OMTALE: af Sarah Guldager Wilstrup d. 23. August 2016
OUT OF THE BLUE - Luzia Simons udstiller i Galerie Mikael Andersen 19. august - 24. september
I forbindelse med Cph Art Week 2016, udstilles den brasilianske kunstner Luzia Simons i Galerie Mikael Andersen i Bredgade. Her kan Simons fotografier og videoer af nostalgiske planter ses indtil d. 24. september. Simons anvender ikke fotografi på almindelig vis, men leger i stedet med forskellige scanningsteknikker, der skaber et anderledes udtryk. Det grønne i planterne og den omsluttende sorte baggrund giver en helt særlig 3D effekt. Vi kommer tæt på og ser naturen i al dens ærlighed, i stedet for de typiske romantiske blomsterbilleder.
Værkerne skaber en association til de klassiske hollandske blomsterbilleder, vi kender så godt. Netop denne kontrast mellem det klassiske motiv og den moderne teknik, anvender Simons til en politisk kommentar om naturens forfald og vores samfund i dag. Luzia Simons bruger ikke et opstillet blomsterarrangement med udelukkende friske og smukke blomster. Tulipanerne ligger henkastet som var de faldet ud af deres vase, nogle af dem visne eller uden blomsterblade. Det er sandheden om vores natur i transformation, som udstillingen samtidig lægger vægt på.
Luzia Simons, udstillingsfoto fra Out of the Blue 2016. Foto venligst udlånt af Galerie Mikael Andersen. Foto: Jan Søndergaard
Titlen Out of the Blue henviser til fraværet af farven blå i værkerne. I stedet dominerer de mørke naturfarver i form af grøn og rød, samt den sorte baggrund, der går igen i billederne. ”Out of the Blue” er samtidig en vending, der henviser til at noget pludseligt afsløres. Noget der kom ud af det blå, uden at man havde set det komme.
Simons’ underspillede kommentar til naturens væsentlighed og dets alarmerende forfald i vores hastigt udviklende samfund, er uden politisk panik. Luzia Simons mestrer samspillet ved at gengive lige dele ro og uro i sine billeder.
Den brasilianske Luzia Simons (f.1954) er uddannet i Historie og Kunst fra Sorbonne i Paris. Hun har siden 1986 arbejdet og boet i Berlin. Simons arbejder oftest med fotokunst med naturen i fokus. I øjeblikket kan Simons værker opleves i den store installation Vanitas Rerun på Archives Nationales i Paris, der kører fra juni 2016 til d. 19. september 2016.
Luzia Simons, udstillingsfoto fra Out of the Blue 2016. Foto venligst udlånt af Galerie Mikael Andersen. Foto: Jan Søndergaard
Luzia Simons, udstillingsfoto fra Out of the Blue 2016. Foto venligst udlånt af Galerie Mikael Andersen. Foto: Jan Søndergaard