Indkøbskurven er tom.
Koraller kan også være bange
Udstillinger & Omtaler

Breathing Corals inviterer mennesket med ind i korallernes mikroskopiske verden

Koraller kan også være bange 

Af Ida Falbe Hansen
​30-04-2024

Har vi mennesker noget til fælles med de milliarder af bittesmå væsner, der udgør verdens koralrev? Ja, mener kunstner Maja Friis og marinebiolog Elena Bollati, der har skabt videoinstallationen Breathing Corals. En udstilling, der knytter bånd mellem mennesker og koraller.    

Da billeder af blegede koralrev løb over skærmen i 2017, blev filmskaber og kunstner Maja Friis så berørt, at hun pakkede sit kamera og rejste til Eilat ved Det Røde Hav. Maja, der altid har været optaget af bevægelse, kunne ved Israels kyst studere de små organismer gennem sit kameras makrolinse. Og under havets overflade opdagede hun en verden, der var tættere på hendes egen end hun havde forventet:

'’Jeg kiggede på en koral i 20 minutter, og pludselig begyndte den at trække alle sine tentakler til sig. Jeg fik en fornemmelse af, at den kunne føle, at jeg var til stede, og at den blev utryg. Den fysiske bevægelse, som den lavede, mindede meget om den måde, mennesker reagerer på, når de bliver bange. På samme måde åbner korallerne sig også op, når de slapper af, og jeg fik øjnene op for, at mange af deres bevægelsesmønstre minder om menneskers.’’

 

Det vi elsker, vil vi beskytte
Opdagelserne blev startskuddet til et årelangt arbejde med koraller. Tilbage i Danmark tog Maja kontakt til Marinbiologisk Sektion på Københavns Universitet. Her fik hun et samarbejde med postdoc i marinbiologi Elena Bollati, og de to har sammen skabt Breathing Corals, som i løbet af 2024 udstilles otte forskellige steder i landet. 

 


Fotograf: Anders Nydam

 

Når man træder ind i installationen, der havde sin første visning i Kulturhuset Indre By, bliver man mødt af væsner af en anden verden. Pulserende tentakler i lyserøde farver minder om billeder af den menneskelige hjerne, mens en koral, der føler sig truet, forsvarer sig ved at udstrække hvide filamenter med nældeceller fra dens runde, lilla krop. Korallerne står frem på en måde, der aldrig vil være mulig at opleve med det blotte øje, og det giver beskueren mulighed for at få en tættere tilknytning og større forståelse for korallerne, forklarer Maja:

‘’Det vi elsker, vil vi gerne beskytte - så hvordan får vi skabt den her dybe følelsesmæssige  forståelse? En måde er at portrættere de individuelle koraldyr. Når vi ser på de store rev, så  ser vi ofte på statistik - og det taler til vores logik frem for til vores følelser og sanser. Det er  derfor at vi har valgt at kigge helt tæt på de enkelte dyr for på den måde at give et billede af,  at koraller er individer og levende væsner, som os.’’  

 

Helt tæt på
For både Maja og Elena har det tætte samarbejde mellem videnskaben og kunsten været et vigtigt element i udstillingens tilblivelse. De er gået videnskabeligt til værks i deres arbejde, men hele tiden med det mål for øje, at optagelserne skulle give et dybere indblik i de enkelte polypdyrs adfærd. For Elena, der som forsker til dagligt arbejder med koraller, blev processen lidt af en øjenåbner:

‘’Korallerne er så bittesmå og deres bevægelser er meget langsomme. Ved at filme dem i realtid og igennem en makrolinse har vi bragt dem ind i en dimension af tid og rum, som mennesker kan forholde sig til. Mit videnskabelige arbejde havde ikke tidligere givet mig mulighed for at observere detaljerne i den måde, de bevæger sig på, så projektet har givet mig en følelse af bedre at kunne interagere med korallerne.’’

 



Fotograf: Maja Friis

 

Hånd i hånd med videnskab
Udstillingen zoomer helt ind på en konsekvens af klimaforandringerne, som oftest beskrives i stor skala. Koralblegning, der opstår når havtemperaturerne stiger, kan resultere i, at hele koralrev dør. Revene dækker kæmpe arealer, og historierne om de tragiske koralblegningsevents bliver ofte beskrevet igennem tal og statistik. Maja håber, at den visuelle oplevelse kan give et andet indblik i de dyr, der lider under klimaforandringerne, og forhåbentlig ændre vores blik på naturen helt generelt:  

‘’Vi har brug for den dybere forståelse af naturen, som videnskaben bidrager med, men vi har også brug for redskaber, der kan hjælpe os til at sympatisere med naturen. Ved at arbejde med korallerne på den her måde, har vi gjort det muligt for videnskaben at blive en del af den æstetiske oplevelse. Jeg tror på, at æstetiske oplevelser kan skærpe vores sensitivitet over for naturen, og jeg håber, at udstillingen vil efterlade en sensitivitet ikke kun over for koraller, men overfor naturen generelt. Der er mange andre levende væsner og økosystemer der lider, og vi bliver nødt til at forstå, at vi ikke er frakoblet, men forbundet med naturen.’’

 


Fotograf: Anders Nydam

 

Øjenåbner
Men kan sådan en udstilling rent faktisk ændre noget? Ja, mener Elena, der har oplevet hvordan publikum er gået fra installationen med en ny indsigt:

‘’Jeg tror bestemt på, at en udstilling som denne har en længerevarende effekt, end hvis vi udelukkende formidlede gennem videnskabelige data. Dem, der ser udstillingen, får en ny og anderledes forståelse for, hvad en koral er, og det i sig selv gør en forskel. Forhåbentlig gør den følelsesmæssige oplevelse også en forskel, når vi træffer valg i vores dagligdag, og måske kan det endda bidrage til, at vi også stiller andre krav til, hvad vores politikere skal prioritere.’’   

Videoportrætterne, der allerede har været udstillet på Kulturhus Indre By i København, på Naturama i Svendborg og på Kulturværftet i Helsingør, skal i næste omgang med på Naturmødet i Hirtshals. Og selvom man ikke går fra udstillingen med en fuldkommen videnskabelig forståelse for, hvad koraller er, så håber Maja, at installationen vil vække en interesse hos publikum:

‘’På den måde kan kunsten også fungere som en åbning for at give folk indsigt i videnskaben. Man kommer ikke til at gå fra udstillingen med en komplet forståelse af koraller, men det kan tænde et engagement og give en indsigt i koraller, og hvorfor de er så truede af klimaforandringerne.’’

 


Fotograf: Anders Nydam

 

Breathing coral tour:
Kulturhus Indre By d. 14. marts - d. 17. marts

Naturama, Svendborg d. 23. marts - d. 9. april
Kulturværftet, Helsingør d. 12. april - d. 21. april
Naturmødet, Hirtshals d. 23. maj - 25. maj
Klimafolkemødet, Middelfart d. 29. august - 31. august
Cinemateket, DFI d. 2. september - d. 8. september
Rundetårn d. 23. oktober - 10. november 
KunstCentret Silkeborg Bad d. 25. januar 2025 - 21. april 2025
                                                                      

Breathing Corals kan ses rundt omkring i landet i hele 2024

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig