Indkøbskurven er tom.
Stumfilm og strikkede molotovcocktails - af Anne Sophie Parsons
Stumfilm og strikkede molotovcocktails - af Anne Sophie Parsons

UDSTILLING: Den irske kunstner Jennifer Walshe indtager Kvindemuseets lokaler sammen med kunstnerkollektivet Grúpat frem til d. 31. maj.

Udstillingen spænder vidt i materialer og udtryk. Alt fra stumfilm til strikkede molotovcocktails kan opleves når Walshe byder indenfor i sit fiktive univers bestående af opfindsomme alter egoer, der alle afprøver kreative grænser.

Jennifer Walshe ©

Kaninmasker og blinde kvinder

Udstillingen er ved første øjekast defineret af sin diversitet; værker i form af installationer, grafik, film, fotografier, skulpturer og mode er alle udstillet. Når man træder ind i udstillingen er der stillet en filmprojektor op i første rum. I samme lokale findes en kjole; det tilknyttede skilt oplyser, at den tilhører drag queenen The Dowager Marchylove, og i hjørnet på små podier kan der findes strikkede mini-versioner af pistoler, bomber og molotovcocktails af Nollaig Dottirson. Modstillingen mellem det bløde materiale, og de voldsomme våben er på samme tid humoristisk, mens den også fremhæver umiddelbare sidestillinger mellem modpoler såsom hård/blød, vold/fred, og humor/alvor.

De fire film, der projikteres på væggen, er vidt forskellige i deres tilgang til indhold; i Freya Birrens ”My Boyfriend Came Back From the War” (2011) ses gule, blå og lyserøde post-its blokke på et bord. En hånd påklæber og overlapper en række post-its med påskreven tekst. Historien om en tilbagevendt soldats ægteskab, der går i forfald, udfolder sig langsomt på de små lapper papir.

Til sammenligning byder ”The Fairie Queene”, også skabt af Birren, (2010) derimod på kvinder iført kaninmasker, bål og dinosaurerlegetøj, der kastes rundt i luften. Mindre kryptisk er Turf Boons ”The Softest Music in the World” (2008) som er en stumfilm, der paradoksalt omhandler det at spille musik. På en firedelt skærm kan man følge en rytme, der vises igennem en taktfast kuglepen, trommende vatpinde, og trompetblæsende bamser.

 Med “NEW YORK I LOVE YOU” (2011) har Jennifer Walshe lavet en kortfilm, der bl.a. hurtigt krydsklipper mellem folk i forlystelsesparker og sort-hvid filmoptagelser af kvinder med gazebind for øjnene. Filmene virker i lige så høj grad underlige, som de virker fangende når der kommer til beskuerens opmærksomhed.

Irsk mysticisme og skæve spejle

Når man forlader det lille filmrum for at udforske resten af udstillingen, møder man en cirkel af jord omkranset af sten i midten af lokalet. Installationen skaber mest af alt associationer til hidkaldelsessteder hvor mystiske overnaturlige kræfter foretages. Denne flirten med det hinsides ses også reflekteret i de andre værker, i dette hjørne af udstillingen. F.eks. kan man se et lille bord, ved siden af hvilken der er en lille tallerken med dyrekæbe, i en cirkel af glatte sten med et gammelt midderlalderlige alfabet på sig. Man leger med det ritualistiske og mytologiske som ide via simple, men alligevel tydeligt udtryksfulde materialers sammensætning.

"Stone Circle" fra Jennifer Walshes og kunstnerkollektivet Grúpats udstilling.

For eksempel er det på samme måde det overtroiske som tema, der fremhæves med ti ophængte spejle på væggen. Skiltet under dem informerer om at spejlene er ”haunted by shades and spectres... women with candles, children, strange lights, animals… these are the mirrors people wanted to get rid of but couldn’t bring themselves to destroy or give away, for fear they’d pass on something bad to some poor, unsuspecting person.”

Ni forskellige identiteter

Hvad der især gør udstillingen interessant, er tanken bag kunstnerkollektivet; Grupát er et fiktivt kunstnerkollektiv, og de ni individer som det består af udgøres ene og alene af én person – nemlig Jennifer Walshe selv. Igennem performativitet og opdigtede historier skaber Walshe muligheder for at udforske forskellige personligheder. Dette fører til vidt alsidige kreative udtryksformer. Ikke alene skaber Walshe således en række værker, som resultat af at være forskellige alter egoer, men hun lader også den fiktive Grúpat-kunstnergruppe fungere som ét samlet kunstværk i sig selv på mange måder.

Der er mulighed for at læse mere om Jennifer Walshe og kunstnerkollektivet Grúpat på Kvindemuseets hjemmeside her.

Udstillingen kan ses frem til d. 31. maj på Kvindemuseet.

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer