Det gode vs. det onde: Vokseneventyr på Aalborg Teater
Det gode vs. det onde: Vokseneventyr på Aalborg Teater
Af Lærke Helene Askholm
D. 31. januar 2020
Magasinet Kunst var med til premiere på vokseneventyret Det gode vs. det onde af Tue Biering på Aalborg Teater lørdag d. 25. januar.
Det gode vs det onde. Foto: Presse.
Hans tilgår tilværelsen
Vi følger i forestillingen Hans, som er på en personlig rejse med et hav af tanker og positioneringer omkring vores væren i verden. Hans, som de tre skuespillere skiftes til at være, kredser om meningen med det hele og om, hvem der mon i særdeleshed har fundet vejen, sandheden og den korrekte måde at tilgå livet og andre mennesker på.
Voldsom og udfordrende
Publikum inddrages og udfordres i stor stil, og antagelser og selvbilleder både spejles og pilles ned, hvorved en øjenåbnende effekt er konstant til stede i forhold til både en selv og andre. Der er til tider meget voldsomme scener, hvor man både chokeres og mærker intenst ubehag, når menneskets allermørkeste sider udpensles og vises i konkrete handlinger.
Det gode vs det onde. Foto: Presse.
Hylende morsom
Forestillingen er gennemgående helt ustyrlig morsom, og man rammes af den evindelige gåde om, hvordan skuespillere i særligt komiske situationer er i stand til at udvise så stor absurditet og skørhed uden at fortrække en mine – især når hele salen er flade af grin. Ena Spottag giver som Hans publikum en undskyldning og understreger den med flere gentagelser, hvorefter hun siger, at hun aldrig har sagt noget på en scene uden, at det var skrevet af nogle andre. Det undskylder hun også for. Og slår i den forbindelse fast, det den sidste undskyldning også bare var fra manuskriptet. Det underlige trækkes ud og vi ender i befriende grin, som vi ikke kan stoppe.
Det gode vs det onde. Foto: Presse.
Verdenssituationen fikses over en bajer
De tre skuespillere, Ena Spottag, Maria Knudsen-Fogh og Jacob Moth-Poulsen, leverer syleskarpe og dybt medrivende præstationer, når de med overlegen præcision bringer eksplosive udtryk og handlinger frem på scenen. Verdenssituationen ordnes lige i et telt, mens der klædes om på komisk og trang vis med håndholdt kamera. Verden udenfor har selvfølgelig ikke ændret sig en millimeter under den samtale. Men nu er den lige løst i et fedt, klogt og beruset snuptag, og vi føler os igen på skift truffet og udstillet i et utroligt morsomt lys.
Det gode vs det onde. Foto: Presse.
Rolleombytninger og fingerpeg
Vores trang til opdeling af godt og ondt tydeliggøres, og de uoverskuelige nuancer fejes væk i behovet for klare opdelinger og forudsigelige trygge strukturer. Rollerne byttes om, når de selvudråbte gode og rummelige flipper ud i råb og raseri og truer med vold mod de onde. Historisk onde personer optræder også, og i forsøget på at forstå baggrunden for de onde handlinger ser vi, at der er en grænse for forståelsen, og tolerancen i stedet bryder ud i lort, møg, bræk, vold og skidt i det godes gerning.
Der er tale om ekstremt modige præstationer, hvor enestående finesser udtrykkes med den største indlevelse for selv de mest ekstreme positioner. Det gode vs. det onde er en virkelig mindeværdig forestilling, der efterlader meget stof til efterretning uden, at vi påduttes nogen form for sandhed eller morale. Vi må selv sortere i de tråde og indviklinger, som skuespillerne så flot og rammende har vist os.
Det gode vs det onde. Foto: Presse.
Instruktør: Tue Biering. Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Maria Knudsen Fogh og Ena Spottag
Kan opleves på Aalborg Teater til og med d. 19. februar (d. 18 og 19. februar er ekstraforestillinger)
Link til mere info og køb af billetter: https://www.aalborgteater.dk/event/det-gode-vs-det-onde/