Ansigt til Ansigt - Thorvaldsen & Portrættet.

Flot, stærk og vedkommende udstilling
Ansigt til Ansigt - Thorvaldsen & Portrættet

Anmeldelse af Anette Lindbøg Karlsen.
04.08.2020.

Bertel Thorvaldsen. Dét navn kan mange nok nikke genkendende til: Thorvaldsen er nemlig en af de mest populære, succesfulde og elskede billedhuggere i dansk kunsthistorie. Det var ham, som bosatte i Rom, hvor han arbejdede i mere end 40 og – blandt andet – skabte monumentet ’Pius 7’ (1831) til Peterskirken. Det var også ham, som skabte helfigursstatuerne til Vor Frue Kirke. Og det var hans værksted i Rom, som blev et samlingssted for mange af datidens unge (og senere populære) kunstnere.

Thorvaldsen fik stor betydning for kunsten i begyndelsen af 1800-tallet – ja, i det hele taget har han sat dybe spor i hele den danske kunsthistorie. Historieskrivningen har da også været Thorvaldsen gavmild – og det er velfortjent! Det er nemt at få vished om hans store rolle og betydning – og tilmed ej blot i historiebøgerne, men også på Thorvaldsens eget museum, Thorvaldsens Museum, midt i København, hvor man kan opleve en omfattende samling af værker samt lære om Thorvaldsens person og liv.

Eftermæle. Foto: Thorvaldsens Museum.

Portrætbuser i overflod
På Thorvaldsens Museum kan man i øjeblikket se en udstilling, der er et led i fejringen af Thorvaldsens 250-års fødselsdag. Udstillingen retter fokus mod billedhuggerens portrætter, hvilke var noget af det første, han kastede sig over, da han ankom til Rom. Omkring 160 portrætter af forskellige personer – og mange i flere versioner og kopier – blev sendt ud i verden fra Thorvaldsens romerske værksted, bl.a. portrætbusterne af Wilhelm von Humboldt (1808), Lord Byron (1817) og Napoléon Bonaparte (1830). Disse – og mange mange flere! – kan man se på nærværende udstilling, som også viser værker, som er skabt af Thorvaldsens kolleger tilbage fra antikken samt fra hans samtid i 1800-tallet.

Forfængelighed, Foto: Thorvaldsens Museum.

Udstillingens søger at vise, hvordan Thorvaldsens portrætstil adskiller sig fra andre billedhuggeres, bl.a. ved en udpræget forenkling, en mesterlig udførelse samt en sans for et afdæmpet og fokuseret udtryk. Samtidig retter udstillingen også fokus mod beskuerens møde med kunsten – med disse ”gamle” værker, som forestiller mennesker, som vi måske ikke kender eller længere husker. Men kan portrætterne vække vores interesse i en tid, hvor vi kender til andet og mere end buster og skulpturer i antik stil? En tid, hvor vi ikke (nødvendigvis) behøver en kunstners blik, fordi vi alle er kunstnere med vores kameraer og smartphone – og dét i en tid, hvor vi møder digitale portrætter alle vegne? Svaret er enkelt: Ja! Og det skyldes særligt udstillingens design og scenografi.

Kopi. Foto: Thorvaldsens Museum.

Udstillingsscenografi i top
Udstillingen ses på museets stueplan, hvor hvert rum har sit tema. Således bevæger man sig rundt i intet mindre end i alt 27 kapitler, der i den særdeles informative udstillingsfolder bliver præsenteret med tekst og værkinfo. Som besøgende bliver man guidet godt igennem de mange træk, der knytter sig til portrættet; ansigtsudtryk, intimitet, forfængelighed, krop, koder og så videre – alt sammen noget, som kunstneren skal have in mente, når han skaber sit værk.

Forfriskende er det, at Thorvaldsen træder lidt i baggrunden, således hans værker og deres udtryk foruden de historier, der knytter sig til den portrætterede, får et større fokus. Dette sker ikke i en historisk eller kronologisk sammenhæng. Det handler derimod om tematik og sammenhæng, om livshistorier og fiktion, om den menneskelige essens og materialernes sanselighed. Og hér må man som udstillingsgæst godt se og tænke selv. Det er dejligt!

Værkstedet. Foto: Thorvaldsens Museum.

Det er også iøjefaldende, at værkerne er placeret på forskellige niveauer og på sokler i forskellige materialer. Nogle værker har spejle som baggrund, hvorved man nemt kan indtage den portrætterede person fra forskellige vinkler. Andre er placeret tæt ved moderne makeupspejl på fod, hvilke giver mindelser om gammeldags gadespejle; Det ultimative ”snageapperat”. Vi kommer ikke tættere på den portrætterede, men vi kan se denne fra andre vinkler og – ikke mindst! – gøre det uforstyrret og ubemærket. På den måde taler udstillingen også til vores indre voyeur.

Homer faktafiktion. Foto: Thorvaldsens Museum.

Portrætinterventioner
Til udstillingen har Thorvaldsens Museum inviteret samtidskunstnerne Jeannette Ehlers, Lise Harlev, Nikolaj Recke, og Trine Søndergaard samt forfatter Merete Pryds Helle til at komme med såkaldte ’portrætinterventioner’ – eller sagt med andre ord: At i dialog med Thorvaldsens værker og de historier, der knytter sig til portrættet som genre. Det er der kommet interessante og vedkommende værker ud af, og efter min mening kunne der sagtens have været flere af dem i udstillingen. Men måske er det godt, at der kun er netop kun er få, udvalgte værker, idet udstillingen måske ville stikke for meget i alle (for) mange retninger og miste sit fokus.

En af de kunstnere, som fylder mest i udstillingen, er Merete Pryds Helle. Hun har søgt at give Thorvaldsens mennesker nyt liv ved at skabe 30 små fiktionsbiografier med udgangspunkt i ti værker på udstillingen, hvilke er markeret med lyserøde silkebånd. Hér blandes fantasi og frie associationer med biografiske fakta, og som udstillingsgæst inviteres vi med på en spændende rejse – ind i en verden, hvor vi præsenteres for alternative livsfortællinger, som lader os komme tættere ind på livet af de portrætterede. Der er masser af læsestof i den lille udstillingsfolder, som man heldigvis kan tage med hjem.

Livsfortællinger. Foto: Thorvaldsens Museum.

Trine Søndergaard fotografiske værker understreger det særlige rum, der kan opstå mellem kunstneren og den portrætterede. Samtidig inviterer hun os til at træde op på soklen, som Thorvaldsens skulpturer har forladt for et øjeblik. Hér kan vi eksperimentere med gestik og positioner, og lege med tanken om at blive portrætteret. Nikolaj Recke retter fokus mod sin families historie, nærmere bestemt sin slægtning Elisabeth von der Recke, som Thorvaldsen modellerede og huggede i 1805-06. Det har blandt andet udmundet sig i tanker om og undersøgelser af geopolitiske konsekvenser af at forevige mennesker i marmor. Og endelig har Lise Harlev skabt en række ’ordværker’ i blokke af akrylglas. Værkerne har hun placeret rundt omkring i udstillingen ved de portrætter, som hun har undersøgt. Ved at stille undrende spørgsmål til Thorvaldsens værkers materiale, udtryk, form etc. viser Lise Harlev, at et kunstværk aldrig afsluttes – vi kan blive nemlig blive ved med at undre os og stille os spørgende over for det.

Oversættelse. Foto: Thorvaldsens Museum.

Forenet. Foto: Thorvaldsens Museum.

Black Lives Matters
Et af udstillingens absolutte højdepunkter er Jeannette Ehlers’ installation ’We’re Magic. We’re Real’. Et super stærkt værk – visuelt og formelt – og et særdeles relevant værk, særligt i vores samtid. Men værket er også vigtigt, set i kunstens og kunsthistoriens øjemed. Med en samling af sort hår minder Ehlers os om sine sorte forfædre og -mødre, hvis ansigter ikke blev bevaret for eftertiden. Der er for eksempel ingen portrætter at finde i Thorvaldsens samlede værk, men der er forbindelser til eksempelvis mennesker, hvis plantagevirksomhed på De Dansk-vestindiske Øer havde økonomisk betydning for billedhuggeren.

ARV. Foto: Thorvaldsens Museum.

Ehlers’ værk henviser til håret som et vigtigt DNA-materiale. Samtidig leger hun også med håret også en vigtig identitetsmarkør i både panafrikansk kultur – ja, det er næsten lige så udtryksfuldt som ansigt, udtryk og hudfarve. Og det er forfriskende at se efter at have studeret de europæiske identitetsmarkører hos Thorvaldsen i hans værker! Mest interessant er det dog, at håret ligger lige dér – foran os i dets fysiske form. Det er netop ikke hugget i marmor. I stedet indtager det rummet på en dets særegne styrke. For der er meget hår! Hvis man studerer det tæt på, ser man tydeligt, hvor forskelligt det er – på afstand er det ”blot” en stor, mørkebrun masse. Men en tung masse, der trænger sig på – næsten som om den var svær at tæmme eller holde inde bag glasset. Den tomme sokkel midt i det hele minder os om det, som det handler om hér: fraværet af alt dét og alle dem, som lige så vel kunne (og skulle) have været placeret på soklerne.

Kode. Foto: Thorvaldsens Museum.

På gensyn Thorvaldsen
Jeg vil varmt anbefale udstillingen til alle, som interesserer sig for Thorvaldsen, skulpturkunst, portrætkunst og kunsthistorie. Selv brugte selv lang tid i udstillingen – og jeg skal uden tvivl tilbage for at gense værkerne og stille (endnu flere) spørgsmål til dem, i god Lise Harlev-stil. Og hvis man skulle have børn er udstillingen et besøg værd, idet der er masser at tale om, hvad angår teknologi og digitale koder, iscenesættelse og identitet.

Venskab. Foto: Thorvaldsens Museum.

Ansigt til Ansigt | Thorvaldsen & Portrættet
8. marts – 18. oktober 2020
Thorvaldsens Museum

Billedet øverst. Foto: Thorvaldsens Museum.