OMTALE: Af Peter Madsen.

Lørdag den 4. juni havde Galerie Knud Grothe inviteret de 11 kunstnere fra ´Kunstskolen for voksne udviklingshæmmede´ til at holde fernisering og udstille over den kommende periode.

Sprælske og barokke eksistenser myldrer frem på væggene og fortæller hver deres historie, hvori kunstnerne giver udtryk for deres hverdag med længsler og glæder i kunstens verden, som ser ud til at behage dem godt.

De for det meste kraftigt optegnede figurer i billederne står imponerende tydeligt og sikkert, selvom man også ind imellem aner, at korthuset kan vælte hvis der pustes til det. Nænsomt og sikkert strammet op fremstår de fleste dog ´sikre på benene´.

Set med kunstneriske øjne er de fleste ret så gode værker, idet langt hovedparten af motiverne fint bærer sig selv frem og står dejligt klare i udtrykket. Der er ingen slinger i valsen her, for dette er oplevede og følte fortællinger fra de ganske spændende maleres værksted.

Stærkt står Steffen de la Motte Maahr med ret så mange værker, som hver især er kubistiske malerier med stærke optegninger af de forskellige flader. Portrætter af kendte personer for det meste, som fremhæves ved deres karakteristika i kunstnerens malerier, så man føler at kunne genkende de portrætterede. For at nævne et enkelt vil jeg fremhæve ´Kvindesnak´, hvor de to figurer er taget ud af Krøyers kendte maleri fra stranden i Skagen, genskabt og omformet nærmest kubistisk. Flot og ganske klart malet i rolige, ´vindstille´ streger.

Marianne Ibsen Maler og tegner søde motiver med f.eks. en dreng der giver en pige blomster. Man mærker den forelskede usikkerhed ganske tydeligt her, og det er ganske flot fremhævet. Også en buste i papmaché står hun for, et selvportræt i overstørrelse. Følsomt er det modelleret op med et ganske stærkt udtryk. En sikker og nærværende personlighed udstråler værket, men med en tanke bag.

I Christine Jensens streg får vi flere portrætter, og kendetegnende for dem er, at der er tale om meget sarte og skrøbelige billeder og udtryk i kærlige fortællinger, hvilke understreges af blide og forårsagtige farver. Et par billeder af Matador-folket får vi også med.

Emilie Cambon er en strålende portrættør, og hendes akrylmalerier af familien er sikre og stærke i udtrykket. Jeg kommer til at tænke på en ung Lizzy Mallow her, hvis pallet kunne have været i brug uden at kopiere. Også Matisse er der aner til i de skønne baggrunds-vegetationer.

Nogle meget søde fuglebilleder er også ophængt, og de spiller alle op mod en baggrund med grene i grafiske netværk, så fladen får struktur bag de ´undrende´ fugle.

Stine Kailow har malet nogle savannebilleder med giraffer og elefanter, som man kun kan holde af. Poesi på højt og kærligt plan. Titlen på elefantbilledet ´En sang´ viser det.

Groteske, grinende/smilende/fnisende/ teatralske er Birgit Naja Jensens figurer, som var de hevet ud af en film med oversminkede skuespillere. Også her kommer vi ind i Matador, men mere som en karikatur heraf. De groteske ansigter haler dybere liggende karakteristika frem i rollerne end originalerne har fremstillet dem.

Og netop det dybere liggende er hvad disse kunstnere får frem. Det er kunst og sindbilleder på både skrøbelig, nænsom, legende og alvorlig baggrund. Situationsbilleder på helt givet selvoplevet og dybere grund. Faktisk bevæger flere sig på kanten af noget på en gang barnligt og katastrofalt, så der dannes et helt egenartet udtryk i værkerne. Og det er denne ´skrøbelige sikkerhed´ der taler til beskueren.

Desværre er pladsen ikke til at omtale flere af de skønne kunstnere, hvilket de absolut fortjente. 

Galleriet har udgivet en flot bog i forbindelse med udstillingen.

Udstillingen vises frem til den 26. juni 2016.

Steffen de la Motte Maahr, Kvindesnak.

Emilie Cambon, Anne og Jean Cambon.

Birgit Neja Jensen, Veninder.

Birgit Neja Jensen, Ronni river blade om efteråret.

Marianne Ibsen. Det er bare Marianne.