Indkøbskurven er tom.
Voksne der leger skjul
Voksne der leger skjul

Reportage af: Ditte Haugstrup. 24.11.16

Det er lige nu muligt at opleve to vidt forskellige udstillinger på Overgaden - Institut for Samtidskunst. I stueetagen finder vi Ann Lislegaards udstilling “Spinning and Weaving”. Udstillingen leder tankerne hen på science fiction i dens konstellation af lys- og lydværker og i dens fremvisning af en stor 3D-animeret edderkop. På første sal tager vi skoene af og træder ind i Seimi Nørregaards udstilling “Skjul” der aktivt inddrager publikum.

Ann Lislegaard (f. 1962) og Seimi Nørregaard (f. 1975) er netop nu aktuelle med hver deres udstilling på Overgaden - Institut for Samtidskunst. Der var et stort fremmøde til ferniseringen på de to udstillinger. Ligeledes var min veninde og jeg mødt op, men uden den ringeste anelse om hvad vi gik ind til.

Edderkoppens fine spind
Det første vi gik i møde var Lislegaards udstilling “Spinning and Weaving”. Udstillingens midtpunkt er installationen “Spinning and Weaving Ada”,  som består af en hvid 3D-animeret edderkop, der er projiceret op på flere vægge, som spinder et net af bogstaverne ADA. Det er en hyldest til matematikeren Ada Augusta Lovelace, som skrev de algoritmer der blev grundlaget for verdens første software og computer.

Publikum bevægede sig langsomt rundt i rummet for at betragte alle edderkoppens bevægelser fra samtlige vinkler. Sociale og psykologiske strukturer spiller en stor rolle i Lislegaards værker, og hun benytter sig ofte af science fiction. Installationen “Double Lights Modules” består af nogle opstillede spejlmoduler. De giver mulighed for at observere den computerkonstruerede edderkop fra nye vinkler, og samlet set gav de to installationer en følelse af at befinde sig i en Matrix-verden.

Da vi bevæger os over til lys- og lydinstallationen “Shadows of Tomorrow”, var vi overbeviste om at nogle tyssede på os, da vi hørte et hvislende “shhh”. Det var imidlertid de opsatte højtalere der knurrede af os, og som med jævne mellemrum udbrød nogle obskure forskelligartede lyde. Denne installation tager ligeledes afsæt i science fiction, og skulle simulere lyde fra det ydre rum.

 

Ann Lislegaard, “Spinning and Weaving Ada”, 2016 og “Double Lights Modules” 2016. Foto: Anders Sune Berg

Ann Lislegaard, Shadows of Tomorrow, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Skal vi lege skjul?
Videre til 1. sal hvor Seimi Nørregaard slår sine folder. Nørregaard har tidligere skabt udstillinger, hvor det traditionelle skel mellem scene og publikum blev udvisket, og publikum blev en aktiv medspiller i værket. Det samme gør sig gældende i nærværende udstilling “Skjul”.

Min veninde og jeg blev bedt om at tage skoene af og tage et hvidt lagen over hovedet. Derefter blev vi lukket ind i udstillingsrummet én af gangen. På strømpesokker bevægede vi os mellem ophængte lagner spændt ud mellem ’birketræer’.

Bag lagnerne leger vi åbenbart skjul med ’mor’: Det er Nørregaard selv som agerer mor-figur. Mens min veninde har svært ved at holde latteren i maven, tager ’mor’ mit lagen væk fra hovedet, og fører mig hen til en seng, hvor jeg bliver bedt om at lægge mig.

Jeg falder igennem et hul i sengen, og dumper blødt og rart ned på en stabel af madrasser, som er Prinsessen på ærten værdig. Min veninde kommer dumpende kort tid efter, stadig helt rød i hovedet af overraskelse og morskab.

Vi må herfra på alle fire kravle rundt i en mærkværdig ’underverden’, eller hule om man vil, der består af mørke troldegrene og lyserøde beklædningsgenstande. Gæsterne i Nørregaards underverden er begejstrede, og de nyder, i et stjålent øjeblik, at få lov til at krybe, kravle og famle sig tilbage til barndommen, hvor man nysgerrigt udforskede enhver hules potentiale.

To vidt forskellige udstillinger, den ene med afsæt i science fiction og det ydre rum, og den anden med afsæt i det hjemlige, og hvor publikums egne associationer danner rammerne for oplevelsen af værket.

 

Seimi Nørregaard, Skjul. Foto: Anders Sune Berg

 Seimi Nørregaard, Skjul. Foto: Anders Sune Berg

 

Udstillingerne “Spinning and Weaving” og “Skjul” på Overgaden vises begge i perioden 12. november 2016 - 8. januar 2017.

Link til Overgaden: http://overgaden.org/

Profilbillede: Seimi Nørregaard, Skjul. Foto: Anders Sune Berg

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer