Take Me (I'm Yours) Kunsthal Charlottenborg. 5. maj 2016 - 7. august 2016

Værkerne må gerne berøres

Anmeldelse: Ditte Dahl Nielsen

Jeg tager en trøje fra bunken, den er gratis, og lægger den i en pose, jeg har i hånden. Jeg er ikke i et shopping center eller i Netto. Jeg er i en kunsthal. Udstillingen Take me (I’m yours) på kunsthal Charlottenborg udfordrer alle de ting, man som museumsgænger og kunstbeskuer har tillært sig.

Foto: Ditte Dahl Nielsen

Glem alt hvad du har lært

Den første regel man lærer, allerede som barn når man går på museum, kunsthaller eller gallerier er: værkerne må ikke berøres! Dette står ofte skrevet på et skilt, gerne på mere end et sprog.

Det næste mange lærer er, at et kunstværk er meget værdifuldt. Er det fx udstillet på et galleri kan det købes for penge, på et museum derimod vil det oftest ikke blive indlemmet i kunstmarkedet igen, da det er en del af en samling. Det er blevet indlemmet i den danske kulturarv, hvor de museer som modtager støtter fra staten er underlagt den danske museumslov, hvilket medfører begrænsninger såvel som muligheder.

Kunstinstitutionernes rammer, regler og spændetrøjer

Charlottenborg er en helt tredje form for kunstinstitution, nemlig kunsthallen. En kunsthal er hverken et museum eller et galleri. En kunsthal kan betragtes som en platform for samtidskunsten, der kan give de (frie) rammer et museum eller et galleri ikke kan.

Man kan med rimelig stor sandsynlighed sige, at denne udstilling aldrig ville kunne realiseres på et museum. Den er et rigtig godt eksempel på hvorfor vi har brug for kunsthallerne og de mere frie rammer som kunsten kan udfolde sig på. Her kan man skabe rum for at begreber som kulturarv og økonomi går ind og påvirker oplevelsen af værkerne. Det er i hvert fald et af koncepterne bag udstillingen ifølge direktøren Michael Thouber.

Her er en pose. Fyld den.

Efter at have betalt entre, modtager jeg en papirspose med instruktioner om at jeg på udstillingen må tage værker med hjem, de er gratis, og andre steder vil man kunne købe dem for tyve kroner. Derudover er der også gemt værker i butikken, jeg er velkommen til at prøve at finde dem.

Igen vendes der om på det ritual, det er at ankomme til og befinde sig på en kunstinstitution. Som regel bliver man bedt om at gemme store tasker af vejen. Her får man én i hånden, og opfordres til at fylde den.

Yoko Ono. Foto: Ditte Dahl Nielsen.

Med stor forventning bevæger jeg mig op ad trappen med min pose i hånden. Det første værk jeg møder er af Yoko Ono (f.1933), Wish Tree, 1990-2016. Et ønsketræ hvor man opfordres til at skrive et ønske om fred ned på et stykke papir og hænge det på træet. Dette værk har før været udstillet i Danmark i en museal kontekst. Senest på soloudstillingen Half-A-Wind Show- A retrospective på Louisiana i 2013.   

Genbrug fra 90’erne

Jeg bevæger mig videre op af trappen. Her bliver jeg mødt af kæmpe store bunker af tøj, et værk af den franske kunstner Christian Boltanski (f.1944) hvis navn også står på den pose, jeg har fået udleveret. Boltanski udviklede sammen med den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist udstillingens koncept tilbage i 1995 til Serpentines Galleries i London. Denne udstilling er en genopstilling af denne, men med enkelte nye tilføjelser. Dette er en vigtig pointe, som ikke fremgår særlig tydeligt på denne udstilling. Men en kunsthal har som institution ingen interesse i historien, hvilket måske er derfor det ikke er nævnt. Men den skarpe beskuer går måske rundt og undrer sig over hvorfor mange af disse samtidskunstværker er fra 90’erne. 

Christian Boltanski. Foto: Ditte Dahl Nielsen.

Bevæger man sig længere ind i udstillingen møder man en række værker, som stort set har samme koncept, de eksisterer kun i kraft af at publikum interagerer med dem.  Du må for det første røre ved dem, indtage dem, købe dem og tage dem med hjem.

Deja vu

Et af de mest æstetiske værker på denne udstilling er af den afdøde cubanske kunstner Felix Gonzales-Torres. En bunke af turkisblå bolsjer. Værket har titlen Untitled (revenge) og er fra 1991. Værkets vægt som er på ca. 150 kg, er den samlede vægt af kunstneren og hans kæreste som døde af AIDS. Igen udfordres alle de traditioner, som omringer kunsten og den måde vi betragter den på. Dette værk må ikke blot berøres, man må spise det og på sin vis udslette det. Men dette værk kæmper også med det faktum, at det er et værk anno 1991. Kunsten har i lang tid, udfordret traditionerne. Begreber som konceptkunst og relationel æstetik er efterhånden blevet faste vendinger i kunstens verden. Som beskuer ryster dette værk ikke ens grundvold, men smukt og betagende er det. Men det er nok en tilsnigelse at det er ”en helt ny type kunst”, som det beskrives som i pressemeddelelsen, men dengang var det nyt.

Felix Gonzalez-Torres. Foto: Kunsthal Charlottenborg

Den kritiske forbruger?

Efterhånden har jeg taget udstillingens koncept til mig. Jeg fylder med iver min pose med de forskellige værker. Men det er ikke alle værker, som jeg vælger at interagere med. Et værk som består af et skelet, lavet af en sukkermasse, hvor publikum opfordres til at spise et stykke fra et sølvfad, går jeg forbi. I et andet rum falder der hvert tredje sekund piller ned fra loftet. I rummet er der en vanddispenser, og man anspores til at sluge en pille, hvis indhold man ikke kender. Dette værk vælger jeg også at springe over.

Foto: Ditte Dahl Nielsen

Udstillingen udfordrer de normer man har med i rygsækken (eller posen) når man beskæftiger sig ned kunst, men også rollen som forbruger i et kapitalistisk samfund sættes på spidsen. I stedet for at være en passiv beskuer, skal man være aktiv og nogle steder bliver man stillet i en situation, hvor det valg man står over for, sætter nogle store tanker i gang. Jeg ved ikke, om det har så meget at gøre med titlen på udstillingen: Tag mig. Jeg er din.

Foto: Ditte Dahl Nielsen

Det var ikke følelsen af at eje kunsten, som fik mig til at reagere og reflektere mest over den situation jeg stod i. Det var i højere grad når jeg ikke havde lyst til at ”tage” værket eller pillen for den sags skyld, men på den anden side skabte denne følelse af fylde posen tanker om forbrug og overforbrug. Har jeg virkelig brug for det her?

Udstillingen er i høj grad værd at besøge, men jeg synes ikke den er revolutionerende. Men hvem siger egentlig, at hvert enkelt kunstværk skal ryste vores grundvold, og bryde med alle rammer og traditioner for at være god kunst.

Udstillingen Take me (I’m yours) vises fra 5. maj til 7. august 2016 på Kunsthal Charlottenborg

For mere information: http://kunsthalcharlottenborg.dk/