Indkøbskurven er tom.
Søren Huss: Efterårsturné 2019
Scene, Film & Bøger

Magasinet Kunst var med blandt publikum, da Søren Huss gav koncert med sit band på Skråen i Aalborg fredag d. 11. oktober.

Af Lærke Helene Askholm

D. 21. oktober 2019

 

Dyb, varm og nærværende

Skråen i Aalborg summede af spænding og forventninger inden koncerten med Søren Huss sidste fredag, hvor han skulle give koncert med sit band - en koncert der endte med at indfri hver en forventning og meget mere til. Igennem flere timer var publikum indhyllet i en buket af nærvær der, udover at være forankret i en konstant følelse af reel jordforbindelse, også var krydret med Sørens lune humor. Flere gange undervejs blev der ligefrem grinet ustyrligt meget igennem, og det er tydeligvis ingen skrøne, at Nordjyder er temmelig godt kørende, når det kommer til både underspillet og direkte lummer humor. Der var i det hele taget en tale om en skøn balance mellem de mange helt dybe sange og den mere lette pingpong mellem Søren, bandet og publikum. Da Søren takkede publikum for at købe billet til koncerten, var det sagt med selvsamme balance: ”Stor tak for at I har villet komme i aften - billetten var jo ikke helt billig, det ved jeg godt. Men til gengæld giver I mig så mulighed for at blive ved med at skrive sange og for at kunne hyre nogle af Danmarks allerbedste musikere og det allerbedste hold bag.”, slog Søren fast til en fuld opbakning i form af en stigende klapsalve og Nordjyske verbale highfives.

 


Billede fra Tourneen. Foto: Morten Rygaard.

 

Bandet og holdet bag

Udover Søren Huss består bandet af guitarist Lars Skjærbæk, cellist Live Johansson, Christoffer Møller på piano, guitarist Morten Jørgensen, trommeslager Jesper Elnegaard, guitarist Mads Mouritz Gjellerod. Michael Gunther står for lyden på scenen og Mads Nørgaard Nielsen for lyden ud til publikum, Theis Wermuth er lysmand, Esben Ahrens står for baggear og Michael Münster er tour manager.

Cellist Live Johansson fortæller om det særlige ved denne tour: ”Vi var meget glade efter den koncert i Aalborg. Denne tour startede helt vildt godt i Nyborg og så er det bare gået opad. Vi nyder det alle sammen 10.000 procent og har den vildeste optur. Vi er meget taknemmelige. Publikum er virkelig dedikerede og forstår både, hvornår de skal lytte og være med, når de skal synge kor – på en festival kan det være mere tilfældigt. Sørens musik er så utrolig smuk og meget nærværende med den her tur!”.

Ligesom Live også nævner det, så var det tydeligt blandt publikum, at det var en koncert der betød noget for dem og at dedikationen var stor undervejs. Professionalismen viste sig på yderligere et punkt, hvor lydmand Mads Nørgaard Nielsen havde øje for og energi til at sende et klart signal til en for beruset larmende mand, der netop forstyrrede den unikke stemning, som resten i salen havde betalt for og søgte at dedikere sig til. Dette er et godt eksempel på den helt særlige fintfølende balance som hele holdet bag står for, når de værner om den autentiske og ægte stemning i Sørens sange.


Pressefoto af cover på nyeste album Sort og Hvid til Evig Tid
 

Sørens sange

Søren spillede til koncerten et eksklusivt spektrum af sine sange, hvor der både var sange fra den nye plade, Sort og Hvid til Evig Tid, der udkom d. 10. september i år – vi hørte sangene Smeltet kaktus, Postkort, Entreprenør, Romantikerens Kile og Vekseleren. Fra Sørens første soloalbum, Troen og Ingen fra 2010, hørte vi følgende sange: Som mejslet i massiv granit, Du er, Jeg finder vej og Et hav af udstrakte hænder. Fra albummet Oppefra og ned fra 2012 hørte vi Øjeblikket og De sorte tal, og fra Sørens tredje album MidtlivsVisen fra 2017 hørte vi Af sti af sted, Et helt almindeligt liv, Undertiden, Ingen appel og Opvasken.

Under sangen Jeg finder vej, hvor omkvædet er `Dejlige, dejlige datter´, sagde en inkarneret vendelbo, der præsenterede sig som Hans, til mig, at det da var godt, at lyset var dæmpet, fordi hans øjne var blevet blanke, og han tænkte på sin datter. Inden koncerten havde han fortalt mig, at det var hans kæreste, som han var der med, der kendte Sørens sange, og at han selv `kun´ havde hørt ham i Toppen af poppen. Men der havde han også virkelig godt kunnet li´ hans stemme og de helt simple sange, som jo i det program godt nok er de andre deltageres sange. Men det havde vakt hans interesse. Hans sad med en whisky efter koncerten og sagde: ”Altså, da det blev ved med de flotte sange, så tænkte jeg, at nu skal jeg altså fejre det med en whisky, og ja, jeg burde jo også lige have haft en cigar. ” Der er ingen tvivl om, at Hans´ kæreste ikke får problemer med at få ham til flere Søren Huss koncerter, og at Søren har fået sig endnu en Nordjysk fan!

Det var en fantastisk smuk koncert.


Pressefoto af koncertkalender for efterårsturneen

Kommende koncerter

Datoerne for Søren Huss´ kommende koncerter kan ses på ovenstående foto af koncertkalenderen for hans efterårsturné. Ligeledes optræder Søren med sit band og Copenhagen Phil til januar

Sørens Huss: https://www.facebook.com/soerenhuss/

Søren Huss og Copenhagen Phil, begivenhed i januar 2020: https://www.facebook.com/events/2853562044675592/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig