NYHED: 15.07.2015.
Traditionen tro har hele kunstverdenen befundet sig i en balstyrisk biennale-rus siden Venedig Biennalen åbnede i maj, og selvom den massive dækning langsomt aftager betyder det ikke at biennale-hypen er ovre. For inden længe er det Sveriges tur. Den 12. september 2015 åbner GIBCA, Göteborgs Internationale Biennale for Samtidskunst, og det tegner til at blive en interessant affære.
Der er ingen tvivl om, kunstbiennalerne i dag er det mest dominerende udstillingsmedie til synliggørelse af samtidskunst. Formatet er eksploderet og har spredt sig som atomer over hele verden, og selvom det forsat er de tunge drenge som Venedig, Istanbul og dOKUMENTA der soler sig i uanede mængder af opmærksomhed, er flere og flere mindre biennaler begyndt at markere sig. Sådan er det netop tilfældet med den svenske samtidskunstbiennale GIBCA, der afholdes for syvende gang dette efterår.
Bouchra Khalili, Still from 'Foreign Office' (2015) Photo: Aurélien Mole, Courtesy of Bouchra Khalili
Göteborgs Internationale Biennale for Samtidskunst tog form i 2001 og har siden da været afholdt hvert andet år. Biennalen arrangeres af Röda Sten Konsthall, men er lokaliseret flere steder i Göteborg bl.a. på Hasselblad Center, Göteborg Konsthall og 3:e Våningen samt i det offentlige rum.
Isabel Lewis (2014) Photo: Joanna Seitz, Courtesy of Isabel Lewis
GIBCA kurateres typisk under ét fælles tema, som agerer paraply for biennalen og de fire primære udstillingssteder. Teamet uarbejdes af én eller flere internationale kuratorer som en dialogisk proces med byen, borgerne og en lang række internationale kunstnere. I år kurateres GIBCA af Elvira Dyangani Ose og samles under temaet 'A story within a story…'
Nastivicious, Still from 'The Overture' (2015), Courtesy of Nastivicious
Det kuratoriske tema er formet med afsæt i Umberto Ecos 'Det åbne værk' (1962) og undersøger vores fælles historie ved at betragte den som åben og uafsluttet. De værker som vi vil opleve på biennalen, vil gennem et bredt spektrum af medier udfordre den måde, hvorpå vi betragter vor historie. Kunsten vil sætte spørgsmålstegn ved, om vi som individer og som samfund har mulighed for at overvinde de dominerende historiske narrativer og stereotype antagelser.
Benandsebastian, 'Stored' (Museum of Nothing) (2014) Photo: Frederik Petersen, Courtesy of benandsebastian
32 internationale kunsterne med meget forskellige profiler vil deltage på GIBCA 2015 heriblandt også en række danske kunstnere. Den anerkendte lydkunstner Jacob Kirkegaard vil være at opleve på biennalen, og herudover deltager også Pia Rönicke, hvis film og installationskunst har været udstillet på en lang række danske og internationale museer og gallerier.
GIBCA, Göteborgs Internationale Biennale for Samtidskunst, kan opleves fra den 12. september til den 22. november 2015.
Röda sten 1, SE-414 51 Göteborg, Sverige
Forside Foto: The Propeller Group, Still from 'The Living Need Light, The Dead Need Music' (2014), Courtesy of The Propeller Group and James Cohan Gallery, New York / Shanghai