Indkøbskurven er tom.
Interview med Palazzo Strozzis direktør
Kunstrejser

Museumsleder: ”Vi skal ikke hvile på laurbærrene i Firenze…”

INTERVIEW: Af Karin Grand. 20.04.2016. 

Midt i renæssancens vugge satser direktøren for det moderne museum Palazzo Strozzi på at påvirke kunstens udvikling og indflydelse i samfundet. I påsken åbnede Guggenheim udstillingen ”Fra Kandinsky til Pollock”, hvor også et værk af Asger Jorn indgår. 

”For dig som dansker er der måske ikke noget usædvanligt i at besøge en sådan udstilling. Pollock og Kandinsky er jo allerede klassikere. Men når det Italienske publikum går ind i et rum som det her, så ser de noget, de slet ikke er vant til at se.”


Foto: Karin Grand, I dag er bare ét enkelt af malerierne fra Peggy Guggenheims samling mere værd end summen af de 115 udstillede værker, da hun oprindeligt købte dem. I baggrunden: værk af Robert Motherwell, Tv. Morris Louis.    

Med flere år som kurator på både Louvre og Tate, blev den 38 årige Arturo Galansino for et år siden valgt til direktør posten på Palazzo Strozzi for at videreudvikle den nye ambitiøse vision for museet. Det er en helt anden museumskultur, han kommer hjem til, fortæller han.

AT FØLE MALERIET
Indtil for få år siden har den moderne kunst i Firenze stået i skyggen af museer som Galleria Uffizi og Galleria dell’Accademia, der udstiller nogle af verdens vigtigste samlinger fra antikken og renæssancen.

”I Italien er vi generelt meget kultiverede, hvad angår den klassiske kunst, fordi vi starter så tidligt i skolen med at uddanne vores børn. Kunsten udgør en naturlig del af vores liv, fordi vi bor midt i den.”

”Arven fra antikken og renæssancen er overvældende. Men i forhold til den moderne kunst er vi ikke ligeså langt fremme som for eksempel Englænderne eller Amerikanerne, der er meget åbne overfor den. ”


Foto: Karin Grand, udstillingsfoto, "Conzetto Spaziale" (tv) af Lucio Fontana, Fra Kandinsky til Pollock, Palazzo Strozzi, Firenze 2016.

”Et moderne kunstværk kræver jo noget helt andet af beskueren end et klassisk værk, hvor du kan bemærke historien, ikonografien, teknikken eller hvor godt det er konserveret. I et moderne værk er du nødt til at åbne for følelserne fremfor intellektet. Du må opleve værket uden filter og uden at tænke på alt det, du har lært.”

”Italienerne er måske mindre villige til at give slip på deres følelser foran et maleri. Så det handler for mig om at introducere et nyt sprog for det store brede publikum i Italien. Det har vi brug for. ”

Hvorfor er netop Guggenheim udstillingen så vigtig for Palazzo Strozzi?

”Firenze har traditionelt set været betragtet som en fortidens by på grund af Renæssancen. Men jeg mener, at vi skal være fremtidens by. Da Peggy Guggenheim lige efter anden verdenskrig kom til Firenze for at finde ud af, hvilken Italiensk by der skulle være hjem for hendes samling, gik byen glip af chancen for det moderne. Peggy valgte Palazzo Strozzi til sin udstilling, men værkerne blev placeret i kælderen. De blev ikke prioriteret og anmelderne kaldte malerierne for ulækre og horrible. ”


L.H.O.O.Q. Marcel Duchamp, 1941, Venezia, Collezione Peggy Guggenheim. Foto: Sergio Martucci © Succession Marcel Duchamp, by SIAE 2016.

”Gæsterne var forargede over, at man overhovedet kunne finde på at udstille moderne kunst i et af renæssancens templer, som Palazzo Strozzi jo er. Her forpassede Firenze altså muligheden for igen at blive en by, der arbejder for at producere kultur til samtiden.”

Peggy flyttede som bekendt sin samling til Venedig, hvor den i dag nyder stor succes på sin plads ud til kanalen kun få meter fra Palazzo Ducale og Piazza San Marco.

KONTAKTEN TIL PUBLIKUM
Galansino har tydeligvis tænkt sig at vende denne situation. Guggenheim udstillingen, hvor mange af de dengang til kælderen forviste malerier indgår, fremstår som en markering af, at museet ønsker opretning for fortidens fadæse.

”Italien har ikke før haft et museum af internationalt format for moderne kunst, som for eksempel Tate i London eller MOMA i New York. Palazzo Strozzi skal træde ind i den rolle nu. Det er vigtigt for Firenze, at vi vender os ud mod verden.”


Foto: Karin Grand, udstillingsfoto,"The Gate" af Hans Hofmann (tv), Fra Kandinsky til Pollock, Palazzo Strozzi, Firenze 2016.

Det virker så elementært at et museum med internationalt format skal række ud mod sit publikum. Under mit næste besøg på Galleria Uffizi hæfter jeg mig ikke desto mindre ved detaljer, der viser tegn på stagnation og forsømmelse på den front. Selve museumsoplevelsen understøtter ikke den fantastiske samling til fulde.

Adskillige rum (herunder Rubens) er afspærrede uden forklaring. Personalet virker fraværende og til tider næsten vrissent. Helt generelt er skiltningen dybt forældet og beskriver ofte kun, hvornår malerierne har skiftet ejer, og på hvilke museer de har været udstillet. Information for specialisten, men ikke for det brede publikum, der nok i højere grad ville blive inspireret af at få uddybet detaljer om motivet, kunstneren og dennes indflydelse på eftertiden. Især hvis maleriet er 500 år gammelt.

Kombinationen af en overflod af mesterværker og en digital samlerkultur giver desuden det resultat, at mange besøgende på Uffizi farer i høj fart fra maleri til maleri udstyret med deres iphone, som de klikker løs på når de står foran malerier af Michelangelo, Botticelli eller Caravaggio. 

Ofte er de mere optagede af at fotografere og besidde en bleg kopi af maleriet end at betragte og sanse dets materialitet i levende live. Næsten som om det digitale fotografi bliver en genvej til at bringe maleriet tættere på vores tid. Men i bevidstheden er der ikke sket noget skift. Maleriet har ikke fået lov til at sætte sit spor på andet end en digital harddisk.

MUSEET SOM MEDSKABER
I det lys virker Galansinos vision om at gøre mere og andet end at opbevare, konservere og udstille malerier for sit publikum opløftende. Intentionen bag hver udstilling er tydeligt formidlet. Også når de som i den prisvindende udstilling ”The Pontorno and Rosso Fiorentino” fokuserer på 1500-tallets manierisme,  og hvordan den udviklede sig parallelt med renæssancen.


Foto: Karin Grand, udstillingsfoto, Fra Kandinsky til Pollock, Palazzo Strozzi, Firenze 2016.

Tilbage på Strozzi fryder jeg mig over at se hvordan to 7-8 årige søstre med et par høretelefoner på ørene står flere minutter foran hvert enkelt maleri, mens de ivrigt og selvsikkert peger på - og kommenterer malerierne til hinanden. Øjnene lyser af nysgerrighed. Den særlige audioguide for børn synes at stimulere deres indlevelse.

”Et moderne museum skal være aktivt engageret i samfundet. Folk skal således også kunne opleve mere end abstrakte linjer og former. Selvfølgelig er vi her ikke for at drive politik, men vi skal være en del af debatten om de store spørgsmål vi står overfor.”

Måske er Galansino endog ikke så lidt inspireret af Peggy Guggenheims dedikation til at opdage og støtte samtidens mest banebrydende og kontroversielle kunstnere. Adspurgt om sit eftermæle udtalte Guggenheim, at hendes største bedrift var at opdage Pollock.  Kun ganske få anerkendte hans vision, indtil hun etablerede et arbejdsrum, sponsorerede hans materialer og arrangerede den første store udstilling med hans værker. Kunstneren kom ifølge hende selv altid før samlingen.


Peggy Guggenheim og Jackson Pollock foran vægmaleri, Hun havde bestilt til sit hus i New York 1943. University of Iowa Museum of Art, Iowa City, Doneret af Peggy Guggenheim © Foto: George Kargar.

KINESERNES INDFLYDELSE
Galansino slægter Peggy Guggenheim på i ønsket om at påvirke kunsten på en meget direkte måde. Til april åbnes udstillingen ”Migrations” med kinesiske Liu Xiaodong bestående udelukkende af værker bestilt af museet.

”Da jeg mødte Liu Xiadong på Biennalen, var jeg meget betaget af den måde han portrætterede indvandrermiljøer på. Han fangede den her mærkelige stemning, der kan være i et slags parallelsamfund.”

