Indkøbskurven er tom.
Fredrik Raddum på Hans Alf Gallery
Udstillinger & Omtaler

Med inspiration i tegneserien og legetøjets æstetik.

OMTALE af: Mikkel Larsen

Hans Alf Gallery har åbnet dørene til en ny udstilling af den norske kunstner, Fredrik Raddum. Udstillingen med titlen Uncover viser nye værker, der inviterer os længere ind i kunstnerens skæve og legesyge univers.

I det første møde med Fredriks Raddums nye værker mærker vi straks kunstnerens dybe og længerevarende inspiration i tegneserien og legetøjets æstetik. Raddums visuelle formsprog genkender vi fra en æske med Lego eller Playmobil. Og som børn med penge på lommen, drages vi af de stærke farver og runde former ind i ”legetøjsbutikken” på Holbergsgade.

Indenfor i galleriets lokaler, omringet af Raddums letgenkendelige værker, konfronteres beskueren med en helt anden, dystopisk virkelighed.


Fredrik Raddum, Installation view, Courtesy Hans Alf Gallery.
 

Fornemmelsen af fravær
En fornyet interesse for det senmoderne menneskets liv og identitet synes at være en fællesnævner i Raddums nye produktioner. I dette brede emnefelt er det især menneskets ambivalente tilstand af fravær og nærvær samt ekshibitionisme og retræte, som tages op i værkerne.

Vi tiltrækkes af skulpturportrætternes farveprægtige og fornøjelige udtryk, som i bronzebusten Human Excavation, hvor ansigtet er erstattet med et farvestrålende krater. I værkernes nærvær møder vi samtidig et fravær af identitet og person. Ansigter er sprunget til atomer eller skjult i papkasser.


Fredrik Raddum, Human Excavation, Blue, 2016,Courtesy Hans Alf Gallery

Det moderne menneske?
I gallerirummet etableres hurtig øjenkontakt med en halvnøgen kvinde og en halvnøgen mand støbt i bronze. Det eneste, de er iført, er en T-shirt og en papkasse på hovedet, hvorpå to øjne og et overdrevet smil hastigt er påmalet. Alligevel afløses dette humoristiske ansigtsudtryk af en tragikomisk stemning. Papkassen med det påmalet smil transformeres let til en påtvungen uniform eller en forbrugsgenstand, som maskerer ”individet”. Samtidig blottes og objektiviseres kroppene af påklædningen, og beskueren indtager uafværgeligt rollen som en vulgær voyeur.

Skulpturerne går under titlerne The Nomad – Woman og The Nomad – Man, og hvorvidt der er tale om en kritik eller blot en konstatering af, hvad der er tilbage af mennesket anno det 21. århundrede, giver Raddum dog ingen konkrette svar på. Debatten efterlades til publikummet. 


Fredrik Raddum, Move, 2016, Courtesy Hans Alf Gallery

Udstillingen Uncover bliver vist på Hans Alf Gallery.
www.hansalf.com

Profilbillede: Fredrik Raddum, Uncover, Cave, 2016, Detail,Courtesy Hans Alf Gallery.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig