Indkøbskurven er tom.
Fabelagtige fotogrammer inviterer på visuel rejse.
Fabelagtige fotogrammer inviterer på visuel rejse.

OMTALE: Af Natascha Degnova. 10.06.2016

Udstillingen ”Fotogram” af Ewa Stackelberg kan lige nu ses hos Bredgade Kunsthandel i forbindelse med Copenhagen Photo Festival og udstillingen er klart et besøg værd, da den viser fotoværker der rykker ved den gængse opfattelse af et fotografi.

Copenhagen Photo Festival byder på mange forskellige slags fotoværker der favner bredt og går i mange retninger, med forskellige motiver og tilgange. Nogle kunstnere udforsker ikke blot deres fotografiske motiv, men også den teknologiske tilgang til fotografiet. Hos Bredgade Kunsthandel kan man lige nu se en særlig interessant udstilling af unikke fotogrammer som både udfordrer vores forståelse af fotokunst og den visuelle sansning.

Ewa Stackelberg, Summer l, Fotogram, 100x70cm                                        

Så hvad er et fotogram?

Fotogram er betegnelsen for et fotografisk billede, der bliver fremstillet uden et kamera. Motivet bliver til i mørkekammeret, ved at placere objekter på en lysfølsom overflade (som foto papir). Herefter eksponeres det udenoms læggende for lys. Der opstår derved en form for negativ skygge effekt, der varierer alt afhængig af objektets gennemsigtighed og mulighed for lys indtrængen. Organisk materiale og pigmenter kan også bruges, således at resultatet bliver mere diffust og farverigt. En kunstner som Man Ray brugte teknikken i sine berømte sort/hvid fotografier af forskellige objekter spændende fra sakse og knapper til elpærer og planter.

Ewa Stackelberg, Nr. 15, Fotogram 

Et trøstforløsende projekt

Stackelberg begyndte sin karriere som reportage- og frilandsfotograf tilbage i 1980’erne. I 1997 tog hendes liv og kreative udfoldelse en drejning, da hendes mand mistede livet i en flyulykke. Efterladt alene med to børn, var den kreative inspiration ikke længere at finde i almindeligt fotografi og hun søgte efter en ny måde at udtrykke sig på. Da hun modtog et smadret kamera fra hendes afdøde mands effekter, stod den nye fotografiske tilgang klar.

Hendes fotogrammer har bevæget sig væk fra det sort/hvide og ind i et farvelandskab der drager beskueren ind. Kun få af hendes fotogrammer har definerbare motiver, så som en kvindekrop og et hestekranium, resten er abstrakte konstruktioner, fremkommet ved tilfældighed i total mørke.

Ewa Stackelberg, Summer ll, Fotogram, 176x140 cm 

Kunstværker der giver lyst til fordybelse

Man kan stå længe og se på Stackelbergs fotogrammer og få forskellige indtryk og associationer. Bevidstheden vil altid forsøge at finde mening og det er svært i disse værker, da der ingen mening er. Værkerne skal opleves som en visuel tour de force, der bombarderer det visuelle parameter og åbner op for en ny sansetilstand. Man har følelsen af, at enten bevæge sig ned i dybet eller ud i den kosmiske sfære. Uanset er det en rar hypnotisk effekt, der indbyder til timers fordybelse. Det giver derfor også god mening at kunstneren ikke giver sine værker specifikke titler, men blot lader det være op til den enkelte beskuer.

Som det kan ses på nogle af nedenstående billeder (taget af Stackelberg selv) har Bredgade Kunsthandel formået at placere fotogrammerne således at deres farver og statur harmonerer perfekt. Samtidig er mange af værkerne printet på aluminiumsplader med et specielt ophæng, der næsten giver illusionen af at farverne springer direkte ud af væggen.

Udstillinger vises frem til d. 25. juni og yderligere information kan findes hos Bredgade kunsthandel

Foto: Ewa Stackelberg

Foto: Ewa Stackelberg

Foto: Ewa Stackelberg

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer