Indkøbskurven er tom.
Økologi i perspektiv – en soloudstilling på CODE
Økologi i perspektiv – en soloudstilling på CODE

Af Mathias Belli
23.08.2016

Når Art Copenhagen indtager Bella Center vil det være med noget af det ypperste inden for dansk og international kunst. Særligt Europa og USA vil være godt repræsenteret, når lovende kunstnere indtager København weekenden. Og så er der selvfølgelig en masse spændende danske kunstnere på programmet. En af dem er Tue Greenfort. Vi har sat fokus på en kunstner der har en masse at sige om økologi, naturen og vores plads i den.
 

Fokus på lokalmiljøet
Greenfort (1973) har studeret på Staatliche Hochschule für Bildende Künste i Frankfurt am Main, og har siden hovedsageligt opholdt sig og udstillet i Tyskland hos König Galerie. I weekenden kommer han så tilbage til fædrelandet med en soloudstilling på CODE, hvor vi alle kan få mulighed for at opleve hans spændende kunst.

Greenforts udstillinger har fra starten båret præg af en optagethed af naturen, økologi og vores håndtering af naturens ressourcer. Hans værker tager udgangspunkt i biologien og naturens biodiversitet, men berører samtidigt det politiske, økonomiske, filosofiske og sociale. Kort sagt: hans værker tager udgangspunkt i det komplekse forhold, vi har til naturen omkring os.

Et værk der er karakteristisk for denne tematik er Diffuse Einträge (2007). Her tager Greenfort udgangspunkt i lokalmiljøet, her den kunstige sø Aasee i byen Münster, der ligger som del af et større rekreativt område. Søen må man ikke bade i, da den er forurenet af gylle fra de omkringliggende marker, og efterfølgende er blevet indtaget af alger.

Værket bestod af en gyllespreder, der var placeret på kanten af søen og som sprøjtede søens vand ud tilsat en opløsning af jernklorid. Jernklorid bruges normalt til at rense spildevand og på denne måde slap byen for de problemfyldte alger. Udover at rense søens vand, fik Greenfort samtidig leget med forestillingen om søens idylliske omgivelser, sat over for den omkringliggende landbrugsindustri.

 

Tue Greenfort: "Diffuse Einträge", 2007, Aasee sø, Münster
Foto: Roman Mensing

”Multispecies Co-Evolution” - en introduktion til Donna Haraway
Greenfort har fortsat med at arbejde med forholdet mellem, mennesker, natur og vores indvirkning på hinanden. I 2012 udarbejdede Greenfort værket ”The Worldly House: An Archive Inspired by Donna Haraway’s Writings on Multispecies Co-Evolution” – en drømmelignende træhytte midt ude i Karlsaueparken, oprindeligt bygget i 1950erne for parkens sorte svaner. Siden 1970erne har hytten stået ubrugt og forladt hen, og den er blevet hjemsted for parkens mange dyrearter, bl.a. vaskebjørne.

På udstillingen dOCUMENTA (13), forvandlede Greenfort den gamle hytte til et arkiv af bøger, video og notater fra teoretikeren og biologen Donna Haraway. Haraway har beskæftiget sig indgående med mennesker og dyrs sameksistens, vores indvirkning på hinanden og de store ligheder vi deler – hvad hun kalder ”multispecies co-evolution”.

 

Tue Greenfort: "The Worldly House: An Archive Inspired by Donna Haraway’s Writing on Multispecies Co-Evolution", dOCUMENTA (13), Kassel, 2012
Foto: Nils Klinger
 

Formålet med værket af at få besøgeren til at reflektere over, og genoverveje, vores tætte forbindelse til levende væsener, vores forhold til naturens andre arter og i hvor høj grad vi er lig dem. Med det store væld af information der er opstillet i hytten, får tilskueren rig mulighed for at reflektere over disse spørgsmål, og at gøre det i smukke, idylliske landskaber.

Tue Greenfort: "The Worldy House: An Archive Inspired by Donna Haraway’s Writing on Multispecies Co-Evolution", 2012, dOCUMENTA (13)
Foto: Nils Klinger

Når Greenfort indtager CODE med sin soloudstilling bliver det spændende at se, hvad han har at vise os denne gang. En ting er dog sikkert at dømme ud fra hans foregående udstillinger: vi vil blive udfordret på vores forestilling om naturen og dens biodiversitet, og på hvordan vi interagerer med lokalmiljøet omkring os.

 

Tue Greenfort kan opleves på Copenhagen Art d. 26-28. august.

Galleriets hjemmeside

Kunstnerens hjemmeside

 

 

Skriv en kommentar
*
*
*
*
Del med en ven
*
*
*
Der er ingen kommentarer