'Per Kirkeby: Avantgardens blå' på Kunstforeningen Gl. Strand til d. 24. april.
OMTALE: af Eva Mailund d. 24. februar 2016
”Der er en grundlæggende uro i Per Kirkebys værk, der ikke søger at fortælle om andet end, at det er menneskeligt at begive sig på vej – også selv om målet er det guddommelige udtryk gennem kunsten”.
Således skriver kurator Erik Steffensen om Per Kirkebys (f. 1938) værker, der kan opleves i den aktuelle soloudstilling ’Per Kirkeby: Avantgardens blå’ i Kunstforeningen Gl. Strand. Det gamle hus danner i øjeblikket på vellykket vis ramme for en spændende rejse gennem Kirkebys flerfacetterede arbejde fra avantgardebevægelsen i 1960erne til de store kompositioner i starten af 1990erne, og viser et virke fuld af inspirerende engagement og kunstnerisk udvikling.
Paris’-Dom-1966-Per-Kirkeby-Blandteknik-paa-masonit-ni-dele-i-alt-Arken
Nye tider – mødet med avantgarden
Udstillingens udgangspunkt er Kirkebys møde med avantgarden i 1960erne, en tid hvor kunstens eksistensberettigelse kommer under lup, blandt andet i Herning på Aage Damgaards skjortefabrik hvor fabrikkens tekstiler og industrielle materialer med eksperimentet i centrum sættes i en ny, kunstnerisk kontekst. Til lyden af jazz udfordres fine former med fokus på en nyfortolkning af kunstens samfundsværdi og selve kunstnerrollen. Kunstneren bliver et reservoir i sig selv, der kan skabe kunst alene via selve handlingen at udvælge materialer og arbejde med dem, i en søgen efter det kunstneriske nulpunkt.
En af de markante skikkelser på fabrikken er den italienske konceptkunstner Piero Manzoni (1933-1963). På vej mod det kunstneriske nulpunkt laver han blandt andet en sokkel der vendt på hovedet bærer jorden, sætter sine fækalier på dåse og indrammer råvarer, hvilket gør ham til en af tidens mest radikale avantgardekunstnere. Kirkeby møder aldrig den fem år ældre Manzoni, men oplever nogle af hans værker, og de gør indtryk. Det kan for eksempel spores i Kirkebys murstensskulpturer og masonitmalerier, der nærmer sig nulpunktstænkningen som næsten rene materialer, og som findes på Gl. Strand i en interessant udveksling med nogle af Manzonis værker.
Merde-Dartista-1961-Piero-Manzoni-Fotograf-Torben-Eskerodi
Kirkebys kontakt til det kunstneriske avantgarde miljø og mødet med den Eksperimenterende Kunstskole (Eksskolen) i 1962 træder tydeligt frem i masonitmalerierne. Det er farvestrålende værker i standardformat og skåret af industrielle plader, bemalet med industriel maling og med motiver hentet fra både rejser, geologien og populærkulturen. Her undersøger han i et serielt arbejde hvad maleriet skal være - for eksempel en gengivelse af virkeligheden eller en velkomponeret flade. Udgangspunktet er det maleriske rum i en enkel og ren komposition med simple materialer, som han bruger i undersøgelser af figuren, fladen og forestillingen. Den blå farve gennemtrænger udstillingen både konkret og symbolsk, og det tydeligst i masonitmaleriernes flader, former og stakitter, der både hilser på avantgarden og samtidig peger videre til et nyt udtryk, som Kirkeby senere arbejder sig henimod.
Uden-titel-1967-olie-pa¦è-masonit-Fonden-til-udsmykning-af-Herning-Handelsskole-Fotograf-Lars-Bay-2
Den levende tanke
Bevægelsen mod et nyt udtryk ses i udstillingens næste etape, hvor Kirkebys bronzemodeller og tavler præsenteres side om side. Sammenstillingen af de to medier giver på særlig fornem vis indblik i et processuelt arbejde, og fremkalder atter tankerne om ’det menneskelige i at begive sig på vej’ som en levende bevægelse.
Ligesom masonitmalerierne er der noget serielt over tavlernes format og materiale, og samtidig rykker udtrykket sig videre mod Kirkebys maleriske undersøgelser i de samtidige oliemalerier. De sorte tavler minder om undervisningens skoletavler, som præges af både hovedet og håndens tankeflow, når tynde kridtstreger i forskellige farver med deres lethed og skitseagtige udtryk sender tankerne på flugt blandt figurer og abstrakte linjeforløb, der også fungerer som værker i sig selv.
Per Kirkeby. Avantgardens blå, Kunstforeningen GL STRAND, 2016, fotograf Torben Eskerod
Omkranset af tavlerne står Kirkebys bronzemodeller, der relaterer sig til hans murstensskulpturer, som findes i både ind- og udland i stor skala. På den måde bliver bronzemodellerne en art dobbeltrealiserede rum, der både henviser til verden uden for og samtidig peger på sig selv som rum i egen ret, når både materialets og skulpturens tunge og ekspressive udtryk trækker én hen for at kigge imellem buerne, rundt om hjørner og ind i ens egen verden mod bygninger man synes at mindes. Igen er Kirkebys materialevalg afgørende for modellernes udtryk og oplevelsen heraf, da murstensskulpturernes stringens og bronzemodellernes ekspressivitet er meget forskellige, om end de relaterer sig til de ’samme’ rum.
Sammenstillingen af tavlerne og modellerne er fantastisk, da mediernes respektive lethed og tyngde på samme tid fungerer som hinandens modvægt og samtalepartner. I sig selv er de spændende, og tilsammen er det som at træde ind i en levende tanke, når man går mellem værkerne, hvilket er en ren fornøjelse.
De store kompositioner
Ovenpå fortsætter udstillingen med Kirkebys store oliemalerier på lærred, som han arbejder med fra midten af 1970erne og frem. Foruden deres store formater er det farverne, der overvælder, når værkerne, solidt placeret i rummet, viser endnu et skridt på vejen i undersøgelserne af mediets muligheder.
Farven blå er her del af en bredere palet i det nu mere malerisk komplekse, når Kirkeby arbejder med mere abstrakte forløb af farverige rytmiske strukturer og enkelte penselstrøg. Man enten aner figurerne i farvekonstruktionerne eller i billedgrunden, og bliver guidet lidt af værkernes titler, der sender tankerne i en bestemt retning. Fra indledningsvis at hente materiale i sine umiddelbare omgivelser bevæger Kirkeby sig i slutningen af 1970erne videre og begynder at arbejde med landskaber og store temaer som liv, død og menneskelige relationer udtryk i sanselige og bevægende malerier, hvis udtryk ligger noget væk fra tidligere værkers minimalistiske enkelthed.
Lucas-1986-Per-Kirkeby-Olie-paa-laerred-Galleri-Bo-Bjerregaard
Det menneskelige i at begive sig på vej
Kirkeby tænker før han maler, og hans fortællinger, rejser i kunstens temaer og mediernes egenart er en spændende tur, når udstillingen udfolder det menneskelige i at begive sig på vej i glæden ved det enkle greb, kunstværkets materialitet og et engageret arbejde med livets store temaer. Nærværet er i tingen, og rammerne i Gl. Strand danner et intimt rum, hvorfra man ligesom Kirkeby selv nøje kan undersøge de store mestres værker i rum der bevæger sig – og én selv – ud i ’noget’.
Udstillingen løber frem til d. 24. april 2016 og er en bearbejdning af Det Ægte Billede, vist på HEART i efteråret/vinteren 2015/2016.