Bonny & Clyde spiller 9. januar-1. februar 2020 på Betty Nansen Teatret.
At tale dans og at danse en historie
Af Sofie T. Ramji, 14. januar, 2020
Astrid Elbos fortryllende Bonnie stråler gennem hele Betty Nansens nyeste opsætning af Bonnie & Clyde. Uhyggeligt eminent flankeret af partikulære og dygtige dansere, i både klassisk og streetstyle, der danser som Signe Fabricius ville have det - som om deres liv afhang af det. Om det derimod er lykkedes for hende og iscenesætter, Elisa Kragerup at fortælle en historie der rører vores liv, hersker der større tvivl om.
Stephanie Nguyen. Foto: Catrine Zorn.
”Dette er en virkelig historie”
Historien sættes i gang af en symbolsk mønt, som danserne, der portrætterer alt fra forbrydere, politiet til Barrow-bandens brogede medlemmer, kaster sig over. Vi forstår at vi nu er i 1930. Den store Depression lurer og mønten symboliserer desperationen, der præger liv og mennesker.
Selve forestillingen starter med ordene: Dette er en virkelig historie. Adskillelsen af forestilling og historie er foranlediget af en historie, der aldrig bliver fortalt. Vi får en forestilling, der er både underholdende, vildt veludført af de dygtige dansere. Men fra mønten lander på scenen og til Bonnie Parker og Clyde Barrows famøse endeligt, så er det svært at redegøre for, hvad der faktisk sker.
Og her tales ikke om replikker – enhver, der har oplevet hvad en ballet eller en danseforestilling kan gøre ved ens nervesystem, vil vide at replikker intet har med historie at gøre. Og der er slet ingen tvivl om at danserne ’taler dansen’, som har været Signe Fabricius’ ambition – og at de gør det, så de ’næsten spytter blod’ er der slet heller ingen tvivl om.
Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær. Foto: Catrine Zorn.
Som en anerkendt skuespiller bemærker efter forestillingen; ’Det var rigtig god underholdning. Men det var også dét, det var.’ Der er ikke en fod at udsætte på danserne i Betty Nansens nyeste forestilling Bonnie & Clyde. Hverken en yndefuld balletfod eller en stomping urban breaker-fod. Bonnie og Clyde, i skikkelse af Astrid Elbo og Ulrik Birkkjær danser hjertet ud på Betty Nansens scene, flot oplyst af Ida Grarups fænomenale scenografi og Súni Joensens ligeså lysdesign. Samspillet mellem Grarup og Súni Joensens imposante lysdesign er faktisk slet ikke til at komme udenom – men hvor ville man også gerne have en teateroplevlelse, der ikke druknede i rig scenografi.
Barrow Banden. Foto: Catrine Zorn.
Danserne fortryller fra start til slut
Astrid Elbos figur fortæller en historie i sig selv – lige så vel gør danserne. Stephanie Nguyens totalt skarpe trin sidder lige i skabet, Suad Demirovic og Veronica Bracaccini er fantastiske som bandens fluorescerende, sydeuropæiske lover-duo, hun vild og fræk, han macho og kæk. Selv svenske Robert Malmbergs lidt nørdede bandemedlem wack’er sin egen morsomme historie – for slet ikke at tale om kun 16-årige Mads Gronemanns fuldstændig forrygende break-moves, der smadrer lige igennem alt det fine porcelæn og skaber ægte gangsta-råhed med glimt i øjet og bling på tænderne.
Man kan sagtens mærke, at danserne har været med til at udvikle forestillingen helt fra starten. For det er et storslået show og den bærende flugtscene er forrygende underholdning. Men man får aldrig historien om det par, der har levet i vores kulturelle bevidsthed i snart hundrede år.
Jeg går altså ikke fra Betty Nansen med samme fornemmelse, som jeg har haft til de seneste års forestillinger. Fornemmelsen af at noget stort har rørt ens liv. Hvadend det har været digte om at være ’I et Forhold’, om det har været ’Tove, Tove, Tove’s ord, eller Hvid Magi – alt hvad Elisa Kragerup og Signe Fabricius har berørt med blot en fingerspids har føltes som havde det overjordiske kræfter. De overjordiske kræfter er reduceret til dansernes evner i Bonnie & Clyde. Der er intet andet, der binder historien sammen end det danserne præsterer, hverken til vor tid eller til os der ser det.
Stephanie Nguyen, Robert Malmborg, Astrid Elbo, Mads Gronemann, Suad Demirovic, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini. Foto: Catrine Zorn.
Harcelerende dansere uden sikkerhedsnet
For det første er det synd at Clyde, spillet af danseren Ulrik Birkkjær, blegner ved siden af Bonnie. Og ikke fordi Ulrik Birkkjær ikke er en ok danser – men hans Clyde lader ikke til at være båret af så meget andet end cuteness. Og når vi så også befinder os på Frederiksberg, så er det pludselig svært ikke bare at læse et nutidigt (privilegeret, seksuelt frigjort) dansk par ind i forestillingen. Hele introen handler mest om deres store passion og deres, well, basically, bare deres sex. Det bliver f.eks. en lille smule Ørkenens Sønner, at Clyde hele tiden skal tage Bonnie på røven. For det gør vi bare ræddi meget her i Danmark – reducerer alt til samleje. Og man kan måske godt forstå at skaberne ikke ville gå i Arthur Penns og Warren Beattys fodspor og ligefrem gøre Clyde seksuelt udfordret. Men man kan bare ikke lade være at tænke på om den unge, sexfixerede danske mand er ved at være lidt uddateret?
Alt det kan man frit sidde og spekulere på der i teatermørket, fordi der ikke er andet til at gribe én, end det vildt smukke, fantastiske koreografiske mesterværk, der er dansen. Den intensitet danserne virkelig formår at danse med, forplanter sig aldrig til en historie. Og man vil så gerne vide hvad det er de harcelerer over.
Foto: Catrine Zorn.
Bonnie og Clyde i det 21. århundrede
Der er så meget man kunne gribe fat i, når man vælger en historie som Bonnie og Clyde. Der er masser af desperation i vore dage, der er masser af ulighed og alt for store grænser mellem rig og fattig. Historien er blevet ved at leve, fordi den taler til en frustration og den generelle usikkerhed, der hører sammen med at være borger i alle moderne, vestlige samfund. Om vi taler 1930, 1967 eller 2020. ’En tid hvor økonomien kollapser’, ’mennesket i frit fald’ er de sætninger, som den imposante scenografi fortryller os med helt fra starten. Men vi mærker det aldrig.
Inden vi går hen og skaber et scenografiens århundrede, hvor alt er overflade og shine, så ville det være så rart, hvis vi fik lov også at føle lidt.
Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær. Foto: Catrine Zorn.
Spiller 9. januar-1. februar 2020 på Betty Nansen Teatret
Koreografi og instruktion: Signe Fabricius
Instruktørkonsulent: Elisa Kragerup
Dramaturg: Trine Wisbech
Scenografi: Ida Grarup
Lysdesigner: Súni Joensen
Musikalsk konsulent: Jeanett Albeck
Medvirkende: Astrid Elbo, Ulrik Birkkjær, Veronica Bracaccini, Stephanie Nguyen, Suad Demirovic, Robert Malmborg og Mads Gronemann