Indkøbskurven er tom.
Katastrofens poesi
Katastrofens poesi

CPH:DOX: Af Oline Vogelius Brønd.
13.03.2018.

Det kærlige og poetiske portræt af den Tysk/jødiske filosof, ”13, a Ludodrama about Walter Benjamin”, har præmiere under dette års CPH:DOX. Filmen er skrevet og instrueret af den canadiske dokumentarist Carlos Ferrand, som går loyalt til værks i Benjamins skrifter, liv og tanker.

Katastrofe og eksil

D. 19 marts, i året 1933 ankom Walter Benjamin til den Franske hovedstad Paris, med en kuffert og to billeder under armen. Et barndomsfotografi af Franz Kafka og et akvarelmaleri af Paul Klee med titlen Angelus Novus, også kendt som ”En ny tids engel”. Mens nazi-Tyskland støt voksede i styrke i hjemlandet, levede Benjamin de næste syv år af sit liv i eksil, imellem Paris´ universalistiske stål og glasfacader. Han slentrede rundt i byens butiksarkader, forbrugssamfundets oprindelsespassager, og han arbejdede dag ud og dag ind på Bibliotheque Nationale på sit aldrig færdiggjorte skrift ”Passageværket”.

Kalejdoskopiske små verdner

Som titlen indikerer, får vi gennem filmens 13 kapitler et meget yndefuldt indblik i filosoffens sidste 7 år. Den mosaikopbyggede konstruktion i filmen består delvist af animation, optagelser fra dagens Paris og nedslag i Benjamins efterladte dokumenter. Den kronologiske opbygning af både filmen og Benjamins liv brydes gennem dagbogsnotater og tilbageblik, blandt andet til en af hans rejser til Moskva, hvor han var særligt optaget af et legetøjsmuseum og af sit forhold til en kvinde ved navn Asja. Vi præsenteres for kærligheden, dagbøgerne, venskaberne, som små brudstykker af det hele menneske Benjamin. Det er også i disse intime og personlige fragmenter af hans liv, vi bliver opmærksomme på Benjamins vaklende natur. Han er hverken konsekvent i sine kærlighedserklæringer til Asja, som han vil kysse den ene dag, giftes med den næste og alligevel ikke holder fast i. I sine politiske og religiøse overvejelser lader han sig præge, men ikke overbevise, af hverken den radikale marxisme eller af den jødiske mysticisme. Han er som teoretiker og politisk væsen strakt ud mellem den ”håbefulde” revolutionære, marxistiske kapitalismekritik og et anti-progressivt verdenssyn, hvor kunstneren og skaberen uden for masserne, ikke er andet end et nedbrudt revolutionært subjekt. Han lader sig, blandt mange andre, inspirere af Kafka, Brecht, Baudrillard, Adorno og Arendt, men afholder sig konsekvent fra en total hengivenhed. Gennem hele sit liv, holder Benjamin på den måde alle sine positioner åbne. Alt er tøven. Al hans bevægelse og flytteri rundt i Paris’ arrondissementer, hoteller og herberg, understreger denne svævende eksistens, som Benjamins eneste faste holdepunkt i livet; ”it is not a matter of getting anywhere, but a matter of staying open to the moment”.

Angelus Novus – at rette op på det forgjorte liv

”For vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser (englen, red.) én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger oven på hinanden og slynger dem foran englens fødder.” (Walter Benjamin)

Der er noget melankolsk og uhelbredeligt mørkt over Benjamins verdenssyn, som det præsenteres i dokumentaren. Vi burde, kunne man argumentere, som mennesker følge en eller anden form for progression mod en bedre verden, hvor fascisme og krig ville blive en gradvis minimeret størrelse. Men det vi mennesker kalder fremskridt, kalder Benjamin for akkumulation af sammenbrud. Alle vores forfatninger, vores civiliserede dokumenter, er materielle beviser på menneskets barbarisme. Historien er en lang ophobning af endeløs katastrofe og ulykke. Ruinbunkerne er blevet så store og uoverkommelige at de vokser ind i paradiset og selv ikke historiens engel formår at vende skæbnen.

Mellemkrigstid

En stor del af Benjamins liv udspiller sig mellem de to store verdenskrige og han er stærkt præget af de kulturelle og mentale chok, som efterkrigstiden spreder - denne apokalyptiske stemning - der kendetegner hele tidsånden. Det synes som om Europa falder fra hinanden og håbet og modet er dybt begravet under et tyndt lag snefalden aske fra nazisternes bogbrændinger. Vi er bundet af forbrugerismen, fanget i kapitalismens jerngreb, hvor alle oppositioner og flugtlinjer opsluges uden barmhjertighed. Problemet er, at vi er blinde for den åbenlyse tragedie. Det er den alarmerende katastrofe, vi alle lever i uden at vide af det. Vi kan kun undslippe ved at bevæge os fuldstændig uden for dens rammer. Benjamin vier, i sit essay ”Om historiebegrebet” sin niende tese til Angelus Novus og englen bliver et stærkt symbol på et filosofisk opgør med en lineær fremskridtsforestilling.   

Den frie tanke 

Benjamin har alligevel en forhåbning om, at en omvæltning er mulig. Eller måske rettere en opvågning. Han ser ikke sort/hvidt på tilværelsen og filmen viser os også et menneske der både er lunefuldt, positiv og fyldt med fascination af verden omkring ham. Denne fascination fremgår også i Passageværket, som ikke blot en er stor og monumental forfatning, men en mosaik af drømme, længsler og kritik. Den er en sammenfatning af den modernitet der opstår i mellemkrigstiden. Den handler om kunst, om Paris, om filosofi, marxisme og mode. Den er et symbol, på menneskets evne til at skabe små verdner og smukke utopier, midt mellem murbrokker og ruiner. Passagerne i Paris’ gader er flugtveje ind i en fornyet fremkomst af kreativitet og ind i længslen efter barndommen. Og ligesom Benjamin hæfter sig ved de ”små skønheder” og menneskets stræben efter lykke, som den udfolder sig i fetichisme og modefænomener, fascineres han også ved barnets fantasi. I barnets fantasi, i deres måde at konstruere historier på, er de ikke begrænset af målet om at skabe mening. Den materielle verden opstår for dem, som små verdner af farverige forestillinger. De er i stand til at skabe deres egen verden, inden i den verden der allerede er. Deres tanke er fri. Det samme gør sig ikke altid gældende for voksne. Fordi vi, som voksne, allerede kan gå, kan vi ikke længere lære at gå. Vi er allerede bundet af det vi kan og ved og derfor er tanken også bundet. Men der lægger også en styrke i hukommelse og erfaring. Erindringen er ikke kun en begrænsning. Historien, vores egen såvel som samfundets skal undersøges, kendes og begribes. Historieforståelse er et af de brugbare våben imod den rasende katastrofestorm. Vi kan få ly for vinden og ro til melankoli. Vi kan mærke stilheden i passagerne. I vores bagudskuende blikke findes en hvile, der er nødvendig for at se fremad.

 

Instrueret af Carlos Ferrand

Oprindelig titel: 13, Un Ludodrame sur Walter Benjamin

78 min.

Screenings

Fredag d. 16 marts kl. 21.15 i Gloria

Søndag d. 18 marts kl. 17 i Vester Vov Vov

Søndag d. 25 marts kl. 14.30 i Charlottenborg

https://cphdox.dk/en/programme/film/?id=610

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer