Indkøbskurven er tom.
På Kunsthal Charlottenborg kan man rejse ind til essensen af hvad det vil sige at være europæer. Udstillingen Europa Endlos tager, i forbindelse med CPH:DOX, pulsen på den europæiske tidsånd.
Anmeldelse af Frederik Westergaard
D. 25/03/19
Europa i flammer
Europa er i flammer. Brexit er lige rundt om hjørnet, Viktor Orbán laver rav i den i Ungarn, lignende tilstande udvikler sig i Polen, korruptionen i Rumænien får tusindvis af demonstranter på gaden og de gule veste sætter bogstavelig talt ild til gaderne i Paris. Europa oplever et stigende pres på sin identitet i disse tider. Hvilke værdier skal Europa forene sig om? Skal Europa tage flere migranter til sig, eller skal Europa forsøge at holde dem borte? Grækenland har oplevet hvad det vil sige at stå i gæld til de magtfulde politikere i Bruxelles. Det samme har Italien, Cypern, Portugal og Spanien. Tyskland og Frankrig holder sammen på tropperne mens Storbritannien langsomt men sikkert er ved at grave deres egen grav, og hvad med Rusland? Man kunne blive ved, og listen virker nærmest uendelig.
Når der i slutningen af maj afholdes EU-parlamentsvalg, vil alle de ovennævnte punkter med største sandsynlighed blive diskuteret og analyseret i sådan en grad, at man ikke ved hvad der er op eller ned længere. Er projektet om et forenet Europa dødt, eller er det i krisesituationer vi kan finde sammen og udrette mirakler?
Alle disse frustrationer og tanker tager Kunsthal Charlottenborg op i udstillingen Europa Endlos.
Velkommen til Europa
Når man besøger Europa Endlos bliver man budt velkommen til Europa. Det er de velkendte skilte fra lufthavnens paskontrol, som pryder udstillingens to indgange. På det ene skilt står der med de velkendte blå, hvide og gule farver ”Europæere” og på det andet skilt står der ”Øvrige”. Hvis man vælger at gå ind igennem døren for europæere bliver man budt velkommen af den store blå væg, som man også kender fra lufthavnen. Her bliver man modtaget af ordet ”velkommen” på alle EU’s officielle sprog.
Hvis man derimod vælger at gå ind af døren, som er for alle andre end europæere, er modtagelsen ikke så varm. Her bliver man kastet rundt igennem et virvar af knebelpresdøre i stål. Turen ind i Europa for de "Øvrige" er med andre ord en besværlig udfordring.
Det er et vidunderligt greb, som man har valgt at bruge til at sætte en klar kontekst for udstillingen; hvad er Europa? Hvem er europæerne? Hvem vil/skal ind i Europa?
Europa i frit fald
Efter at man, som en heldig europæer, er gået ind af døren til højre bliver man mødt af et stort hvidt lokale med en ståltrappe i midten og fotografier på væggen. Ståltrappen i midten er bombastisk, og suger ligesom alt opmærksomheden til sig. Titlen på værket er Scale Of Things (to come) og er af den verdensberømte italienske kunstner Monica Bonvicini. Trappen bombastisk, voldsom og klodset men har samtidig også et vist præg af elegance over sig. Der er intet gelænder eller rækværk. Det eneste der (delvist) afskærmer trappen er en række af grove metalkæder. Fra toppen af trappen kan man se hele udstillingsrummet, og observere de andre besøgende, som har valgt at træde ind i lokalet som europæer. Samtidig har værket også direkte referencer til det gamle Grækenlands amfiteatre, og dermed og demokratiets vugge. Selve amfiteatrets form, som også til dels bruges i nutidens demokratiske forsamlinger, og værkets titel passer rigtig godt ind i udstillingens tematik.
Man kan gå op på toppen af trappen, og styrte ud over kanten, eller man kan tage en dialog med de andre på trappen. Titlen referer til størrelsesordenen på noget, som er i vente. Hvem ved hvordan Europas fremtid ser ud? Er vi lænket uløseligt fast til EU, er vi på vej ud i et frit fald eller har vi evnen til at sætte os ned og gå i dialog med hinanden?
Hvad vil det sige at være europæer?
At være europæer kan være mange ting. Har europæere en masse til fælles eller er vi en masse forskellige folkeslag, som med vold og skal forenes under et blåt flag med gule stjerner? Den amerikanske kunstner Jimmie Durham har siden 1994 boet i Europa, og sat sig for at undersøge hvad det europæiske kontinent er for en størrelse. Igennem en billedserie, som endnu ikke er afsluttet, lader Durham sig fotografere rundt om i Europa. Fotografierne har alle det tilfælles at ordet ”Europa” indgår på en eller anden måde.
Det bliver til et interessant indblik i hvordan man bruger ”Europa” til at skabe en forbindelse, identitet eller brand. Hvad er der særligt over en kiosk, pizzeria, busstoppested eller apotek der hedder ”Europa”? Det virker nærmest komisk når man ser Durham sidde og læse ”Euroman”. Hvad der er særligt europæisk over det blad er noget af et mysterium. Ikke desto mindre, så får Durhams billedserie en til at tænke over, hvad det vil sige at være europæer, og hvilken værdi vi tillægger Europa igennem vores daglige færd igennem byen. Særligt de tidlige billeder i serien virker stærke, i og med at de sender en nostalgisk hilsen til de elementer man kender så godt fra 90’ernes bilferier ned igennem Europa – dengang Europa var trygt, godt og samlet. Sådan føles det i hvert fald i ens hukommelse.
De store vendepunkter
Der hvor udstillingen for alvor bliver interessant er når den undersøger Europas tilstand anno 2019 på et meget konkret plan. Dette sker f. eks. gennem Sara Jordnös film om hvordan globaliseringen af taget arbejdspladserne væk fra den lille svenske by Robertsfors. Byens største arbejdsgiver, en fabrik som fremstillede kunstige diamanter, lukkede permanent i 2015 og gjorde størstedelen af byen arbejdsløs. Filmen bliver et eksempel på hvordan Europa ændrer sig, og bliver nødt til at tænke nyt for at det kan overleve i sin nuværende form. Igennem interviews og ’fluen på væggen’-reportager fra møder, bliver vi introduceret til de ansatte og får deres historier om hvordan lukningen har påvirket lokalsamfundet og dem privat.
Det er de store vendepunkter i Europas historie, der får os til at indse hvordan vi reelt set føler omkring EU, Europa og vores egen identitet som europæer. Derfor er det også helt naturligt, at udstillingen undersøger flere store valg i Europa ud fra en pro-europæiske synsvinkel. Her kan man opleve plakater for ”Remain”-kampagnen i Storbritannien, pro-europæiske slogans fra valgplakater i Tyskland og Erdoganmodstandere fra Tyrkiet. Alle disse plakater giver beskueren et indtryk af at Europa er kommet til et nyt vendepunkt i sin historie, som vi lever midt i lige nu. Det store valg om du er med eller imod. Er du med, så tilskriver du dig et bestemt værdisæt, er du derimod imod så tilskriver dig et andet. Dem mod os. Os mod dem. Med Brexit-resultatet, som lå på godt 51%, ser det ud til at være mere virkelighed end gisning. I år markeres 30 året for murens fald, og Europa Endlos får en til at tænke, at muren er tilbage. Hvad er det vi har gang i?
.jpg)
Frankie say fuck Brexit
Med alt det i baghovedet så virker Jeremy Dellers indslag i udstillen det meget stærkere. Man er vred, og Dellers vrede virker også mere vedkommen nu. Man forstår hans vrede over Brexit igennem hans humoristiske t-shirts, som alle er variationer over velkendte slogans og motiver fra turistbutikkerne i London. ”Frankie say fuck Brexit”, ”Don’t worry, fuck brexit” osv. Det er galgenhumor så det siger spar to. Et tiltrængt træk på smilebåndet midt i vreden og frustrationen.
Holger og konen
Midt i alt larmen fra de andre EU-lande, som ikke kan finde ud af hvad de vil tænker man, at det er godt at vi er fri for den slags herhjemme. Lige indtil man træder ind i udstillingens slutning. Her møder man ikke et endeløst Europa, men plakater fra folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Meget få partier dengang kæmpede for et nej, og alligevel løb nej-siden af med sejren. Danskerne er sgu heller ikke så pjattede med EU og så alligevel. Med vores retsforbehold, nej til euroen og trang til grænsebomme er vi alligevel ikke så vrede på EU. 55% af danskerne er i hvert fald ikke.
Derfor er det også fascinerende at blive mødt af nej-sidens plakater fra 1992. Det er effektivt greb, som udstillingen tager i brug og får tanken om et Danxit til at virke helt absurd. Samtidig får det også en til at tænke på, at Danmark selv har været et af de få lande i EU, som med vold og magt har skulle acceptere et fælles europæisk samarbejde. Afstemningen i ’92 havde en valgdeltagelse på 83,1% og til sammenligning var valgdeltagelsen ved sidste Europaparlamentsvalg i 2014 på 56,3%.
Holger og konen siger nej til unionen, og dermed sender Europa Endlos beskueren ud i et Europa-eksistentielt stormvejr. Det hjælper heller ikke at kigge på Olafur Eliassons smukke kompas, som er lavet af drivtømmer. Drivtømmeret er sat med en magnet, således at den altid peger mod nord. Det er tydeligt, at kompasset skal have beskueren til at kigge ud af vinduet, ud i Nyhavn og på dets skibe og vandet. Man kommer til at tænke på international handel, det store norden og hvad det vil sige at orientere sig udadtil og ikke kun mod Holger og konen. Hvis bare flere ville stille sig under Eliassons kompas, tænker man. Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Kompasset vil have os til at orientere os, og fastslå vores position i en bredere sammenhæng. Særligt i forbindelse med EU-valget til maj, 30 året for murens fald, Brexit og Europas fremtid.
Det forenede Europa
Som en prik over i’et uddeler udstillingen EU’s charter om menneskerettigheder i avisform. Charteret er blevet til i et samarbejde mellem repræsentanter fra de nationale parlamenter og regeringer samt fra Europaparlamentet. Charteret blev vedtaget i år 2000, og slår en gang for alle fast at EU er bundet sammen om nogle universelle og ukrænkelige værdier som værdighed, frihed, solidaritet, ligestilling, retslig retfærdighed osv.
Med avisen i hånden, og med et hoved fyldt af tanker og bekymringer om hvordan det dog skal gå med Europa kan man se en film om den store nuværende græske tragedie af Bouchra Khalili, og derefter blive slynget rundt af knebelpresdørene af stål. Man kan kun ane udgangen af udstillingen i gennem gitteret, og dermed bliver der sat en stor fed streg under udstillingen, som nok vil variere alt efter om man vil at Europa skal være endeløs eller ej.
Europa Endlos kan opleves nu og frem til d. 11/08 på Kunsthal Charlottenborg.
Den besøgende vil blive udstyret med en iPad, eller kan selv downloade en app, som fortæller om værkerne og kunstnerne.
Læs mere her
