Indkøbskurven er tom.
Anette Zimmerlund skubber til samtidens stereotyper i kunstens navn
ANETTE ZIMMERLUND - MONSTRØSE SKØNHEDER
16. april 2020
Af Louise Jørgensen
En fascination for det absurde, monstrøse og smukke løber i blodet hos søstrene Zimmerlund. Således emmer Anette Zimmerlunds kunst af empowerment, morbiditet og provokation. Med en snert af street art, en god portion klassisk portrætkunst og en særlig egenrådig pen, drager hun vores øjne og bevidsthed mod steder, vi ellers har tendens til at søge væk fra. Med øjnene fæstnet mod lærredet, ser hun verden omkring sig med nye øjne og tager os med på sin rejse ind i sig selv, ind i det groteske og mod selvindsigt, styrke og skønhed.
Lad mig introducere @zimmerlund-kunst.
Coronakrisen kradser, verden lukker sig om ørerne på os og vi sidder alene, hver for sig. Din vante kunstinstitution og galleriet nede om hjørnet er lukket. Gaderne ligger øde, sofaerne kravler op på ryggen af os, hjemmekontoret bugner, ungerne keder sig og vi rykker sammen i de små, nære fællesskaber og nærer det nære, mens vi drømmer om en sommerfest, en ubekymret dag i Tivoli eller en tur på Louisiana. Eller, måske er det bare mig?
Corona-kunst-stafet
Mens verden som vi kender den holder lukket, indtager de sociale medier pludselig en rolle, der gør dem værdige til at bære deres eget navn. Her bugner det med sociale fællesskaber, der forsøger at opveje den hudtørst, som mange begynder at føle. Der opstår pludselig live-sessioner med sundhedsplejersker, online mødregrupper, live stuekoncerter, gratis kreative tilbud, online træning, madlavning og kunst, ja lad os ikke glemme kunsten.
Sidste nævnte er noget, jeg for alvor har fået øjnene op for over de sidste par uger. Og måske har du lyst til at få øjnene op for det samme. Nu, hvor vi alligevel sidder alene hvert for sig og passer på hinanden og særligt samfundets svageste, kunne vi måske bruge denne absurde, skræmmende og uvante situation til at se nærmere på et par kunstnere, hvis kunst vi fortsat kan nyde på bønhørig afstand over de sociale medier. Vi kan kalde det en Corona-kunst-stafet? I sidste uge så vi nærmere på Amanda Zimmerlunds feminine, melankolske cirkuskunst og som det byder sig med en stafet, bad jeg Amanda give stafetten videre. Den landede hos hendes storesøster, Anette Zimmerlund.
Anette Zimmerlund, Generation Clown, 2020.
Penslen og galskaben
Anette Zimmerlund (f. 1985) voksede op i en lille provinsby, Snejlbjerg, uden for Herning, som den midterste i en søskendeflok på tre. Det var ikke malekunsten eller blyantstregen, der fyldte i Anettes barndomshjem, men alligevel flød kreativiteten frit i det lille hjem. Mens fareren var lidt af en Storm P-opfindertype, fyldte moreren hjemmet med sangskrivning, musik og skuespil. Det kreative havde en værdi, der tillod Anette at opbygge og udforske sin egen. Måske netop derfor voksede Anette op med en følelse af at have fået tegne- og malekunsten ind med fødslen:
”Penslen er en forlængelse af min arm. Den gør egentlig bare det, jeg gerne vil have, den skal gøre. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at det ikke er mig, der fører penslen. Jeg kan have oplevelsen af, at den lever sit eget liv - og jeg kan kigge på et værk og tænke: ”Fuck, det er genialt det der! Hvorfor kom jeg ikke på den idé?” Det lyder jo vanvittigt, når jeg siger det højt, men hører det ikke bare med at være en smule insane, når man er kunstner?”
Det var også en fascination for galskaben, grimheden og det, vi ofte vender øjnene fra, der drev den dengang 16-årige Anette til at forfølge kunsten. Hendes teenagesind blev tæt på tryllebundet af Michael Kviums gruvækkende og abnorme menneskegengivelser. Og det, på en sådan måde, at hans værker stadig den dag i dag vækker noget i hende, en ild, som hun formulerer det.
Som 16-årig følte Anette sig set, forstået og hjemme i de absurde scenarier, der fremstiller menneskeheden i al sin bizarre ynkelighed. Ærlige, sårbare og excentriske skabninger, der stirede ud og tilbage på hende fra Kviums malingsdækkede lærreder:
“Jeg hører ofte folk sige, at de synes, det er grimt, det han (Michael Kvium, red.) maler. At de får lyst til at kigge væk. Jeg har det helt modsat. Jeg vil stirre på det, tale om det, mærke det og sprede det. Jeg har på ingen måde lyst til at lukke ned for ”det grimme”. Det skal have fuld udblæsning. Sådan har jeg det bedst. Jeg mærker det samme i dag, når jeg maler. Jeg maler mine følelser, tanker, bekymringer, undren, reaktioner, irritationer.”
Det var ønsket om at skabe noget, der føltes lige så sandt og ærligt, som de værker hun beundrede af Kvium, der dengang drev Anette i sin lokale Søstrene Grene-butik efter lærred og maling – og som fik hende til at omdanne sit teenageværelse til et værksted, smurt ind i oliemaling og terpentin.
Anette Zimmerlund, Step into you, 2020.
Provokation, Kahlo og terapi for åbent lærred
Det er fortsat det ærlige og kontrastfulde, der fylder Anettes værker. Det er ting, som hun oplever, sanser og særligt provokeres af, der får penslen til at danse. Det er i kontrasterne, at hun føler sig hjemme. Bliver et værk for pænt, tilføjer hun noget grimhed. Et dystert element, en dæmon, et monster, så hun igen kan mærke sig selv og værket:
”Det er min egen oplevelse, at det mørke og lyse følges sammen i mine værker. En kontrast mellem det smukke og det grimme, det følsomme og det voldsomme, det sarte og det vilde, det stille og det larmende, det høflige og det provokerende. Det er i kontrasterne, hvor jeg virkelig føler mig hjemme i kunsten, og det er her, jeg selv bliver tændt og nysgerrig på at gå dybere. Det er i kontrasterne, at jeg virkelig mærker, at jeg lever.”
Det er som oftest kvinder, der toner frem, når Anette lader kreativiteten flyde. Stærke, komplekse, frodige kvinder. Ligheden med den afdøde, mexicanske kunstner Frida Kahlo (1907-1954) er slående. Det er noget med farverne, positionerne, blomsterne, det stærke blik. Og Anette udtaler da også, at hun finder en stor inspiration i Kahlos æstetiske udtryk og liv. Hun identificerer sig med hendes styrke og sårbarhed, men i særdeleshed med hendes univers: naturen, dyrene, dæmonerne, det smukke, drømmende og hjemsøgende. Fælles for dem står dæmonerne og symbolikken samt en balancegang mellem realismen og surrealismen.
Med ammunition fra historiens stærke kvinder, er Anette ikke bange for at tage samfundets stereotyper under kærlig behandling i sin kunst. Hverdagens utallige antagelser om hvad vi bør, tør og kan antænde hende. Hun får lyst til at bekrige dem, med det, der er hende nærmest: hendes pensel. Stereotype overbevisninger som ”Man kan da ikke have hvide tennissokker på i sine sandaler?!” eller ”Hun er da for tyk til den kjole?!” er benzin på Anettes kunstneriske bål og bliver taget under kærlig behandling i hendes farvestrålende værker.
Men det er ikke kun andres forslidte formaninger, der optænder hende. Hun bekæmper også egne dæmoner og fastlåste idealer, der tidligere havde fraholdt hende fra at handle. Hvor nogen bruger blyant og papir til at organisere deres tankevirksomhed og få styr på den indre støj, bruger Anette lærredet og penslen (samt blyant, tusch mm.). Gennem kunsten har Anette lært at se verden gennem sine egne øjne, for med lærredet som medie, ser hun verden skarpere end før:
“Jeg har været på en personlig rejse gennem de sidste 10 år, hvis fornemmeste udbytte har været at lære mig at se livet gennem mine egne – og ikke gennem andres - øjne. Det har givet mig en helt enorm frihedsfølelse indeni, for jeg har, som jeg berørte tidligere, haft tendens til at være fastlåst i destruktive og udefrakommende overbevisninger om livet. Rejsen har været hård, men i dag lever jeg meget mere MIT liv, som jeg ønsker det – og jeg har fået mod på at springe ud i min kunst.”
Mandagskunstner med fart over feltet
I mange år arbejdede Anette fuld tid som lærer og behandlede sin kunst som en hobby, men for ganske nyligt fandt hun endelig modet til at prioritere kunsten på en ny måde. Det var en beslutning, der var længe undervejs, for som Anette formulerer det, følte hun, at sådan noget med at prioritere kunsten var forbeholdt “rigtige kunstnere”. Men pludselig gik det op for hende, at hun selv bestemmer over hvad der skal og bør prioriteres. Nu holder Anette fri fra lærerjobbet hver mandag, så hun kan dyrke kunsten uden at skæve til uret.
Hvor nogle kunstnere elsker den langsommelige proces, der ligger bag et værk, vil Anette gerne se hurtige resultater. Hun er en restløs sjæl, hvorfor hun og akrylmalingen er et drømmematch.
Anette Zimmerlund, Fuck Off, 2020.
Det første værk og den personlige streg
Anettes første værk var et menneskeligt træ på 40*30 cm lærred. Træet stod med dybe, fastgroede rødder, mens træets (arm)grene holdt fast om et andet træ. De to hvilede ligesom på hinanden. Træet var en ”han”, der sad fast – ude af stand til at komme fri på egen hånd. Baggrunden gik fra mørk, dyb rød til orange og blev til sidst gul. En skovbrand, nærmest. Træet var brunt med triste øjne og en bedrøvet mund. Hans ”hoved” var træstammen, som var knækket for oven:
”Når jeg tænker over det i dag, kan jeg huske, at jeg bare så ham for mit indre og vidste, at ham skulle jeg male. Maleriet viste jeg kun til mine forældre, men jeg gemte ham i mange år. Desværre er han røget ud. Til min store ærgrelse.”
Herefter stod den på portrætter. Og selvom Anette fokuserede benhårdt på at forbedre sin teknik, synes hun fortsat ikke, hun til fulde har fundet sit eget udtryk.
“Jeg leger fortsat med motiverne, stregerne, farverne. Spørger mig selv, hvad det egentlig er, jeg vil? Hvem er jeg som kunstner? Hvad er det, jeg gerne vil udtrykke? Det er en lang rejse og den fortsætter. Jeg ønsker i bund og grund egentlig ikke, at ”falde helt til ro” i min kunst – men jeg ønsker mig brændende, at folk går forbi mine værker og siger: ”Se! Dér hænger en Anette Zimmerlund.” Sagt med andre ord: Jeg ønsker, at min stil er genkendelig.”
Trods Anettes uomtvistelige talent, føler hun endnu ikke, at hun har knækket koden til sin kunstneriske essens. Samtidig er hun i tvivl om, om hun overhovedet tør finde ud af hvad der gemmer sig derinde, hvis hun giver det frit spil, for hendes fornemmelse er, at der findes dæmoner og absurditeter nok til at fylde gallerier verden over.
Anette Zimmerlund, If I don't look - Will it disappear?, 2020.
Hvis jeg kigger væk?
Et af Anettes senere værker, er værket ”If I don’t look – will it disappear?”, malet med akryl og poscatusser på 40*50 cm. papir. Da jeg spørger til værket, står det hurtigt klart, at det indtager en ret central position i Anettes selv- og verdensopfattelse. Kvinden på billedet fremstår umiddelbart stærk og afbalanceret. Hun er, med Anettes egne ord, næsten landet – i sig selv og livet, men alligevel er der noget der forstyrrer. Et monster på hver skulder, hvisker hende løgne og usandheder, og forsøger at splitte hende, gøre hende mindre og skabe tvivl i hendes sind: Taler monstrene sandt? Bør hun lytte, når de fortæller hende, at hun er for meget, prøver for meget, gør for meget? Når de fortæller hende, at hun skal indordne sig, tie, underlægge sig en maskulin magt. Kvinden er frosset, holder sig for øjnene og håber, at hun kan holde monstrene for livet, hvis hun ikke ser dem. Kvinden er klædt i en Minnie Mouse-trøje, der for Anette symboliserer det indre barn, der skal passes, plejes og trøstes, hvis det skal overleve og forblive intakt.
Anettes kunstneriske rejse er langt fra ovre. Hun udvikler sig og dokumenterer dele af sin kunstneriske rejse på sin instagramkonto @zimmerkund_kunst_, men også på sin nye hjemmeside zimmerlundkunst.dk, hvor hendes kunst både kan beundres og købes. Hjemmesiden gik i luften 1. april i år, så Anette er spændt på, hvad den kommer til at betyde for hendes virke over det næste stykke tid. Samtidig har hun for første gang åbnet op for bestillinger, hvilket betyder en ny og anderledes arbejdsproces, hvor modtageren pludselig er en del af opgaven fra start af.
For Anette er kunsten lige dele en åbenbaring og et valg. Værkerne flyder ud af hendes hænder, som var der noget andet der styrede dem. Hun er et medie for sin kunst og jeg kan personligt ikke vente med at følge med på sidelinjen over de næste mange år. Du er hermed også inviteret med på rejsen.
Anette Zimmerlund, portræt, 2020.
Anette giver stafetten videre til @Kittbuch, hvis kunst balancerer på grænsen mellem popart og surrealisme. Jeg glæder mig og håber, du får lyst til at læse med.
Pas fortsat på hinanden derude.
Kærlig hilsen Louise
Se mere til Anette Zimmerlund på hendes hjemmeside og på hendes instagramprofil.
