Sophia Kalkau udstiller hos Peter Lav

Interview med Sophia Kalkau.

Af Anja Knudsen

På Peter Lav Gallery kan man netop nu opleve Sophia Kalkaus nye udstilling ”Owl Vision”. En udstilling bestående af fotografiske værker, der på mange måder er karakteristiske for Kalkaus kunstneriske virke, men som også præsenterer os for noget helt nyt. Baggrunden for udstillingen er en digtsamling. 

”For præcis et år siden landede et manuskript i min mailboks med et ønske om, at jeg skabte en serie fotografiske værker til digteren Ursula Andkjær Olsens nye digtsamling, ”Udgående fartøj”, som udkom på Gyldendal i foråret. Teksten kastede mig ud i verdensrummet og ind i en kiste af sort stof.”

Sort stof 

Det sorte stof er det første man ser, når man træder ind i udstillingen, da alle værkerne består af solariserede sorte fotografier. Noget, der umiddelbart virker som en stor kontrast til Kalkaus ellers karakteristiske lyse værker. Inspirationen til den særlige behandling af billederne har Kalkau fundet hos en kunstner, der meget tidligt eksperimenterede med fotografiet som medie og kunstform. 

”De fleste kender Man Rays solariserede fotografier, som han skabte sammen med Lee Miller i 30’erne, metoden giver en delvis invertering af tonerne og en mørk konturlinje rundt om figurerne. Man Ray frembragte sine billeder i mørkekammeret med den såkaldte Sabattier effekt, hvor man i et kort øjeblik tænder lys i mørkekammeret under fremkaldelsen . Jeg har fremkaldt mine digitalt, og modsat Man Rays har mine billeder lyse konturer.”

Som Man Ray gjorde det, undersøger også Kalkau fotografiet som medie. Hun har ikke et færdigt værk i tænkerne, når hun starter på noget nyt. Hun er søgende og følger sin intuition. 

”Først og fremmest fremkalder teknikken sorte fotografier, fortegnede anatomier og geometrier. Men min interesse, for det stoflige i fotografi, er den samme, hvad enten der - som her - er tale om solariserede billeder eller ej. Jeg er interesseret i processer og de muligheder, der ligger gemt i dem. Jeg er meget intuitiv, jeg undersøger stof, afprøver muligheder og umuligheder, leger med former, laver tusindvis af eksperimenter, det er dem, der fører mig nye steder hen.” 

Sophia Kalkau, Ball Carrier’s Dream (Kuglebærerens Drøm), 2015 Venligst udlånt af Peter Lav Gallery

Geometri og krop

Der er flere elementer i fotografierne, som er karakteristiske for Kalkaus værker. Det er bl.a. de geometriske figurer, den bløde uendelighed bag dem og hendes egen tilstedeværelse i fotografierne. Elementer, der både tilhører en diffus fantasiverden og den virkelige fysiske verden. 

”Geometriske figurer er interessante, fordi de er strukturer, en samling af ideal figurer. Ordet geometri kommer af geo- og metri, dvs. 'landmåling'. I det gamle Ægypten brugte man geometri til at tøjle Nilens oversvømmelser. Geometri var lig med overlevelse, frugtbarhed, rigdom. Geometri og matematik er grundlaget for det meste af vores teknologi.”

”Så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af geometri. Det, at beskrive noget komplekst stringent, er grundlæggende fascinerende, og sammenstillingen mellem en ideal figur, kroppens geometri og sindets irgange er æggende. Alene spændingen mellem det konstruerede og det organiske.” 

Kalkau bruger sin egen krop i sine værker, men det har egentlig ikke noget at gøre med hende som person. Hun fortæller, at det kun er en praktisk-økonomisk foranstaltning. 

”For mig er en krop, en proportion/en skala/en skulptur jeg placerer i et rum. Skulpturen udsiger noget om rum og verdens indretning.” 

Spændingen mellem de forskellige billedelementer, som Kalkau taler om, er tydelig i værket Geometric Time. 

”Geometric Time handler om forholdet mellem det organiske, det konstruerede og det kosmiske. Måske siger det én noget om genstandes relationer og mangel på samme til hinanden. Om afstande. Om håb og tab. Værket består af 6 billeder, der løber som en brønddyb, dunkel fortælling.  De seks billeder bærer undertitlerne: lost, dome, moon, conquerer, cover, bowl.” 

Sophia Kalkau, Geometric Time, 2015 Venligst udlånt af Peter Lav Gallery

Naturen i fotografiet 

I udstillingen er der værker, hvor man ser skov, vand og bygninger både inde- og udefra. Det er et atypisk motivvalg for Kalkau, der ellers ikke fotograferer natur og arkitektur. 

”De kom som en selvfølgelighed, som et naturligt afkast af at skabe billeder til Ursula Andkjær Olsens digtsamling.  Og ja, tidligere har jeg været opslugt af at isolere mine fotooptagelser til mit neutrale atelierrum for at skabe det, du før omtalte som den bløde uendelighed, men faktisk findes uendeligheden jo ude i naturen, i universet og den kan også findes i arkitektur.”

Elementerne af natur passer på en måde rigtig fint til udstillingens titel ”Owl Vision”. Kalkau fortæller, hvorfor hun har valgt den titel.   

”Ugler har store, lysfølsomme, fremadrettede øjne. Det er et skumrings- og natdyr. De sluger deres bytte og gylper de ufordøjede rester op. Natugler tuder. I titlen ligger også en hilsen til Man Ray og hans affære med Shakespeare. I Shakespeares Hamlet siger Ophelia: ”They say the owl was a baker's daughter. Lord, we know what we are, but know not what we may be.””

Kalkau fortæller, at hun altid har mange forskellige projekter i gang på samme tid. 

”Lige nu er jeg ved at afslutte en stor udsmykningen til Det Nye Universitetshospital i Skejby og en til det nye Tekniske Fakultet i Odense. Jeg har et par andre store værker under opsejling og en masse mere… Man skal være som en muldvarp, have mange indgange, hvis man ikke skal blive føde for en ugle.” 

Se flere af Sophia Kalkaus værker på hendes hjemmeside www.kalkau.dk. 

Portræt af Sophia Kalkau. Venligst udlånt af Peter Lav Gallery.

Statens Kunstfonds hædersydelse 

Sophia Kalkau blev for nyligt tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse. En livsvarig ydelse der tildeles kunstnere, hvis kunstneriske produktion har placeret dem blandt landets afgørende kunstnere. 

Sådan lød begrundelsen fra Statens Kunstfond.

”Alle Sophia Kalkaus værker er i øjenhøjde. Og inviterer ved deres insisterende nærvær og tilstedeværelse til åbne og ubestemmelige relationer og fortolkninger, et forhold som hun i stigende grad har understreget gennem det fotografiske arbejde, der kredser om kroppen i relation til den rumlige genstand eller den draperede skulpturelle krop, som selvstændige værker og som et metalag til det skulpturelle.”