Indkøbskurven er tom.
The Smart Home
Interview & Portræt

Interview med kuratorduoen PePe Inc.

 

The Smart Home

24. november 2015
Af Anna Sofie Hillersborg

Magasinet Kunst møder de to kuratorer Pernille Lystlund Matzen og Pernille Zidore Nygaard, som står bag gruppeudstillingen The Smart Home. Udstillingen finder sted på Sundholmsvej 41 i København, som også er den ene af de to kuratorers private hjem. Vi mødes i lejligheden dagen før ferniseringen til et interview om tankerne bag det alternative udstillingsrum og om hvordan udstillingens kunstnere forholder sig til det private og intime i dag.

Hjemmet som udstillingsrum
I udstillingsperioden bor kuratorduoen i lejligheden, som er åben for offentligheden i bestemte tidsrum. De kommer i hele perioden til at være mere synlige end kuratorer almindeligvis er: ”Vi agerer både privatpersoner, der tager imod gæster i vores hjem, men vi er også kuratorer og omvisere, der er på arbejde. På den måde er vores egen mudrede rolle en integreret del af udstillingens tematiske fokus på den flydende grænse mellem arbejdsliv og privatliv i dag” fortæller Pernille Lystlund Matzen.


Maja Malou Lyse, BB’s Corner. Foto: Katrine Møbius


Maja Malou Lyse, BB’s Corner. Foto: Katrine Møbius

Der er flere ting, som gør hjemmet til en utraditionel ramme for en kunstudstilling i forhold til eksempelvis et galleri eller på et museum. I det traditionelle udstillingsrum får kunstværkerne lov til at stå tydeligt frem i rum, som er renset for genstande, og hvor professionel lyssætning fremhæver de enkelte værker. Men i lejligheden på Sundholmsvej kommer kunsten til at optræde side om side med mange forskellige brugsgenstande og møbler: ”Vi har forsøgt at være tro mod, at vi har valgt at lave en udstilling i et hjem. Vi forsøger ikke at få det til at ligne et galleri. I stedet håber vi, der kommer til at foregå et samspil mellem hverdagsgenstandene og kunstværkerne - noget vi normalt ikke ser i white cube-rummet. Jeg tror også, det er noget af det, de deltagende kunstnere synes er særligt spændende ved projektet” fortæller Pernille Zidore Nygaard.

”Det er vores håb, at folk kommer til at opføre sig anderledes her end de ville gøre på en mere traditionel udstilling. At folk nærmer sig værkerne på en anden måde og måske sætter sig og får en kop kaffe og snakker med os” siger Pernille Lystlund Matzen, der mener, at den imødekommende stemning er en af styrkerne ved at arbejde med hjemmet som udstillingsramme.


Johanne Rude, It depends on how you look at it. Foto: Katrine Møbius


Rikke Frausig, Sticky Chair. Foto: Katrine Møbius

Den offentlige og den private krop
Kunstnerne på gruppeudstillingen har det til fælles, at de er vokset op med det digitale som et grundvilkår. Det er en præmis, de på hver deres måde forholder sig til i deres kunstneriske praksis.

Derudover spiller kropslige selvfremstillinger en essentiel rolle for flere af de deltagende kunstnere. Et godt eksempel er Lea Guldditte Hestelunds værk ”Orlando ’15, version II”, et foto-folie af en veltrænet og poserende skikkelse, der pryder brusekabinens glasdør: ”Hestelund arbejder i værket med sin egen krop som skulpturelt materiale. En ekstrem selvmodellering, der undersøger og tager vor tids tendens til ekstrem krops- og selvdyrkelse på sig.” forklarer Pernille Lystlund Matzen.

I spisestuen finder man et værk, som med hensyn til kropsfremstilling bevæger sig i en helt anden retning. Her ser man Fryd Frydendahls fotografiske værk ”Salmon Sleep”, der forestiller kunstnerens egne forældre, der ligger og sover. ”I det her værk arbejder Fryd Frydendahl med skrøbeligheden i motivet af sine sovende forældre. Den intime scene er blæst op i storformat og sat til skue i stuens store karnap, så man både kan se motivet inde fra lejligheden og ude fra gadens offentlige rum.” forklarer Pernille Zidore Nygaard.

De to kropsskildringer man finder hos Hestelund og Frydendahl udgør nærmest hinandens modpoler.
Der er en stærk tendens i samtiden til dyrke den adrætte og stærke krop, som løber maraton og træner crossfit. Især på sociale medier som Facebook og Instagram, er den kontrollerede og veltrænede krop for mange blevet et statussymbol. Anderledes forholder det sig med billeder af den aldrende, svækkede krop som anses som et privat anliggende.


Lea Guldditte Hestelund, Orlando ’15, version II. Foto: Katrine Møbius


Fryd Frydendahl, Salmon Sleep. Foto: Katrine Møbius

Overvågningssamfundet
Besøger man siden www.thesmarthome.house, kan man se live-billeder fra udstillingen, der transmitteres i åbningstiden via kameraer, som er installeret i lejlighedens rum.  Det er det kreative agentur Spektrum, der står bag overvågningsværket ”Aggregate”, som er en meget direkte kommentar til nogle af de strukturer, som vores samfund er underlagt i dag, hvor overvågningssamfundet er en realitet.

Er privatlivet overhovedet privat?
Flere af værkerne i udstillingen tager udgangspunkt i, hvordan informationer om vores liv og færden indsamles og registres gennem nyere informationsteknologi.  Kunstnerduoen ZA’N’ZI har lavet installationen ”Really Simple Syndication”, som via censorer i lejligheden registrerer de besøgendes bevægelser i rummene. Hver censor aktiverer en båndoptagerlyd, der danner spontane lydlige kompositioner. Nick Bruhn-Petersen har med værket ”Reverb of the Real” lavet en lydinstallation, som registrerer lyde på toilettet for derefter at afspille dem i rummet med femten sekunders forsinkelse. Herigennem bliver toiletgængerens allermest intime lyde indsamlet og afspillet igen.


Spektrum, Aggregate


ZA’N’ZI, Really Simple Syndication. Foto: Katrine Møbius

”De fleste mennesker tager ikke et bevidst valg, når det gælder deling af private oplysninger. Vi deler hver dag intime detaljer om os selv og vores nærmeste med den digitale omverden og fodrer på denne måde store firmaer, som eksempelvis Facebook og Google, med dyrebare informationer” siger Pernille Zidore Nygaard. ”Men vi har måske ikke noget valg længere” uddyber Pernille Lystlund Matzen ”Vi er blevet afhængige af en masse services, hvor vi er tvunget til at afgive personlige informationer for overhovedet at være en del af samfundet”.

Udstillingen The Smart Home tager fat på nogle af de mest tidstypiske problemstillinger, vi som mennesker står over for i dag. Spørgsmål om datadeling og om hvor grænserne for vores private og offentlige liv går. I forhold til disse komplekse spørgsmål, kan kunsten måske bidrage med noget særligt: ”Vi tror på, at kunsten kan give os nogle andre perspektiver og synliggøre nogle forhold omkring hvordan digitaliteten former vores levemåde, arbejdsformer og relationer på nye måder,”  afslutter Pernille Zidore Nygaard.

Gruppeudstillingen The Smart Home kan opleves i perioden 20.-26. november 2015 på adressen Sundholmsvej 41, 3. tv., 2300 København S. Åbningstider og program kan ses på www.thesmarthome.house

Deltagende kunstnere: Maja Malou Lyse, Julie Stavad, Rikke Frausig, Fryd Frydendahl, Frederik Tydén, Nick Bruhn-Petersen, Anne Mette Schultz, Johanne Rude, Lea Guldditte Hestelund, Karis Zidore og Nanna Stigsdatter, jaja, ZA’N’ZI og Spektrum

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Ingen kommentar mulig