En storstilet fællesfernisering i Kødbyen bragte både skuffelse og glæde. Men mest skuffelse. Man kan kun håbe at sommeren kan bringe noget mere interessant til de gamle slagtehaller.

Anmeldelse af Frederik Westergaard 

10.04.19

Foto: Gallery V1

Kødbyens kedsomligheder

Hvorfor er det så svært at holde af Kødbyen? Som sådan er det et fantastisk område, at kunne ombygge fra slagteindustri til kulturel og gastronomisk magnet. Men det er som om at slut 00’ererne og start 10’ernes insisteren på krisekonformitet, forklædt som håndsværksbaseret nytænkning, har gjort kødbyen til et af Københavns kedeligste områder. Her er alt ens og bygget over samme formular, men solgt som noget unikt og særegent.

Problemet er bare, at alle restauranterne og barerne kører efter samme forudsigelige formular, som tiltrækker de samme typer af mennesker, der alle har det tilfælles at de vil ses lige netop der. Måske fordi de synes at det er cool at være i kødbyen, men hvorfor? Hvorfor er det cool? I det store hele er ens tilstedeværelse i kødbyen en social effektfuld markør at kunne skabe sin identitet ud efter. Man bliver så at sige en af dem, som holder til i kødbyen. Sejt.

Foto: Gallery V1

Banaliteternes holdeplads

Netop fordi kødbyen tiltrækker de samme typer af mennesker, som er ude efter det samme, og bidrager til det enorme luftkastel af facade og image, som kødbyen er, så er udbuddet af stedets kulturliv nogle steder også derefter. Kødbyen sælger image, en idé om hvad du udstråler når du bliver set her, og det samme gælder også de kunstnere som vælger at udstille her. Det bidrager unægtelig til deres kulturelle kapital, at have en udstilling på f. eks. Galleri V1.

At være udstillet i Kødbyen fordrer desværre ikke kunst, som oser af vovet ambition og nytænkende radikale idéer. Tværtimod. Måske er det meget rimeligt, at en udstilling i Kødbyen indkapsler alt hvad der er irriterende ved det sted. Forklædt som noget moderne, kantet og sprælsk er udstillingerne i Gallery V1 og Gether Contemporary et perfekt billede på hvorfor Kødbyen har udspillet sin rolle i det københavnske kulturliv. I sit forsøg på at ruske op i beskueren, og formidle et sympatisk projekt som tydeligvis ligger kunstnerne på sinde, ender det med at galleriet levere kunst på et niveau som er langt under det generelle niveau i byen lige nu. Det bliver simpelthen for banalt.

Foto: Gallery VII

Kedelige krigssange

Galleri V1 lægger hus til to udstillinger. ”War Song” af Cali Thornhill DeWitt og ”Part Time Lover” af Alexis Ross. Lad det være sagt straks. Det kan være at jeg har misforstået noget. Jeg kan sagtens have overset en genistreg, som gik min næse forbi. Udstillingerne kan også vel og mærke have været en morsomhed, så dybt forankret i 90’er ironi, at jeg lavede den fejl at tro, at man skulle tage det seriøst. Nå det så er sagt, så gik min ledsager jeg ind i god tro, og så på ”War Song”. Bevæbnet med galleriets egen beskrivelse af DeWitts kunstneriske ambition, og udstillingens indhold, stod min ledsager og jeg og så på hans værker i total stilhed. Vi var simpelthen i tvivl om vi var gået forkert, eller om det var seriøst. En række fotografier af jordkloden med slogans så simple, at man selv til en atommarch i 70’erne havde man bedt ham om at tage hjem og prøve igen.

Temaet er ifølge kunstneren selv det antropocæne. Vi ødelægger jorden med overbefolkning og masseproduktion. Et relevant og spændende tema, som kunsten virkelig har potentiale til at finde nye og overraskende vinkler på. Det gør DeWitt bare ikke. Han har blot taget billeder af jordkloden, printet det ud i dårlig pixeleret kvalitet og skrevet over det. Det er ærgerligt for DeWitt er dygtig. Særlig som musikvideoinstruktør har han vist, at han har noget at tilbyde verden. ”War Song” er næsten en hån mod alle de aspirerende kunstskolestuderende verden over, som har noget på hjerte, og møder afvisning på afvisning.  Vi blev enige om, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt at dette skulle være DeWitts udstilling, men det var det.

Foto: Gether Contemporary

Deltidselskere og et kosteskab

Den anden udstilling på Gallery V1 var ”Part Time Lover” af Alexis Rose. Denne udstilling var desværre endnu mere kedelig, intetsigende og ligegyldig end ”War Song”. Min ledsager og jeg kæmpede for at forstå den. Der er ikke andet at sige end at man skal glæde sig over at Rose’s udstillinger kun hænger til skue til slutningen af april.

Min ledsager og jeg begyndte at undre os over hvorfor vi var de eneste mennesker i galleriet. Der var ellers mange besøgende, men de stod alle sammen udenfor i det menneskelige askebægre og drak, røg og nød aftensolen. Det virkede nærmest som om at ingen rigtig kunne tage der seriøst.  

Den sidste skuffelse kom i form af Gether Contemporary’s udstilling ”Material Madness”. Denne udstilling var sat sammen af fire dygtige skulptører, som havde lavet en udstilling som vi heller ikke kunne forstå. Som med de foregående udstillinger kan de sagtens være, at jeg ikke besidder et abstraktionsniveau der kan samle sig om deres skulpturer, men det virkede fladt og intetsigende. På et tidspunkt havnede min ledsager og jeg i et kontor, hvor der stod en dør åben til et kosteskab, og vi var vitterligt i tvivl om hvorvidt det var en del af udstillingen eller ej. De fire skulptører er tydeligvis dygtige, har sympatiske og interessante intentioner men jeg kunne ikke få øje på dem. Desværre.

Foto: Bo Bjerggaards Galleri

Sidste skuffelse og så et slukket lyspunkt

Sidste skuffelse kom i form af Anna Bjergers udstilling ”Silence” på Bo Bjerggaards Galleri. Der er ingen grund til at svælge mere i skuffelsen. Kort sagt så hvilede alle hendes malerier på idéen om et kvadratisk maleri. Det er blevet til 16 nye værker, som desværre føles statiske, tomme og kedelige. Hverdagsmotiver afbilledet så enkelt og uvedkommende, at man ikke gider bruge sin tid på at se på en tennisbold, eller en swimmingpool. ”Kan det virkelig være rigtigt?”, spørger min ledsager mig. Det kunne det desværre, og vi forlader museet efter, i fællesskab, er forgæves forsøg på at få værkerne til at give mening. Malerierne minder om Edward Hopper, eller rettere sagt, man bliver mindet om at man hellere vil se hans malerier når man ser Bjergers.

Bo Bjerggaards galleri bragte dog den store forårsferniserings eneste lyspunkt ”Works On Paper”. Desværre var det bare udstillingens sidste dag, og kan ikke længere opleves på galleriet. Det havde, i modsætning til det andet vi så, et sammensurium af spændende kunstnere som havde noget originalt og sprælsk over sig.

Foto: Bo Bjerggaards Galleri

Kødbyen i en nøddeskal

På en måde afspejler hele forårsferniseringen Kødbyen så fint. Det er kitsch, ufarligt, ureflekteret og tomme kalorier. Det er virkelig ærgerligt for lokalerne er fantastiske. Der er rig mulighed for mange besøgende, da stedet er et mekka for den kreative klasse, som ynder at gå på museum og her har man desværre misset en chance til at lave noget spændende. Senere på aftenen mødte min ledsager og jeg en gruppe venner. Vi forklarede dem hvad vi havde lavet her til aften. Da de hørte at vi havde været til fernisering i Kødbyen udbrød en ung kvinde, som arbejder i den kreative branche: ”Åh, nej I har vel ikke været til den der fællesfernisering ude i Kødbyen? Det har jeg bare hørt fra min chef og mine kollegaer skulle være så pinligt. Min chef frarådede mig at tage derud”. Ordet havde åbenbart spredt sig ud i byen. Man går derfra med følelsen af, at det kunne være så godt men så det faktisk skidt. Øv, hvor er det ærgerligt.

Så er det godt at udstillingerne kun løber måneden ud, og så kommer der forhåbentligt noget meget bedre. Det kan der næsten kun.

Gallerierne i Kødbyen

Udstillingerne på Gallery V1 og Gether Contemporary kan opleves frem til d. 27.04.19 og "Silence" på Bo Bjerge kan opleves frem til d. 15.06.19

Læs mere om Gallery V1 her, Gether Contemporary her og Galleri Bo Bjerggaard her