”Så jeg inviterede ham til Toscana, som har Europas tredje største kinesiske minoritet, nemlig i Prato lige nord for Firenze. Han er nu i gang med at portrættere livet blandt 3. generationsindvandrere fra Kina samt deres efterkommere. Desuden har han foretaget flere rejser til Grækenland og Tyrkiet, hvor den tragiske situation i Mellemøsten har ført de store flygtningestrømme med sig. Det er et vigtigt tema at debattere kunstnerisk, da det optager os alle i Europa.”

Er der en grænse for i hvor høj grad et museum skal påvirke kunstnerens motiver?

”Jeg har jo ikke bedt Liu om at beskæftige sig med temaer, som han ikke allerede selv var interesseret i. Det bør ikke være op til museet, men op til kunstneren, hvor langt han vil gå. Men det er vigtigt, at vi på den måde er med til at støtte og promovere kunstnere, der ønsker at spejle samtiden gennem kunsten.”

”Desuden har jeg bedt Liu om at give sin tolkning på det klassiske landskabsmaleri her fra Toscana. Vi behøver at få et frisk blik udefra på det land, vi lever i.”

I Firenze er der om noget sted tradition for mæcen-virksomhed. Uden den regerende Medici-families dedikation til at give tidens største kunstnere opgaven at skabe deres mesterværker, ville renæssancen ikke have nået den højde den gjorde i. Samtidig var kunsten naturligvis uløseligt forbundet med magthaverne og der blev udført endda ikke så få idealiserende familie- og enkeltportrætter af Medici familien. Eksempelvis stod Storhertugen Cosimo I de Medici i 1565 model til skulpturen af havguden Neptun, som blev placeret på den centrale Piazza della Signoria. Skulpturen skulle manifestere Florentinernes dominans over havet.

Rammen er dannet af en anden politisk virkelighed, når Xiaodong i dag bliver bestilt af Galansino til at afbillede helt almindelige kinesiske familier. Men man bør nok ikke helt se bort fra, at det høje antal kinesiske turister, der hver dag gæster byen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi, også har en vis indflydelse på valget af kunstner. 

Allerede til efteråret udstiller endnu en kinesisk kunstner. Palazzo Strozzi huser til efteråret det hidtil største retrospektiv med Ai Weiweis kunst i Italien. Som bekendt aflyste Ai Weiwei tidligere på året sin udstilling på Aros i protest mod Danmarks flygtningepolitik.

”Her har vi også en kunstner, som vækker debat. Ofte når man læser om ham i aviserne er det ikke nødvendigvis i kunstsektionen. Jeg har bedt Ai Weiwei designe en udstilling specielt til Strozzis bygning, hvor alle sale for første gang vil blive inddraget. Det bliver utrolig interessant”, siger Galansino begejstret.

Selvom Firenze har en usædvanlig høj koncentration af museer for byens størrelse har Strozzi museet oplevet stadigt stigende succes siden fonden blev oprettet for kun 10 år siden. I 2014 oplevede de deres hidtil bedste år, med 370.000 besøgende, intet mindre end en fordobling af besøgstallet fra året før.


Image of Time (Barrier) Emilio Vedova (Venezia 1919-2006), 1951, cm 130,5 x 170,4. Peggy Guggenheim Collection, Venice 76.2553. Foto: Kristopher McKay. © Fondazione Emilio e Annabianca Vedova.

Selvom Galansino tydeligvis værdsætter og er stolt af Italiens kunstneriske og kulturelle arv, ryster han på hovedet over den nostalgiske tendens til at hænge fast i fortidens storhed.

”Vi skal ikke sammenligne os selv med eller konkurrere med fortiden. Det ville være dumt. Det her er begyndelsen til en helt ny epoke, hvor Firenze endnu engang kan stå i centrum for kunstens udvikling, nationalt såvel som internationalt”, siger Galansino med stor selvfølgelighed.

Fakta
Siden 2015 har den 38-årige Arturo Galansino været direktør for Palazzo Strozzi fonden i Firenze.

Med en ph.d i kunsthistorie fra Torino har han været kurator på Louvre i Paris, National Gallery og Royal Academy of Arts i London.

Udstillingen ”From Kandinsky to Pollock – the Art of the Guggenheim Collection” kan opleves frem til 24. juli 2016. 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig