Udstilling på Den Sorte Diamant

NICK CAVE - STRANGER THAN KINDNESS 
Den Sorte Diamant

Af Lærke Helene Askholm
12.07.2020. 

En gigantisk og imponerende samling, hvor vi kommer helt ind i rummene fra Nick Caves liv og udvikling kan lige nu opleves på Den Sorte Diamant. Både i de mentale og de fysiske rum, der begge er gengivet så præcist, føler vi kraften og tempoet i Caves tankeprocesser. Vi bliver som publikum taget ind i et trygt, men råt, og meget kreativt rum, hvor vi igen får lyst til at skrive noter på de kuverter og papirlapper, vi lige kunne nå, dengang vi var til stede i nuet og sad og talte i fastnettelefon med en kuglepen i hånden. Udstillingen giver os lyst til at tænke og fordybe os, og vi kan så godt som dufte stemningen i alle ord og lyde, som vi omgives af. Dét er, hvad vi lige nu og frem til d. 13. februar kan træde ind i.

En god snak som intro
I selskab med rockmusiker Simon Beck, der både er sanger, guitarist og grundlægger af bandene Retox Panic og Viva Vertigo, oplevede Magasinet Kunst for nyligt udstillingen om Nick Cave.

Allerede på vej mod udstillingen taler vi om Cave. Simon fortæller, at han så ham læse højt fra sin debutroman ”And the ass saw the angel” fra scenen i Saga på Vesterbrogade tilbage i 1989. ”Han sad ved et bord og læste op som opvarmning til en Sort Sol Koncert.”

Stranger Than Kindness, Den Sorte Diamant. Foto: Anders Sune Berg.

Med Cave som en stor del af det soundtrack, jeg selv voksede op til, var det tydeligt, at vi begge – og de andre, som med god afstand besøgte udstillingen samtidigt – var klar til at connecte i dybderne. Vores forventninger var helt sikkert noget særligt til denne udstilling, og det stod meget hurtigt klart, at vi nu var gået ind i et enormt arkiv over Nick Caves liv, og mine forventninger blev overgået fra start.

Stranger Than Kindness, Den Sorte Diamant. Foto: Anders Sune Berg.

Et overvæld af unikke detaljer
Som vi bevæger os rundt, overvældes vi af den yderst farverige mængde af materiale og graden af hjemlighed, hvor vi kommer helt tæt på opvæksten i privaten og med Cave hele vejen ind i klasseværelset, ligesom vi bliver taget med på den rebelske rockbølge ud i turnélivet.

Samlingen er imponerende: Vi studerer flashbacks i form af tegninger på konvolutter og servietter, alt sirligt gemt, og vi ser gamle originale lister over spillejobs og lønnen for dem. Vi ser også det mørke, sjove og bizarre i form af tegninger og statements skrevet på diverse sedler. En stor seddel er skrevet med blod. Vi kommer helt tæt på den vildskab, der har præget de første mange år og rejser med musikken, og detaljerne fortsætter i hvert rum, hvor man får lyst til at flytte lidt ind i et par dage og undersøge det væld af detaljer, som er overalt.

Katte er et gennemgående element - både som malerier, små figurer og som billeder og former. Mange af dem er tegnefilmsagtige, men med lidt overdrevne, skumle eller bizarre udtryk. Sedlerne går også igen, og man fornemmer Caves store dedikatin til at bruge nedskrivnig som en ventil i alle hans tilstande. ”No pussy blues” er næppe griflet ned uden også at have et smil på læben, og diverse kæsrestebreve udtrykker både humør, hyldest, afsked og savn.

Stranger Than Kindness, Den Sorte Diamant. Foto: Anders Sune Berg.

Vi ser fotos og udvekslinger mellem Cave og PJ Harvey og ligeledes med Kylie Minougue, og vi bliver mindet om alle årtierne alt efter mode, outfit og hårspray, selvom Cave selv mere eller mindre har holdt den samme frisure i alle årene. Vi ser smukke fotos fra Nick Caves to ægteskaber (med Viviane og Susie), og rørende familiefotos med Susie og deres børn.  

Trangen til at blive og sætte sig ned og fordybe sig bliver forstærket i takt med, at vi opdager, hvor mange bøger, der rent faktisk er i rummene. Vi er vidner til en så kæmpemæssig bogsamling, at vi undres over, hvordan Cave også kan have haft tid til at sove om natten med al den læsning ved siden af hans massive konstante udlevede og udtrykte liv.

Stranger Than Kindness, Den Sorte Diamant. Foto: Anders Sune Berg.

Kvalitet og grundighed
Udover den imponerende bogsamling, er hele udstillingens lydbillede utroligt veludført – det er balanceret, så det fylder lige akkurat nok til, at vi mærker den underlæggende summen af enten Caves stemme, rodet knas, fin summende støj, violin, lidt guitar, orgel eller en forstærker, der sitrer, mens vores koncentration har ro nok til at samtidigt at fordybe os i det visuelle og alle skrifterne.

Udstyret med en lille, men mangesiders, trykt bog om udstillingen og Caves liv, som vi kan dykke ned i både undervejs og bagefter, kommer vi også ind i et rum, hvor vi møder bandmedlemmerne, der popper frem på skærme i øjenhøjde og både tænker og ytrer sig. Det er en utrolig visuel oplevelse med et stort nærvær, og der er en ærlig tone, hvor vi råt for usødet får musikernes minder fortalt. Der er masser af anekdoter og humor, og Warren Ellis fortalte blandt andet om, hvordan han en dag måbende så på, at det nye band sad om et bord og spiste sammen, når de var på turné - ikke ligefrem en dyd, det tidlige band, som han spillede med i havde besiddet: ”We didn´t eat!”, griner han på skærmen.

Jeg gik videre ind i det næste rum, og opdagede, at Simon Beck var blevet siddende. Længe. Det var helt tydeligt, at oplevelsen af bandets beretninger er anderledes, hvis man selv har været rundt i en tourbus, og at der er en bunke af særlige internt forståelige situationer, som vi andre ikke har anelse om.

Stranger Than Kindness, Den Sorte Diamant. Foto: Anders Sune Berg.

Langt ude og dybt nede
Udstillingen er med dens små rum i endnu større rum og små bokse et godt billede på den mangfolsighed af perioder, som Cave har gennemlevet, hvor et liv rummer mange liv. Simon Beck fortalte om et eksempel fra den nyligt udkomne bog `Sing backwards and weep´ af den amerikanske sanger Mark Lanegan, hvor en af Caves perioder som stofafhængig skildres. ”Lanegan skriver om sin tid som crackpusher i Seattle, hvor én af hans kunder var Cave. Da Lanegan var intet mindre end hadet af sine naboer for at pushe og for alt det, der fulgte med, fik de alligevel et chok, da Langegan en dag stod i opgangen sammen med Cave, som de var fans af”, fortæller Simon.

Udstillingen byder også på rum, hvor sorgen og tabet af sønnen Arthur er det primære, og hvor vi på meget rørende vis hører Cave læse op af sit åbne brev til sønnen, hvis liv og person han hylder og sætter fri som evigt eksisterende sjæl. Vi ser det originale ultrakorte brev, som Leonard Cohen, her underskrevet med LC, skrev til Cave i forbindelse med Arthurs død: ”I am with you Brother.” Et brev som Cave betegner som en af de mest meningsfulde beskeder, han har modtaget.

Stranger than Kindness er en udstilling med så meget stof, at den med rette kan besøges mange gange. Den vil uden tvivl kaste nye vikler og stemninger af sig. Nick Cave er en livsmaskine af eksplosiv kreativitet, der udtrykkes intensivt på hele paletten af både følelser og mulige konkrete udtryksformer.

Udstillingen, der åbnede d. 8. juni, er støttet af både GUCCI, Beckett-fonden, Australien Music Vault og Det Kgl. Bibliotek. Den kan opleves indtil d. 13.februar næste år på Det Kgl. Biblioteks kulturhus Den Sorte Diamant på Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K.

Læs mere om udstillingen her.

Portræt øverst. Foto: Gosha Rubcinskiy.