgerhus. Hotellet var både topinternationalt, men blev også et samlingssted for hamborgernes egne familiefester.

Med inspiration af byens altdominerende havn blev hotellets i dag velbevarede spisesal indrettet som spisesalonen på én af de store Amerikabåde. Her afholdes Titanic-middage. Hotelbaren er et kapitel for sig med de originale barstole, spejle, lysekroner, og på første sal en art loger, hvis man skulle ønske at sidde for sig selv, men med mulighed for at lukke op til det store rum.

Hotellet var et af de første, hvor hvert værelse havde eget bad, og hvor man på ren Hollywood-maner kunne parkere sin bil ved ankomsten i en stadig eksisterende ‘auto-silo’, dog ikke længere i brug, men bevaret fordi hotellet er under ‘Denkmalschutz’, det vil sige fredet. Når man hører hotelnavnet, tænker man uvilkårligt, det må have været nazisternes foretrukne sted; men hotellet blev mirakuløst stort set sparet i bomberegnen, og desuden var stedet for internationalt for nazister. Det har altid været hotellet for musikere og skuespillere. To af de største Hamborg-teatre ligger på hver sin side af hotellet.

Kunsten alene kan sagtens optage hele ens tid, især hvis besøget kun varer tre dage eller en forlænget weekend. Byens nye tiltag på kunstfronten er Kunstmeile Hamburg, en nyskabt præsentation af byens fem store museer og kunstinstitutioner. Alle ligger inden for gåafstand og helt centralt i byen. Med et Kunstmeilepas, én billet koster 36 euro, kan den museums- og kunstinteresserede gæst besøge alle museerne i et helt år. Det er tale om fem vidt forskellige institutioner med hver deres profil.

Bucerius Kunst Forum

Visualisierung Zugang des neuen Bucerius Kunst Forums vom Alten Wall, © Architekten von Gerkan, Marg und Partner (gmp)

Vi begynder nede ved byens rådhusplads med den smukke udsigt og promenade langs Binnenalster. Udstillingshallen Bucerius Kunst Forum ligger ved siden af det imponerende rådhus. Bucerius Kunst Forum har et internationalt udsyn og arrangerer udstillinger om de store mestre i malerkunsten. En udstilling om Picasso og verden er lige taget ned, og den kommende udstilling viser Hieronymus Bosch, under titlen Verden på hovedet.

Hieronymus Bosch (ca. 1450-1516) fejres dette år med flere store særudstillinger i 500-året for hans død. Hieronymus Bosch var tilsyneladende en stilfærdig romersk-katolsk borger fra s-Herzogenbosch i Holland, om hvem man stort set kun ved, at han hver dag gik 100 m fra sit hus og hen til atelieret, som lå ved byens torveplads. Han havde ingen børn, og hans far, bedstefædre, onkler og nevøer var alle malere.

Ausstellungsansicht "Verkehrte Welt. Das Jahrhundert von Hieronymus Bosch", Photo: Ulrich Perrey

Den fra det sene 1400-tal storaktive maler Bosch er noget af det mest syrede, malerkunsten kan opvise. Djævlens maler blev han kaldt. Han var berømt allerede i sin levetid, fyrster samlede på hans billeder, og hans fantastiske malerier hører til det mest kostbare og fascinerende, menneskeheden har frembragt. Andre malere har studeret ham og - ikke mindst - beundret hans teknik.

Ausstellungsansicht "Verkehrte Welt. Das Jahrhundert von Hieronymus Bosch", Photo: Ulrich Perrey

Hvorfor Bosch malede, som han gjorde, vides stadig ikke: havfruer, der rider på flyvende fisk, engle og dæmoner, fortabte sjæle, monstre med kæmpe kyllingelår og et æg som krop, drukne munke og liderlige kvinder. Måske kan den række af publikationer, som de udlånende museer Louvre, Prado, Metropolitan, Accademia fra Venezia og The National Gallery of Art i London og Washington DC er i gang med at forfatte, give os ny viden, og resultaterne af kunsthistorikernes og konservatorernes studier i forbindelse med årets eksklusive Bosch-udstillinger gøre os klogere.

Deichtorhallen

Blick in die Ausstellung Andreas Slominski – DAS Ü DES TÜRHÜTERS (Detail), 2016. Foto: Tobias Hübel.

Det kan godt være, der hersker klassiske briser på særudstillingerne i byen med de gamle og ikke-så-gamle mestre, Bosch og Manet, men så er der til gengæld hagl og storm over Deichtorhallen (Digeporten), som ligger i det gamle grønt- og frugtmarked. Deichtorhallen er delt i to store under-institutioner, dels Halle für Aktuelle Kunst og dels Haus der Fotografie. Førstnævnte viser samtidskunst og indtil slutningen af august den tyske og meget hypede koncept- og performancekunstner Andreas Slominsky (f. 1959), opdaget i de tidlige 1980’ere efter hans kunststudier i Hamborg.

Slominsky er i øjeblikket billedhuggerprofessor ved kunstakademiet i Hamborg. Hans imponerende kæmpeinstallation af denne banale - og med bestemte associationer forbundne - hverdagsgenstand, festivaltoilettet, Das Ü des Türhüters /The O of the Door,  fylder den store udstillingshal og fortæller med absurditet, excentricitet og vid om et hverdagsobjekt, der i Slominskys hænder skabes om til en gigantisk loftvifte, vitriner, et solarie, og hvor dele af ’plastic-aftryk’ af toiletsæder og døre, som ser ud som om de er revet ud af Türhüterne, kommenteres med billedtitler som ‘dette er kunst’ eller ‘grosse Kunst’.

Blick in die Ausstellung Andreas Slominski – DAS Ü DES TÜRHÜTERS, 2016. Foto: Tobias Hübel.

I små glasvitriner udstilles perleplader og gammelt legetøj i fine æsker, som, alene ved den måde det indgår i totalinstallationen, skaber et ironisk univers, i lighed med Slominskys måske mest kendte værker, dyrefælderne, hyæne-, muse-, fugle- eller kattefælder skabt i midt-80’erne. Han er en kunstner, man ikke kan blive klog på, og det er helt klart meningen. Efter Slominsky præsenterer Halle Für Aktuelle Kunst fra 1. oktober 2016 Sammlung Viehof Kunst der Gegenwart von Beuys bis Warhol.

Haus der Fotografie

Das Haus der Photographie.

Hamborg er i høj grad også fotografiets by, ikke mindst for Nordens fotografer og fotografiinteresserede. Tog fotograferne ikke til Paris, tog de til Hamborg. Svenske Anders Petersen grundlagde sit navn med optagelser fra havnekvarteret Skt. Pauli, kendt fra bogen fra 1978, Café Lehmitz. Haus der Fotografie fejrer hvert tredje år en for Nordeuropa uhyre vigtig Foto-Triennale. Næste gang det finder sted er i 2018.

I øjeblikket huser stedet en syndflod af stærkt lev-og-dø fotografi. Så meget, at der ved udstillingsindgangen advares om, at børn og sarte sjæle kan blive stødt over billedindholdet. Her vises frem til august: Jeffrey Silverthorne, Ken Schles og Miron Zownir, tre positioner i amerikansk fotografi fra 1980’erne. Interessant er det at sammenligne Silverthorne, Schles og Zownir med udstillingsaktuelle og ligeledes 1980’er-fotografikon, Robert Mapplethorpe. De tre hernævnte fotografer fotograferede på gaden, i lighuset, blandt prostituerede på grænsen mellem Texas og Mexico og levede med i gadepigernes og trækkerdrengenes liv på gaden og i klubber i Los Angeles og New York, en form for visuel dagbog for Ken Schles' vedkommende.

Ken Schles, Drowned In Sorrow, 1984. © Ken Schles

Frigørelsen fra det borgerlige samfunds normer og en kamp for accept af de transseksuelles og homoseksuelles kærlighedsliv er den samme som ses hos Mapplethorpe. Stilistisk og æstetisk gjorde Mapplethorpe det stik modsatte, nemlig i sit atelier at iscenesætte og æstetisere den samme underverden. Forskellen er slående. De tre fotografer leverer en art kras kontekst til Mapplethorpes i sammeligning nærmest stuerene bøsseerotik.

Efteråret 2016, fra den 18. november, viser Haus der Fotografie den store amerikanske, nyskabende fotografi-minimalist, portræt-, mode- og kunstfotograf Irving Penn (1917-2009) side om side med en af Tysklands største fotografer Peter Keetman, (d. 2005) medgrundlægger af den uhyre vigtige fotografskole og teoretisk funderede program FotoForm sammen med blandt andet Otto Steinert.

Kunstverein in Hamburg
Kunstverein in Hamburg er én af de ældste udstillingshaller i Tyskland med skiftende særudstillinger, gruppe- og solopræsentationer. Her udstillede Caspar David Friedrich, Arnold Böcklin og Francis Bacon første gang. I øjeblikket vises her tre spændende udstillinger, den største er af britisk billedkunstner og filmauteur Ben Rivers, Islands, en totalinstallation på førstesalen, der balancerer mellem dokumentar og fiktion, ved indgangen ses et hidtil ukendt materiale, fundet af amerikaneren Joseph Grigely’s arkiv: The Gregory Battcock Archive og Katja Noviskova’s figurer i en totalinstallation, Dawn Mission.

I Kunsthaus Hamburg, som man passerer på vejen til Kunstverein, vises ‘ … und eine Welt noch’ den internationalt anerkendte, i Hamburg fødte konceptkunstner Hanne Darboven (1941-2009). Hun vises sammen med en række kunstnere, der har benyttet lignende kunststrategier. Her vises ikke kun vigtige værker af Darbovens samtidige medrejsende i kunsten, blandt andet Sol LeWitt og Lawrence Weiner, men også den unge generation med aktuelle positioner inden for tegnstudier og skrivesystemer som Isa Genzken, Fiona Banner og også den danske materialeæstetiske systemskaber Henrik Olesen. 

Hamburger Kunsthalle

Kunsthalle Hamburg. Hovedtrappen mod nyt indgangsparti. Foto: Tove Thage.

Hamburger Kunsthalle er næste stop på Kunstmeile. På trods af navnet, Kunsthalle, er det et museum. Med et masseopbud af kunst på tre etager i tre bygninger kræver dette besøg som minimum to dage for sig selv. Egentlig består Kunsthalle af tre bygninger med to store kunstsamlinger, det ældre maleri og samtidskunsten. Museet rummer samlinger, der dækker europæisk kunst gennem 800 år, og i øjeblikket kan den besøgende desuden fordybe sig i seks særudstillinger.

Hamborg fejrer i disse dage, at Kunsthalle er genåbnet efter 17 måneders ombygning. Denne er klaret til tiden og inden for budget. Og det er noget, man lægger vægt på her i byen. Samtidig ventes der stadig på åbningen af Elbphilharmonien, der forlængst har overskredet alle tidsplaner og budgetter - men så absolut ser ud til at være værd at vente på - og betale for. Kunsthalle har ved ombygningen forbedret alle servicefaciliteter, museumsbutikken, én af Europas smukkeste museumscafeer, ‘Das Liebermann’, garderobe og toiletforhold, og sikret en nemmere adgang mellem Kunsthalle og Galerie der Gegenwart - til gavn for det store antal gæster.

Galerie der Gegenwart, Lichthof mit Arbeiten im Reichtum III (1983/96) von Stephan Huber © Hamburger Kunsthalle. Foto: Elke Walford

Vandrer man rundt blandt de tusindvis af besøgene, høres gang på gang glædesudbrud fra det lokale publikum, når de sammen med børn eller venner oplevede et gensyn med nogle af Kunsthalles mesterværker: Caspar David Friedrichs Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818) eller med Lucas Cranachs d. y.’s maleri, en allegori over Caritas fra 1537. Kunsthalle Hamburgs samling af mesterværker opviser en hel sal med malerier af Caspar Davis Friedrich, én med Emil Nolde og én med Edvard Munch. Desuden de store tyske klassiskmoderne malere, Max Liebermann, Ernst Ludwig Kirschner, Paula Modersohn-Becker, Max Beckmann og Franz Marc. Kunsthalle er kunstrig på et meget højt niveau, der må overvælde alle danske besøgende.

Ekspressionisten Emil Nolde, der boede på grænsen mellem Tyskland og Danmark, var én af de dygtigste akvarelmalere i Europa i det 20. århundrede og er elsket af publikum for sine blomsterbilleder. Nolde blev sidste år fejret i Kunsthalle med en stor udstilling om hans værk over byen og regionen Hamborg. Denne bys borgere var blandt malerens første købere, og her havde han sine første udstillinger. Han malede motiver fra havnen i Hamborg, som for ham var indbegrebet af natur og liv: vandet, himlen og havnearbejderne var her hans motiver, når han under sine gentagne besøg slog sig ned i bydelen Skt. Pauli. Denne udstilling viste en mere ukendt side af Noldes værk og kastede nyt lys på Hamborg som kunstnernes foretrukne by.

Galerie der Gegenwart. Foto: Tove Thage.

Kunsthalles samtidskunst vises i Galerie der Gegenwart og fortæller gennem en enstående samling af hovedværker om de vigtigste kunstnerpositioner siden 1960’erne: Jenny Holzers Ceiling Snake forbinder Lichtwark-Galerie med Galerie der Gegenwart, og her kan én af de vigtigste Ilya Kabakov-installationer opleves, ‘Sygeværelset’. Desuden væsentlige værker af den minimalistiske billedhugger Richard Serra, blandt andet Measurements of Time/ Seeing is Believing (1998), desuden Bruce Naumanns Marching Man, 1985, Felix Gonzales-Torres og Thomas Schütte, og pop-art repræsenteret ved Andy Warhol, Robert Rauschenberg og David Hockney.

De tyske malerfyrster, Gerhard Richter, Georg Baselitz og Sigmar Polke er bredt repræsenteret sammen med den i Hamborg fødte, Hanne Darboven. Siden 1980’erne er der opbygget en væsentlig kunstfotografi-samling, baseret på den vigtige Düsseldorfer-skole med Bernd og Hilla Becher som banebrydere med deres typologier fra industrilandskabet og som undervisere for 1980’ernes tyske fotokunstnere, Becher-eleverne, Andreas Gursky, Thomas Struth, Thomas Ruff og Candida Höfer. Fotografisamlingen rummer desuden væsentlige arbejder af Nan Goldin, Andy Warhols Polaroids og Cindy Shermans iscenesatte selvportrætter. Museet samler og udstiller desuden en række videoer og anden mediekunst.

ÉDOUARD MANET, Nana, 1877, Öl auf Leinwand, 154 x 115 cm, Hamburger Kunsthalle © bpk/Hamburger Kunsthalle. Foto: Elke Walford

Det internationale islæt og med de rige samlinger i Kunsthalle, også i museets kobberstiksamling, betyder, at museet kan perspektivere den nyåbnede særudstilling, Manet Sehen (At se Manet og at se med ham) og vise værker af de kunstnere, hvorfra Manet hentede inspiration. Via disse paralleller demonstreres Manets ‘kunstcitater’ fra kunstnere som Goya, Velasques, Boucher og Berthe Morisot. Denne stort anlagte åbningsudstilling er en fejring af én af den moderne malerkunsts mestre. Den franske realist og tidlige impressionist Édouard Manet var blandt de mest betydende malere i moderne maleri.

Læs om udstillingen her
Manet sehen - et nyt blik på Édouard Manet

Museum für Kunst og Gerwerbe
Museum für Kunst og Gerwerbe, udstiller forbilledligt klar kunstindustri, blandt andet dragter og mode, musikinstrumenter og fotografi fra forskellige stilepoker. Det er én af de samlinger, hvor den nordeuropæiske Jugendstil / Art Nouveau i kunstindustrien bedst kan nærstuderes. I øjeblikket vises en visuelt flot, men også sommerlig let opsat udstilling om Sneaker - Design für schnelle Füsse: løbesko og sportssko, idag hverdagssko og mode-trendsko.

Udstillingen fortæller en 150-årig historie om sko specialfremstillet til de enkelte sportsgrene. En udvikling der tog fart, da man opdagede kautschuk, altså gummi. Allerde i 1923 designede basketballspilleren Chuck Taylor, skoen ‘Chuck Taylor All Star’, som blev sendt på markedet under navnet ‘Chucks’, den mest succesrige sportssko, hvoraf der er solgt over 600 millioner. I 1971 i Oregon, i det nordvestlige USA gav Bill Bowerman og Phil Knight deres lille skoproduktion et nyt navn, Nike, som i dag er det førende mærke på det internationale marked, foran både Puma og Adidas. Fra 1985 blev sportsskoen til hverdagsskoen, såvel som et mode statement - sneakers har fundet en niche helt for sig selv.

Museum für Kunst und Gerwerbe har desuden nyophængt deres afdeling for islamisk kunst, hvor man mødes af farvestrålende tegnefilm fra Iran og Pakistan, som blandt andet viser nogle slagkraftige piger, der trods lange gevandter er rene forbilleder for girl-power. Herefter introduceres som det første den ottomanske bogkunst. I den islamiske kunst anses bogen, med udsøgte bogbind og poesien som de ypperste kunstarter.

I montrer og på vægge vises Iznik-fliserne fra Tyrkiet og Syrien, med deres stiliserede og naturalistiske blomster og planter, luksuriøse tekstiler fra Bursa i Tyrkiet, og endelig museets samling af Mamlukkernes kunst. Mamlukkerne var oprindelig tyrkiske slavesoldater, der tog magten i Egypten og Syrien og regerede her, indtil Osmannerne erobrede områderne i 1517.  Deres formsprog består af elegante abstrakte og geometriske designs, baseret på komplekse, matematisk udregnede mønstre. I de flot opstillede montre-scenerier med østens og vestens keramik blandet som ét fortløbende inspirationsbånd, bliver man opmærksom på, hvor globalt mennesket - og også dets skaberkraft - altid har bevæget sig.

Kunsthalle Hamburg: Manet sehen - Der Blick der Moderne Manetudstillingen åbner den 27. maj og varer til den 4. september 2016

Bucerius Kunstforum: Verkehrte Welt. Das Jahrhundert von Hieronymus Bosch åbner den 4. juni og varer til 11. september

Museum für Kunst und Gewerbe (MK & G): Sneaker - Design für schnelle Füsse til 28. august 2016 Islamic Art, nyopsætning

Deichtorhallen/ Internationale Kunst und Fotografie: Andreas Slominsky. Das Ü des Türhüters til 21. august 2016 Ken Schles Jeffrey Silverthorne Miron Zownir til 7. august