Indkøbskurven er tom.
Snedronningen forfører
Scene, Film & Bøger

Snedronningen - Forestillingen kan opleves i perioden 13. Okt. – 3. Dec. 2019

Snedronningen forfører

Af Christina Collet Hvolgaard.
D. 28. oktober 2019

 

 

 

I H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” handler det om børnene Gerda og Kay og deres kærlighed, som i sidste ende overvinder alverdens ondskab og fristelser. Den danske komponist Hans Abrahamsen er tro mod sit forlæg i sin nye danske opera. Man kan virkelig tale om, at det tunge skyts er kørt i stilling når en af verdens mest feterede nulevende komponister præsenterer et nyt værk baseret på et eventyr af H.C. Andersen. Større bliver det vel ikke.

 

Komponisten modtog Sonnings Musikpris i år, og har efter sigende arbejdet på ideen til operaen siden 2007. Fortællingen handler grundlæggende om barnlig uskyld, der møder voksenlivets kulde i form af en kompleks ondskab. Snedronningen, der er karakteriseret ved sit generelle fravær i Andersens originale eventyr, er i Francisco Negríns iscenesættelse på Operaen blevet til en abstrakt figur, ”Den Universelle”, der både (for)fører Kay og Gerda ind i voksenlivet og styrer tidens gang. Og så spilles Snedronningen af basbarytonen Johan Reuter, hvis tonegentagende og næsten tidsstandsende partier dog af og til drukner i en kompleks instrumentering.

 


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

Den stort anlagte og teknologisk avancerede scenografi fra Playmodes med tusindvis af led-pærer føjer en velvalgt råhed til operaens dramatiske højdepunkter. Lyseffekterne spejler musikkens balance og momentvise sentimentalitet. Scenografien er magisk og poetisk. Man drømmer om isbjergenes skønhed i de dekorationer, scenografen maner frem sammen med Playmodes. Vi bemægtiges af lynende nedslag på nattehimlen, nordlys, der toner frem som regnbuefarvede åbenbaringer, og de morderiske splinter fra spejlet, der knuses og forvrænger Kajs opfattelse af omverdenen og vender tilbage som magiske rammer omkring Snedronningen figur, der toner frem i fantastiske forblændinger. Og den søde Gerda får sig i den grad en på opleveren når hun på sin rejse efter Kay forføres af voksenlivets fristelser og udfordres på sin barnetro. De forbløffende visuelle effekter er en dramatisk og enkel visualisering af et dansk nationalklenodie.

 

Kombinationen af scenografien og det frostklare lys giver et nordisk, geometrisk og minimalistisk udtryk. Vi kommer både i nærheden af poetisk stjerneklar nattehimmel og fryser nærmest ved tanken om den kulde og ondskab, der har overtaget stakkels Kays hjerte. En næsten hypnotiserende geometri kommer til udtryk ved gigantiske kvadrater af rammer, der forskudt af hinanden omkranser scenerummet med den svævende Snedronning i midten. Og et af de steder hvor Snedronningen tager sig bedst ud i Abrahamsens opera er når snestormen raser i violinerne, hele rummet fyldes med blitzende sne fra LED-lysene.

 


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

Historien om Kay og Gerda er kompleks. Også som ny opera. Gerdas tårer får isen til at smelte…og eventyret slutter med deres forening – ikke som børn, men som voksne med troen på det gode intakte i hjertet.


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.

 


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.

 


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.


Billeder fra Snedronningen, Den Kongelige Opera. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig