Indkøbskurven er tom.
En arkitektonisk gåtur på Christianshavn
En arkitektonisk gåtur på Christianshavn

B_Tour Walk. Foto: Jana Nowak

 

Af Ditte Haugstrup. 06.09.2016.

 

I forbindelse med Copenhagen Art Week har B_Tour sørget for nogle kunstneriske eller kulturelle udflugter. Sidste mandag gik turen til den pulserende bydel Christianshavn midt i København. Kunstneren Ion Sørvin og arkitekten Anne Romme førte an.

De sidste regndråber er forsvundet og vejret er optimalt til en gåtur på Christianshavn. Vi er omkring tolv fremmødte på startadressen Burmeistergade, og vi bliver udstyret med mini walkie talkies, så vi kan lytte med på Ion og Annes diskussioner om byudviklingen på deres hjemmebane.

Berlinsk Duo
Det er den berlinske duo B_Tour som står bag det internationale projekt, som kort fortalt går ud på, at byens borgere skal opleve deres byer påny. B_Tour består af Christin Endter og Yael Sherill, og de var selv blandt de fremmødte.

Jeg spurgte Yael, hvad meningen med det hele var, og hun svarede, at gåturen kunne bidrage til en positiv tænkning. Det handler ikke i så høj grad om at vise byen men om at påvirke tænkningen under en gåtur.

Lydkunst og bevægelse
Titlen på begivenheden “The Practice of Everyday Life” skal forstås som en nedbrydelse af den barriere der figurerer mellem det private og det offentligte. Turen skal altså medvirke til at få et (politisk) indblik i byboernes privatliv, og netop denne gåtur, med Ion og Anne i front, er specifikt designet til Christianshavn.

B_Tour har inddraget teknologien, for at gåturen bliver en fusion mellem lydkunst og bevægelse. Fordi vi er udstyret med walkies talkies, er der ingen unødvendige stop og vi kan opleve byen på gåben, både med egne øjne og gennem tropsførernes ord. Begivenheden er da også iscenesat som et indblik i en privat samtale mellem Ion og Anne, der har lidt forskellige opfattelser af fx arkitektens rolle i fremskydningen af de nye smarte boliger der toner frem på Christianshavn.

Politik, økonomi og familieliv
Vi står og observerer de lækre boliger på Strandgade, mens Ion beretter om dengang, der lå husbåde i kanalen og Christianshavns gader sprudlede med diversitet. Bittersødt fremkalder han mindet om de spisende gæster på Noma, som kiggede længselsfuldt over mod husbådenes improvisatoriske og spontane grillfester.

 

Foto: Magasinet Kunst

 

Det er slut nu. Det æstetiske, mystiske og åbne ved Christianshavn, og for den sags skyld Christiania, er ifølge Ion ved at forsvinde, netop fordi der bliver bygget og renoveret og fornyet for millioner af kroner, som den almene borger ikke kan følge med på.

Et hurtigt kig på Boligsiden viser da også, at priserne ikke hylder diversiteten, da man her finder huspriser på adskillige millioner kroner. Ion, der flere gange undskylder for sin pessimisme, udtrykker en klar utilfredshed med den voksende kapitalisme og bydelens afstødning af familier uden lommerne fulde af guld.

De smukke gader, skinnende nye boliger, kanalens glitrende vand og de skrattende stemmer gennem walkie talkien indhyller gåturen i en æstetisk og arkitekturpolitisk debat. En debat hvor det står meget klart, at Ion har noget på hjerte. Han fortæller, at han er oprigtigt bange for byens fremtid.

 

Foto: Magasinet Kunst


Turen varede fyrre minutter, men da der var afsat en time til projektet, gav det anledning til en lille snak i Ions eget værksted om revolution og danskernes indstilling til den nye byplanlægning. Problemet ligger ifølge Ion i, at det engang åbne samfund på Christianshavn, er blevet til et lukket samfund, som er ekskluderende. Opfordringen lyder da, at vi må løse problemet i fællesskab: Diversiteten skal hyldes og vi skal dele byen.

 

B_Tours hjemmeside: http://www.b-tour.org/index.html

Link til event: http://copenhagenartweek.dk/arrangementer/ion-sorvin-n55-anne-romme-the-practice-of-everyday-life-2/

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer